Sammen med Monaco, Liechtenstein og andre småstater ligger San Marino som et levn fra en tid, hvor Europa bestod af hundredvis af små uafhængige enheder.

Den 3. september 301 er, ifølge traditionen, datoen for grundlæggelsen af den lille uafhængige enklave San Marino i Appenninerne i det nordlige Italien.

Trods sin ringe størrelse (landet er mindre end 65 km2) og mangel på adgang til havet viser San Marino sig at være ualmindeligt sejlivet. En del af grunden skal muligvis findes i, at både byen San Marino selv og dens opland historisk har været relativt fattigt og uden strategisk interesse.

I oktober 1600 indfører San Marinos ledende familier en formel nedskrevet forfatning, der er kraftigt inspireret af regeringsførelsen i den Romerske Republik med to »regerende kaptajner« som fælles statsoverhoved. Denne forfatning er stadig gældende i dag, om end i væsentligt ændret form, og er dermed verdens ældste funktionelle forfatning, ligesom San Marino selv er verdens ældste stadig eksisterende republik.

Da Napoleons hære invaderer Italien i 1797, står San Marino overfor et vanskeligt valg: Skal man indgå en alliance med Napoleon og opgive en del af sin uafhængighed, eller skal man sætte sig til modværge og med sikkerhed blive knust militært?

Det lykkes imidlertid én af de siddende »kaptajner« at blive Napoleons personlige ven og støtte. San Marinos uafhængighed bliver bekræftet både i Tolentino-Traktaten i 1797 og senere ved Wiener-Kongressen i 1815 efter Napoleons fald.

Byen San Marino har i århundreder opbygget et ry som en sikker havn for mennesker på flugt. I 1850’erne beskytter San Marino ved flere lejligheder den berømte general Guiseppe Garibaldi, og det fører til, at området får mulighed for at stå udenfor og bevare sin selvstændighed, da kongeriget Italien oprettes i 1861.

Siden da har San Marino ført en relativt anonym tilværelse som uafhængig enklave i Italien, og landets særlige status har stort set kun vakt opmærksomhed i forbindelse med de to verdenskrige. I begge tilfælde har San Marino erklæret sig neutralt.

I de seneste årtier er San Marino gradvist begyndt at engagere sig internationale organisationer. I 1988 bliver landet fuldgyldigt medlem af Europarådet og i 1992 af FN, men landet står stadigvæk udenfor EU såvel som en lang række andre organisationer for at beskytte sin status som skattely.

I dag lever størsteparten af befolkningen af turisme, og sammen med Monaco, Liechtenstein og andre småstater ligger San Marino som et levn fra en tid, hvor Europa bestod af hundredvis af små uafhængige enheder.