Otto Melchior var i en kort årrække en af den danske kommunismes ledende skikkelser, men døde ung. Nu har Arne Hardis begået en glimrende bog om hans liv og skæbne.
af Bjarne Nielsen
På fotografiet fra Metropolitanskolen årgang 1922 sidder der i midterste række tre flotte unge mænd i kjole og hvidt med studenterhuer. Det er Arne Munch-Petersen, Mogens Fog og Otto Melchior (1904-45). De blev alle tre ledende kommunister.
Både om Arne Munch-Petersen, der blev DKP’s første folketingsmedlem sammen med Aksel Larsen, og Mogens Fog, er der skrevet en del bøger. Derimod kender offentligheden ikke meget til Otto Melchior, hvilket har fået Arne Hardis til at skrive en glimrende bog om hans liv og skæbne.
Det er historien om en ung jøde, hvis far var læge og mor sygeplejerske. Han gik i overklasseskolen Krebs og 1915-22 på Metropolitanskolen, to årgange over Hans Scherfig, der portrætterede skolen i Det forsømte forår.
Deres vej til DKP gik over Studentersamfundet, om end den blev kort. Otto var startet som stud.polit. i 1922.
Et af Arne Hardis’ motiver til at skrive om både Scherfig og nu Melchior har tydeligt været at undersøge, hvad et par begavede og privilegerede borgersønner ville i DKP.
Det var i øvrigt ikke nemt for Fog og Melchior, der var de første studenter, der søgte om medlemskab. For at komme ind i varmen foreslog de at oprette en kommunistisk børneorganisation.
Rotur til sovjet
Otto Melchior blev redaktør af Unge Pionerers blad Pioneren i 1924. Omkring Unge Pionerer, en revolutionær spejderbevægelse, er bogen yderst informativ og spændende. I 1928 skiftede bladet navn til Trompeten og forfatteren Harald Herdal afløste Otto Melchior.
Sammen med de to studiekammerater Jørgen Dich og Ebbe Munch besluttede Otto Melchior sig til i 1926 at ro til Sovjetunionen »for at studere forholdene derovre«. En tur på flere tusinde kilometer.
Turen blev flittigt beskrevet i diverse rejsebreve, der bidrog til megen debat om den nye unge arbejderstat. Den var en kraftpræstation. Det »var kommunismens magnetiske kraft, der løb sammen i spidsen af Rurik og førte båden åretag for åretag nærmere socialismens fædreland«, som det så smukt beskrives.
Turen, der endte i Novgorod, efter besøg i byer, på fabrikker, landbrug, i klubber og foreninger, varede i alt fire måneder. Herefter rejste Otto Melchior rundt med foredrag og lysbilleder.
Vi stiger og stiger
Hardis bider mærke i, at de tre intellektuelle borgersønner pludselig er organisationssekretær (Fog), agitations– og propagandaleder (Melchior) og partisekretær (Munch-Petersen) i arbejderklassens fortropsparti.
Da fraktionskampene var på sit højeste mellem en højrefløj, Hellberg og Ernst Christiansen, og venstrefløjen med partiveteranen Thøger Thøgersen og søfyrbøderen Richard Jensen valgte Otto Melchior venstrefløjen.
Kampen gik på, om man skulle nærme sig Socialdemokratiet, eller »gøre det klart for de arbejdende og arbejdsløse proletariske masser, at de socialdemokratiske lederes politik ikke er andet end optræden for bourgeoisiets klasseinteresser«.
Richard Jensen blev ny formand, men dog hurtigt afløst af Thøger Thøgersen.
Otto Melchior var færdig som cand.polit. i 1928, hvorefter han blev ansat i Folkeregisteret og senere centraladministrationen.
Han ledte partiets agitproparbejde, hvilket blandt andet indebar planlægning af hvervning af nye medlemmer, oprettelse af en kommunistisk arbejderhjælp og organisering af Den Røde Dag mod Krigen – en antikrigsdag, som kommunisterne tog initiativ til.
I 1928 udgav Arbejderforlaget pjecen Landmandsbank-Korruptionen af Otto Melchior med den vidunderlige og desværre fortsat aktuelle forsidetekst »Ikke en øre til banksvindlerne, men millionerne til de arbejdsløse«. I pjecen langede Melchior hårdt ud efter »Staunings ministersocialisme«.
