Med sin udstilling 2010 i Kulturkajen Kockens monstrøse industrihal fastholder grønningen sin stilling som en af landets førende kulturbærere.

Grønningen i rå omgivelser

Siden sidste års Grønningen-udstilling er fire medlemmer gået bort: Ib Geertsen (1919-2009), Søren Kjærsgaard (1935- 2009), Peter Mandrup (1949-2009) og Jørgen Boberg (1940-2009). Sidstnævnte arbejdede helt op til sin død på et triptikon (3-delt maleri) til årets udstilling. Her ses »Ridder Boberg«.

Af Gert Poder

Der er rigtig højt til loftet i Kulturkajen Docken, bogstaveligt talt. Her i Københavns Nordhavn, med hellerupsk luksusbygggeri på den ene side og en skrotbunke på den anden, er Grønningen flyttet ind med sin 2010-udstilling.

I det 1700 kvadratmeter søjlefri tidligere saltlager folder de mange medlemmer af landets største kunstnersammenslutning sig ud, som de har gjort i snart 100 år.

Det er råt og det er som sædvanligt meget forskelligt. Lokalets primitive look er ikke nyt. Til sin første udstilling i 1915 byggede medlemmerne selv en hytte af træ på Østerbro. For at spare penge fik tømrermesteren brædderne retur efter udstillingen!

Grønningen har altid haft fingeren på pulsen. På gæstelisten gennem årene finder man pionerer som  Braque, Cézanne, Dewasne, van Gogh, Matisse, Munch og Nolde.

På samme måde er listen over de danske medlemmer et katalog  over 100 års kunstopfattelse i konstant forandring siden stiftelsen.

To gæsteskulpturer
I det tidsrum har kunst­– og kulturlivet bevæget sig fra det eksklusive og indelukkede til det inddragende og grænseløse. Dette skred fra elitær kunst til samfundskommentar er da også emnet for to af årets gæster.

Indenfor, i et lyst hjørne ud mod havnemolen står Papfar alias Søren Behnckes »King of the Road«, der er en nuser kopi af en lille lastvogn, udført i pap, træ, lim, akrylfarve og velcro. Som i mange af hans værker er det en kommentar til forbrugersamfundet.

– Den handler om varebytte og mobilitet, forklarer han sin skulptur. Den er lige som hans øvrige skulpturer bygget i pap, fordi det findes der masser af gratis i byens containere.

Gæsteparret Randi og Katrine har bygget deres »Shawarma House« udendørs på Dockens smukke terasse ud mod molen. Med krydsfinér, acryl­glas og maling har de skabt en dukkehusagtig hytte  med bolsjestribede baldakiner og en kæmpe shawarma-klump på toppen.

Det ligner en lille madbod, men er i virkeligheden en skulptur – en kommentar til tidens hungren efter oplevelsesøkonomi, som den også udfolder sig i  Dockens fusion af kultur, bar og madsted.

I den anden ende af skalaen udforsker Viera Collaros neon- og diodeskulptur, Anita Jørgensens neontekster, Leonard Forslunds kukkasse »I målningens skog« (I maleriets skov) af silketryk, bemalet akrylplade, akrylspejl, mannequindukke og kunstgræs dimensioner uden for maleriets højde gange bredde, mens Bjørn Poulsens gipsorganisme vokser som en knop og dermed binder to vægge sammen.

Stor bredde
Grønningen ville naturligvis ikke være sig selv, hvis det hele lignede hinanden og sig selv. Det gør det ikke, fordi en Grønning-udstilling prøver at være et samlet udtryk for, hvad medlemmerne står for lige her og nu.

– Grønningen er en platform, hvor en stor diversitet af kunstnere og en mangfoldighed af udtryk mødes, skriver bestyrelsen i sin velkomst.

Denne forskellighed går fra fotografen Nicolai  Howalts store digitale C-print­fotos af en på én gang grotesk og dragende makroverden til Jette Thyssen rolige tæpper, fra Ib Monrad Hansens enorme illustration af den menneskelige værdigheds sammenbrud til Steffen  Jørgensens matematisk opstigende kurvebundters stigende intensitet.

Poul Agger, Tonning Rasmussen og Tom Krøyers farveglade fantasifigurers sammenspil står over for Ole Sporrings dødsmaskineverden og Seppo Mattinens erotiske Pippi Langstrømpe. For nu at nævne nogle få...

På godt og ondt er årets Grønningen en kommentar til tidens globalisering og kunstens kommercialisering. Dens postulerer, at kunstnerisk mangfoldighed og  udfordring i sidste ende er netop dét, der kan tøjle en vildfaren udvikling der har spærret mennesket ude.

Den tilhørende udstillingsavis udmærker sig desuden ved tre debatindlæg. Kunstanmelder Torben Sangild filosoferer over den politisk kunst, professor Ole Fogh Kirkeby over kunstens rolle og udvikling, mens filosof Arne Victor Nielsen ironiserer over det han kalder kunstmaskinen, og som denne anmeldelse måske er en del af.

Med sin alsidighed, finurlighed og politiske nerve fastholder Grønningen sin position som en af kulturlivets lyslevende vadesteder.