Efter strejken på B&W bredte strejkerne sig på de københavnske arbejdspladser. Fra 1872 oplevede flere provinsbyer også strejker, der foruroligede det lokale borgerskab.

Den 30. september 1871 starter det, der betragtes som Danmarks første strejke, på skibsværftet Burmeister & Wain (B&W) i København. Det var dengang Danmarks største arbejdsplads. Strejken satte gang i en egentlig strejkebevægelse.

Det var dengang skik paa værftet, at der blev udbetalt et mindre gratiale, når et skib var færdigbygget og løb af stabelen.

Tirsdag den 26. september fandt sådan stabelafløbning sted; men arbejderne var utilfredse med, at »afløbningspengene« ikke som sædvanlig blev udbetalt til hver enkelt, men tilfaldt den af firmaet oprettede sygekasse.

Misfornøjelsen vendte sig mod de enkelte, der vedblev at arbejde, deriblandt de såkaldte kvartérmænd (formænd). Da en arbejder opfordrede en af disse til at holde op, opstod et slagsmål. Formanden fik hjælp af en kollega og arbejderen blev ilde tilredt.

Det gjorde de over 300 værftsarbejdere vrede. De følgende dage havde arbejdspladsen et uvant udseende; Arbejderne passede ikke deres arbejde, men samlede sig i truende småklynger og talte om strejke.

At firmaets to indehavere meddelte, at enhver, der nedlagde arbejdet, vilde faa sin afsked, skabte ikke ro. Arbejderne opstillede tre krav: Timelønnen skulle forhøjes, alle kvartermænd afskediges og afløbningspengene udbetales som sædvanligt.

Den 30. september startede strejken. Arbejderne opnåede, at afløbspengene blev udbetalt som sædvanligt. Både de to kvartermænd og den arbejder, de havde overfaldet, blev fyret. Lønstigning blev der ikke noget af i denne omgang.

Arbejdernes talsmand blev kort efter afskediget, og snart efter fulgte også fyring af alle de 320 værftsarbejdere. Måske ville værftets ledelse statuere et eksempel overfor arbejderne.

Muligvis hang massefyringen også sammen med det faktum, at værftets hoveddampmaskine var gået i stykker kort forinden, og derfor skulle gennemgå en omfattende hovedreparation, inden arbejdet på værftet kunne genoptages.

Under alle omstændigheder medførte afskedigelserne massive protester fra den gryende arbejderbevægelse. Kort efter blev flere af arbejderne genansat. En uge efter masseafskedigelsen var halvdelen af de over 300 fyrede atter ansat på skibsværftet.

Efter strejken på B&W bredte strejkerne sig på de københavnske arbejdspladser. Fra 1872 oplevede flere provinsbyer også strejker, der foruroligede det lokale borgerskab. I 1871 var der 14 strejker i Danmark. De to følgende år nåede antallet op på 44 og i 1874 var der 58 strejker på landsplan.

Efterfølgende kom der mange andre strejker på B&W. Arbejderne på værftet blev kendt for deres høje faglige og politiske bevidsthed og villighed til at handle.