I året 1929 sad de tre Metropolitanerdrenge alle i DKP’s Centralkomite.
Nederlag, opgør, selvkritik
Efter et knusende nederlag ved valget i 1929, hvor partiet kun fik 3656 stemmer eller 0,2 procent af stemmerne, medens Stauning fik omkring 593.000, var der naturligvis grund til selvkritik.
DKP bestod da af omkring 1000 medlemmer, og havde ikke råd til at holde kongres. Ultravenstrelinjen havde lidt en krank skæbne.
I DKU, hvor Otto Melchior var DKP’s repræsentant, forlangte man Thøger Thøgersens og hans afgang. I et brev til Munch-Petersen, der var på Kominterns partiskole i Sovjet, skriver Melchior:»Vi er så svage, at Kominterns hjælp virkelig er nødvendig«.
I et åbent brev fra Komintern bragt på Arbejderbladets forside gennemhegledes Thøger Thøgersen og partiet utroligt nok for højreafvigelser. Det betød hans afgang som formand. I 1930 gik højrefløjen med Hellberg, Christiansen og tolv tillidsmænd over til Socialdemokratiet.
Partiet var uden ledelse og førte »endeløse diskussioner, mest om småting, og uden praktiske resultater«.
I 1931 blev Thøger Thøgersen ekskluderet, medens Richard Jensen og Otto Melchior blev frataget alle deres tillidshverv i partiet.
På dette tidspunkt var partiet udsat for kup og fysisk interne slagsmål. Sørgeligt men sandt og noget der må få alle kommunister til at lære, at ikke-antagonistiske modsætninger ikke må udvikles til antagonistiske. Med antagonistiske modsætninger menes modsætninger, som ikke kan sameksistere.
Thøger Thøgersen fik lov til at forsvare sig i Moskva, hvorfra han først vendte hjem i 1936 med medlemsbogen i behold, hvis han »ikke blandede sig i det danske partis sager«.
Martin Nielsen og Arne Munch-Petersen, der kom hjem fra Moskva, samt Aksel Larsen, der kom hjem derfra i 1929, havde formået at rejse de arbejdsløse til kamp. Aksel Larsen blev formand i 1932, samme år som han og Munch-Petersen for første gang fik partiet repræsenteret i Folketinget.
Også Otto Melchior begik senere selvkritik og »erklærede herved at ville opgive mine individuelle meninger«. Kapitlet om Otto Melchiors eksklusion og selvkritik er deprimerende læsning og et sort kapitel i DKPs historie. Først i 1934 kom han tilbage til partiarbejdet.
Hele livet forblev Otto Melchior trofast over for Thøger Thøgersen, ligesom han støttede søfyrbøderen Richard Jensen i dennes kamp mod Aksel Larsen.
Medens Melchior havde været ude af partiarbejdet, havde Richard Jensen fået magten i Søfyrbøderforbundet. Han ansatte Otto Melchior, »Min intellektuelle ven«, til at skrive i de revolutionære søfolks blade »Rød kurs« og »Lanternen«.
Wollwebers drenge
Han var nu endt i miljøet omkring søfolkenes illegale og revolutionære netværk med våben og sprængstoffer.
Da Internationalen for Sømænd og Havnearbejdere, ISH, holdt deres første kongres i Hamborg 1932, deltog både Otto Melchior og Richard Jensen. De mødte den legendariske kommunist Wollweber, der blev leder af Kominterns illegale sabotage og senere blev minister for statssikkerheden i DDR.
I hele perioden var Otto Melchior aktiv tillidsmand for de statsansatte i HK. Han blev formand for dem i 1938.
Året før blev han gift med den ti år yngre »Cisse«, hvis mor var Thøger Thøgersens veninde, en del af ISH miljøet og Wollwebers illegale apparat.
I nogle utroligt spændende kapitler om Wollweber og hans organisation får læseren et fint billede af Otto Melchiors og DKP-oppositionens arbejde med at sabotere fascistiske krigsskibe og gøre klar til krigen. De var i krig!
Kapitlet skæmmes dog af Arne Hardis’ personlige syn. Han stempler således deres antifascistiske arbejde som »terror« og antyder et sted, at DKP »ikke kun gik i krig for Danmarks, men for Sovjetunionens skyld«.
