Stemmerne i det moderne passionsspil Voices gør ørerne døve overfor smerten. Det bliver ligegyldigt.

Øredøvende

Natascha Thiara Rydvald

Flemming Enevold, Ane Trolle, Blæs Bukki og Tammi Øst forsøger forgæves at overdøve deres traumer.

Af John Bruun

Scenen er spækfuld af dygtige sangere. Scenografien er overvældende. En bagvæg dækket af højtalere i alle mulige størrelser, som oveni købet kan bevæge sig a-synkront blandet med skærme, der gengiver nærbilleder af syngende munde hentet direkte op fra scenen.

Tekster af Abba, Bach, Cave og Cash med flere og et helt pigekor – jo det er lagt stort op.

Men det vigtigste mangler. Den bærende historie, der gør, at man bliver revet med.

Noget er smukt, Noget så grimt, at man får lyst til at holde sig for ørerne og øjnene. Noget patetisk og indimellem er det også grotesk og morsomt.

Det er jo mange gode ingredienser til et drama, men den fortælling om det moderne menneske, der har forkastet Kristus og samtidig forsøger at skjule smerten bag designermøbler og rødvin, som programmet introducerer, er væk.

Eller rettere, den er så fragmentarisk, at man ikke lærer nogle af personerne at kende eller holde af dem. Hverken manden, der snart skal dø af kræft – eller kvinden der har mistet en søn – eller ham der hele tiden lever på randen af et selvmord. Og der er nærmest ingen dialog. Hver rolle skiftes til at træde frem og fremsige eller synge om sit traume, mens resten af flokken agerer pantomime-kulisse.

Derfor bliver det lidt ligegyldigt. Som når en ateist går i kirke. Men så har instruktøren måske alligevel formået at spejle os moderne mennesker på tilskuerrækkerne, selvom det nok ikke var meningen at gøre det på den måde.

Jeg har også svært ved at godtage selve præmissen: At vi moderne mennesker, ikke vil snakke om det, der gør os ondt.

For mig at se er mange af os blevet enormt fokuserede på det, der gør ondt i vores egne liv, men vi går måske til psykologen, før vi tyr til præsten.

På Betty Nansens scene er der hverken hinanden, præsten eller en psykolog at ty til. Der er voices og noises – og det er det. Og det er langtfra nok – hverken på teatret eller ude i den verden, som teatret forsøger at skildre.

Voices - en moderne passion. Betty Nansen Teatret. Scenografi: Rebecca Ringst. Instruktion: Calixto Bieito. Til 6. november.