Tidligere SID-formand Hardy Hansen havde rosende ord med til Arbejderen og dens journalister på lørdagens støttefest.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/net_arb_fest_hardy.jpg)
Arbejderen er min yndlingsavis.
Det afslørede SiD´s tidligere forbundsformand, Hardy Hansen, på støttefesten for Arbejderen, som blev holdt lørdag i forbindelse med 3F’s kongres i Aalborg.
– Arbejderen er en af de tre aviser, jeg daglig læser. Af dem sætter jeg personligt størst pris på Arbejderen, sagde Hardy Hansen i sin tale til festen.
Som fagligt aktiv lærer man at sætte pris på medier, som taler arbejdernes sag, understregede den tidligere forbundsformand:
– Gennem mine mange år i fagbevægelsen har jeg mange eksempler på den borgerlige presses fordrejede og løgnagtige historier, som har skadet arbejderbevægelsen og bevist mediernes magt, sagde han, og fortalte, at han i 1984, i forbindelse med HT-konflikten, fik en bod i Arbejdsretten på 20 millioner kroner.
– Arbejdsgiverne fremlagde borgerlige avisartikler som bevis på, at jeg ikke havde overholdt Hovedaftalen. Artiklerne var fra Ekstra Bladet og BT, som bestemt ikke var neutrale beviser, men var talerør for kapitalinteresser og modstander af HT-konflikten, der drejede sig om enhedsfagbevægelsen. HT-konflikten førte også til, at min personlige telefon blev aflyttet af Politiets Efterretningstjeneste, fortalte han.
Derfor håber Hardy Hansen også, at Arbejderen bliver hele arbejderbevægelsens avis, fastslog han.
– Alle medarbejdere hos Arbejderen skal have min største ros og anerkendelse. Jeg er glad for, jeg her i dag har fået mulighed for at hilse på nogle af de trofaste personer, der skriver til mig hver eneste dag gennem spalterne i Arbejderen, hvor jeg bliver beriget med ny information og viden – og i andre situationer får bekræftet mit eget tankesæt, sagde Hardy Hansen.
Hans engagerede tale beskæftigede sig også med tidens store politiske opgaver.
Han erklærede sig helt enig med 3F i, at Danmark står ved en korsvej. Og han henvendte sig direkte til de kongresdelegerede, som deltog i støttefesten:
– Jeg vil specielt til jer sige, at I skal kæmpe og stå vagt om fagbevægelsen, for hvis højrekræfterne får held til at smadre den, som de er godt i gang med, er der først frit løb mod »minimalstaten«, sagde Hardy Hansen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278