Det tredje og sidste program i DR-serien om »de røde lejesvende« gik over skærmen søndag den 3. oktober, og det er tid at følge serien til dørs.
af Enid Riemenschneider
Det tredje program i DR2’s såkaldte dokumentarserie Jagten på de røde lejesvende faldt i to dele. Første del gik efter den kendte recept med forhør af to »svende«, mens sidste del beskrev forholdet mellem DR’s ledelse og den borgerlige regering i dennes første periode.
Straks efter udsendelsen af første program i serien beklagede flere af de medvirkende sig over, at de var blevet inviteret til interview under falske forudsætninger. Det mærkedes på den første, der her skulle vidne mod sig selv – Egon Clausen fra DR1’s kulturprogrammer.
Han forsøgte elskværdigt at slå en seriøs tone an, men efterhånden mærkede han hensigten og blev noget forstemt.
Indslaget bød iøvrigt på et genhør med Clausens ikke særligt elskværdige, men morsomt rammende portræt af Karen Jespersen i anledning af hendes selvbiografi »Karen«.
Hvor rødt var det forresten?
Principfast sippel
Så kom vi til Ole Sippel, DR’s mangeårige mellemøstkorrespondent. Han var ikke specielt elskværdig, men hele vejen principfast. Han stod ved sine reportager og forsvarede klart sin journalistiske etik og sine valg.
Rosenkrands skulle åbenbart dokumentere anklagerne mod Sippel for ensidighed. Men var det med vilje, at han valgte klip, der klart viste, at Sippel fra første færd bedømte Irakkrigens grundlag fuldstændig korrekt og forudså, hvilket morads den ville ende i?
Og var det med vilje, at nutidige krydsklip med Foghs daværende rådgiver, Michael Kristiansen, gjorde ham til grin?
På samme måde med den forargede Fogh, der påstod, at DR havde viderebragt »faktuelt forkerte oplysninger« om Afghanistankrigen. Dér er det så uheldigt, at sagen om dansk udlevering af fanger til US-tropper og tortur simpelthen ikke vil dø.
Sippel skulle naturligvis også foreholdes, at han havde vidnet i sagen mod Fighters + Lovers. Han var indkaldt som ekspertvidne, men Rosenkrands fik det lynsnart rettet til det dubiøse »sandhedsvidne«. Sippel fastholdt, at PFPL - »i den store, historiske sammenhæng« - ikke er en terrororganisation.
Sippel forklarede, hvorfor han altid har forsøgt at undgå at anvende ordet terror. Ordet bruges i flæng - »det er belastet«, det dækker mere »over følelser, propaganda og spin«.
Og »hvad stiller man så op med stater, der udøver terror?« For første gang hørte – i hvert fald jeg – i DR nogen benævne Israel – som sandt er – en terrorstat.
Tak, Sippel – for redelighed og sandhedssøgen!
Lænkehund plummer
Indslagene med Sippel dannede indgang til et indblik i, hvordan leder– og medarbejderskift og fyringer i DR i Fogh-regeringens første periode blev presset frem ved ren forfølgelse.
Det var ganske lærerigt, især ved at vise hvilken politisk ensidig ledelse DR’s bestyrelse er.
Den kulturminister, der i dag sidder med det øverste politiske ansvar, gjorde iøvrigt ikke nogen god figur med sit hukommelsestab i forhold til en åbenbart berygtet Brian-mail.
Et interview med generaldirektør Kenneth Plummer viste ham i den lænkehunderolle, som tegneren Roald Als har givet ham. »Bestyrelsen må aldrig nogensinde blande sig i DR’s daglige drift.« Nå.
Det borgerlige korstog mod DR blev af ridderne præsenteret også som en borgerlig kulturkamp. Den blev nu ikke mere overordnet defineret.
Men eksemplerne indeholdt afgjort sine både skræmmende og komiske sider, fremført af Søren Espersen og Claus Hjort Frederiksen.
Her blev det i det mindste klart, at selv om der stod finansminister på skærmen, var Hjorten med som Venstres daværende (og nuværende?) ideologiske indpisker.
Borgerlig showtime
De beklagede sig for eksempel over, at det kun var »de andres« politikere, der fik lov til at være »hyggelige og morsomme« på skærmen, som hos Jarl Friis Mikkelsen. Og man så Ritt være hyggelig og morsom.
Senere har de sandelig fået deres vilje, for eksempel med Jens Rohdes og Kristian Thulesen Dahls optræden i Showtime. Den første vandt med en skrækkelig sang førstepladsen, den anden kvædede ligeledes en vise med Leo Mathiesen-overskæg og dame på flyglet á la the Baker Boys.
Det var egentlig værre end dengang, da Erhard Jacobsen forsøgte sig med en borgerlig popsang, der skulle konkurrere med blandt andet John Mogensen – og det var slemt nok.
Men også efter Showtime tænkte man: kan det nu blive værre? Det blev det, da statsministerfruen valsede ind på TV2, og DR startede sine X-factor programmer.
Det sidste ord fik Hjorten. Han glædede sig over, at der ikke mere vises folkeoplysende programmer i prime time, »det går bare ikke«. Rosenkrands spurgte: »Og det bifalder du?« - »Njae, sådan er det bare.«
Søger Rosenkrands aflad ved afslutningsvis at skildre denne såkaldte, borgerlige kulturkamp og dens følger? Jeg ved det ikke.
Facit for serien
Hvad er så facit?
En programserie, der opreklameres som noget, den ikke er - nemlig dokumentarisk. Dilletantisk dr. Mabuse– og forhørs set up, dramastemning, hvor der ikke er noget drama, men pinlige optrin.
Medvirkende, der ikke er sikre på deres rolle i »showet«, og hvoraf kun et par stykker bevisligt har været røde i betydningen: organiseret i et rødt parti.
Som ikke var lejesvende, men passede et legitimt arbejde og fik legitim løn. Som var fordomsfri og sandhedssøgende. En god part af dem har tilmed gjort deres bedste for at hjælpe DR med at opfylde alsidighedskravet.
Hvem har bestilt dette her? Da DR’s kulturredaktør Morten Hesseldahl stod skoleret for Politikens Bjørn Bredal i Deadline 22:30 den 23. september, var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt han havde set programmerne.
Under alle omstændigheder har jeg ingen grund til at tilbagekalde nogle af de bedømmelser, jeg hidtil har givet af serien, og hvoraf den vigtigste er seriens formål:
At skræmme journalister og andre kulturmedarbejdere fra at tirre den borgerlige blok.
Heldigvis kan man sige, at blokkens magtarrogance er af en sådan art, at der ikke sjældent ryger nogle finker af panden, der afslører politikkens virkelige genstand og hensigt.
Sådanne finker har der været nogle stykker af i disse programmer. Måske skal Rosenkrands til at passe lidt på?
For han har ikke X-factor.
DR2:Jagten på de røde lejesvende. Instruktion:Jacob Rosenkrands, søndag 3. oktober kl. 20
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