Ifølge Gestapo var Otto Melchior og Richard Jensen nogle af topfolkene i Wollweber-organisationen, der fra september 1937 til december 1938 saboterede 24 skibe.
Al efterforskning mod organisationen foregik i et gnidningsløst samarbejde mellem politiet i Norge, Sverige, Danmark og Gestapo. Vel at mærke inden besættelsen!
Skibssabotagerne blev af DKP’s ledelse betragtet som udført af »klassefjendens betalte marodører… trotskister, stikkere, Gestapoagenter og nazister«. Altså provokatørvirksomhed. Her skal måske bemærkes, at såvel Wollweber og Richard Jensen handlede som Kominternfolk.
I april 1940 var Richard Jensen blevet ekskluderet af DKP grundet uenigheden om linjen vedrørende illegalitet. Den 21. marts 1941 blev Otto Melchior, hans svigermor, Thøger Thøgersen og en række Wollweber-folk, i alt tyve, arresteret af det danske politi, beskyldt for skibssabotagen i Frederikshavn i 1938.
»Bombefolkene« fik hårde domme. Richard Jensen fik i 16 år og Melchiors svigermor Elsebeth Mollerup tre års fængsel, medens Thøger Thøgersen og Otto Melchior blev frikendt på grund af manglende beviser. Da de ville træde ud i friheden, stod det danske politi og arresterede dem. De blev ført til »Vestre fængsel og interneret med status af førende kommunister«.
Tre dage efter dette skrev DKP’s ledelse om de tiltalte, også de frikendte, at »ethvert samkvem med dem skal afbrydes«. Således blev de også isoleret i Horserødlejren.
Chikanen fra de organiserede DKP’ere mod »bombefolkene« var så hård, at disse bad om at måtte blive overført til Vestre fængsel. Blandt de isolerede var Otto Melchior. Partiveteranen Carl Madsen har senere udtalt, dem »behandlede vi på det skammeligste«, ligesom partifolk som Alfred Andersen og Kaj Moltke senere har undskyldt.
Da tyskerne indtog Horserød-lejren, sad Otto Melchior i den del, der ikke nåede at flygte. Omkring dette har bogen nyt og yderst informativt og spændende materiale.
Til Stutthof og på dødsmarch
150 kommunister, spaniensfrivillige og bombefolk med og uden partibog røg til Stutthof, heriblandt »halvjøden« Otto Melchior i oktober 1943. Han fik den røde trekant, ikke jødestjernen, og nummeret D25791. Han kom til at arbejde i byggeadministrationen sammen med russiske tegnere og polske arkitekter.
I bidende kulde vandrede 1200 af lejrens fanger i januar 1945 ud af porten til lyden af de sovjetiske kanoner i øst i håbet om frihed.
Denne Dødens March kom til at koste Otto Melchior livet. Han blev i byen Nawitz ramt af plettyfus og døde dér den 16. februar 1945 med ordene: »Nu dør jeg. Hils kammeraterne og dem derhjemme«. Han blev begravet ved banen mod Laurenburg, for senere at blive gravet op og kremeret i København.
Ved befrielsen var Mogens Fog således den eneste overlevende af klassens tre kommunister fra fotoet i 1922.
Otto melchiors eftermæle
Ved begravelsen talte Thøger Thøgersen og Mogens Fog. Sidstnævnte sagde om vennen: »Han kunne være blevet en drømmer, men hans menneskelighed var så stor, at han måtte virke praktisk for en større kreds, og han blev, trods det miljø han kom fra, kommunist«.
Bogen skæmmes af de nævnte indvendinger og eksempelvis postulater som, at »det kommunistiske engagement har en meget direkte religiøs dimension«, og at opgøret i DKP i 70’erne med Carl Madsen havde rødder tilbage fra opgøret med Thøgersen-fløjen.
Men på trods af at kildematerialet – en papkasse fra søsteren Agnete – er tyndt, og Arne Hardis’ antikommunistiske tone, er bogen absolut værd at læse. En spændende og velskrevet bog om en stor personlighed.
Arne Hardis:Klassekammeraten. Otto Melchior – kommunisten der forsvandt. 303 sider. 299 kroner. Gyldendal
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
