Den sydafrikanske stjerneinstruktør og kunstkurator Brett Bailey udfordrer fordomme og glansbilleder i en hårdtslående hyldest til smeltediglen afrika.
af Gert Poder
Aaaaargh. Let me hear you scream. Louder, louder, louder...
Den T-formede scene er blevet overtaget af Odidiva, engay performer, der som en markedsgøgler pisker stemningen op.
Håret er sat op til narrestreger og det hvide latex-kostume klæber ind til hans sorte mandekrop. Underlivet roterer, ballerne vibrerer, publikum skriger og klapper.
– Det føles som at være hjemme igen, stønner sydafrikanske Patricia på dansk. Hun står helt oppe ved scenen sammen med en klynge landsmænd. Alle gynger ekstatisk.
En gigantisk baslyd rammer mellemgulvet som et ondt hug i solar plexus fra Cassius Clay, nå nej Mohammed Ali. Folk svajer ubeskyttet foran den T-formerede scene. En af danserne springer hen til en mandshøj tromme og begynder at banke løs. Bas og tromme fylder rummet, eksploderer.
Det er House of the Holy Afro. Det er sang, dans og musik, virtuost udført af seks afrikanske artister i en enkel men alligelvel overvældende, farverig scenografi.
Det ene øjeblik opfører de et drag-show med et kæmpe glimt i øjet, en hyldest til den sydafrikanske grundlov, der garanterer homoseksuelles rettigheder.
Det næste øjeblik ironiseres der over, hvordan den hvide, kristne kirke har boret sig ind i den afrikanske kultur som parasitter. Det er Afrika på godt og ondt.
Mellem to verdener
Den sydafrikanske stjerneinstruktør, kunstkurator og dramater Brett Bailey har indtaget Teater Republiques lille scene med sit teaterband Third World Bunfight.
House of the Holy Afro er en af de mange, grænseoverskridende events, der finder sted under My World Images. Den stiller sig lige nøjagtig midt imellem de værste klicheer om Afrika, sådan som vesterlændinge oplever den, når de besøger »det sorte kontinent«.
– Jeg tror, at mange i Vesten holder af at se en tryg, »ren« version af Afrika fremstillet i teater og som underholdning. Et billede, som er i samfklang med det postkort, folk køber, når de træder ud af deres aircondition-hoteller på deres »Great Afrikan Holyday«, siger Brett Bailey til My World Images’ Nina Larissa Bassett.
Ifølge ham oplever de to versioner af Afrika: Den skinnende, høflige turistversion, og den version, der hedder krig, fattigdom, AIDS, sult, udpenslet af medierne.
– House of Holy Afro er hverken interesseret i den ene eller den anden version. Afrika er en stor sydende smeltedigel, hvor den vestilige verdens efterladenskaber – religoner, ideologier, forbrugsvarer, kulturelt spild – smelter sammen med Afrikas kolonialt opbrudte fragmenteringer og muterer til fosforiscerende nye former, faconer og lyder. Alt det trækker Afro på. Kompromisløst.
Væk med stolene
På tracks af svedig house, skabt specielt til forestillingen af dj Dino Moran, spænder House of the Holy Afro op til lir. Energien formelig fosser ud over scenen, den lige vej til fødderne på et publikum, der også er medspillere.
Teater Republique har en intention om at tilbyde publikum et andet udsyn til kunsten og verden end det, vi normalt oplever. Helt i dansens og musikkens ånd står og danser publikum under forestillingen. De sædvanlige stolerækker er fjernet.
House of Holy Afro er en selvstændig fortælling om den sydafrikanske måde at gøre tingene på,. Det er også en unik iscenesættelse af afrikanske myter, shamanistiske ceremonier, afrikansk hip-hop poetry og gode gamle gospels, som de lyder i Sowetos kirker.
Det er en svedig, seksuelt udfordrende, rystende rytmisk totaludfordring af alle sanser. Det er night club show af den slags, der er for få af i det kølige København.
House of the Holy Afro. Third World Bunfight, instruktør Brett Bailey. Republique, Østerfælled Torv, København, til den 15. september.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
