Fire kvinder tog fra Danmark for at yde deres indsats i Den spanske Borgerkrig. Kvindernes indsats er en lidt glemt del af fortællingerne om kampen mod fascismen.

Bag den forreste frontlinje

Ruth Berlau kom til Spanien i 1937. Hun blev grebet af situationen og meldte sig til fronten.

af Allan Christiansen

I morgen den 17. oktober er det 74 år siden, at de første internationale brigader blev oprettet i Albacete i Spanien. I den anledning har jeg valgt at sætte fokus på danske kvinder i Den spanske Borgerkrig

De fleste kvinder, der deltog i Den spanske Borgerkrig arbejdede bag fronten, som sygeplejersker, i brigadernes administration eller humanitært arbejde med for eksempel børn og unge. Enkelte var helt ude i frontlinjen som fotografen Grete Taro, der faldt under arbejdet med at forevige krigens grusomhed ved hjælp af kameraets linse.

Faktisk var der mange kvinder fra forskellige lande, der meldte sig som frivillige. Man hører blot ikke så meget om dem, selv om deres tilstedeværelse og arbejdsindsats var lige så nødvendig som soldatens ved fronten.

Fire kvinder fra Danmark deltog på hver deres måde i borgerkrigen. De var vidt forskellige af temperament og i deres indsats, men med en fælles vilje til at yde republikken den hjælp de kunne.

Det er begrænset viden vi har om disse kvinders indsats, men her skal fortælles lidt om dem.

Sendt til Stutthof
Den første af de fire er Charlotte Møller. Egentlig er hun tysk af fødsel og født Kann. Hun kom som firetyveårig til Danmark på flugt for tysk politi, hvor hun proforma blev gift med en dansk sømand, deraf navnet Møller.

Hun arbejdede i nogle år for ISH, som var en afdeling af »Røde Hjælp«, og samtidig i DKP. I 1937 rejste hun til Spanien for at arbejde i De Internationale Brigaders administration.

I slutningen af 1938 rejste hun tilbage til Danmark, hvor hun fortsatte sit arbejde i DKP, indtil hun i maj 1941 blev arresteret af det danske politi og idømt to års fængsel for kommunistisk virksomhed.

I foråret 1943 blev hun overført til Horserødlejren i Nordsjælland og den 2. oktober blev hun sammen med andre kommunister og spaniensfrivillige transporteret til den tyske Koncentrationslejr Stutthof nær Danzig det nuværende Gdansk i Polen.

Hun kom tilbage til Danmark i maj 1945, nogle år senere giftede hun sig og flyttede til Berlin, hvor hun døde den 14. januar 1974.

Endte i fængsel
Elna Hjort-Lorenzen blev født den 25. januar 1902. Hun fik en uddannelse som sygeplejerske, og var som Charlotte Møller også politisk aktiv inden for den kommunistiske bevægelse, hvilket førte hende samme med Arne Munch-Petersen. Den 28. december 1935 blev de gift på Københavns Rådhus.

Når Elna engagerede sig i noget, gjorde hun 100 procent. Da Den spanske Borgerkrig brød ud, og de første meldinger kom om Francos luftvåbens bombning af byer med lemlæstelse og død for tusinder af kvinder og børn, kastede hun sig straks ind i hjælpearbejdet for den spanske republik.

Den 8. juni 1937 rejste hun til Spanien med opdrag fra DKP om at finde ud af, hvad der var behov for og mulighederne for at udstyre en dansk ambulance med det nødvendige udstyr og sende den til Spanien.

Hun nåede Perpignan i Frankrig uden de helt store problemer, men så begyndte besværlighederne. Man mente ikke hun kunne forcere Pyrenæerne til fods – hvad hun selv mente hun kunne, men nej hun måtte vente i Beziers på skibslejlighed. Det tog tretten dage før hun kom af sted sammen med en gruppe amerikanere, men skibet blev i åbent hav stoppet af et fransk krigsskib og beordret tilbage til Beziers.

Hele hendes ferie var gået med at vente, men nu ville hun til Spanien, koste hvad det ville, om det så var hendes arbejde på Rigshospitalet. Man fandt en ny rute til hende, hun tog toget til Port Bou, alt gik uden problemer, nu var hun endelig i Spanien.

I Port Bou spurgte hun om vej til militærkommandanten for at få papirerne i orden, men han havde siesta, så hun måtte vente. Da hun stod på torvet uden for rådhuset og ventede, kom der en sværm af bombemaskiner, som dykkede ned over byen og kastede deres last af bomber.

Her var der brug for hendes hjælp som sygeplejerske, hun ilede ned mod de udbombede huse, hev sit fotoapparat frem og tog nogle billeder til en artikel, hun agtede at skrive. Det skulle hun aldrig have gjort, hun blev arresteret af en havnevagt og ført til militærkommandoen.

Her prøvede hun at forklare sig, men hendes forklaring troede de ikke på. Hun blev ført direkte i fængsel, hvor hun tilbragte fire måneder, før det lykkedes hende at komme i forbindelse med det spanske kommunistparti PCE, som gik ind i sagen og den 14. november blev hun løsladt.

På PCE’s kontor havde man brug for hendes sprogkundskaber, da der kom mange skandinaver til Barcelona på vej hjem, enten fordi de var sårede eller kaldt hjem til andet arbejde.

Elna kom hjem til Landfogedvej kort før jul 1937.

I forreste linje
Ruth Berlaus tilgang til og deltagelse i borgerkrigen var en helt anden end Elnas. Hun var i sensommeren 1937 med Bertolt Brecht i Paris, hvor han skrev på »Fru Carrars geværer« et skuespil om den spanske frihedskrig.

Brecht bad Ruth Berlau om at rejse til Spanien for at samle materiale til stykket – øjenvidneberetninger og andre informationer om forholdene. Da hun have fået det, hun skulle bruge af »materiale«, blev hun, som den impulsive person hun var, grebet af situationen og meldte sig til fronten.

Det blev ikke nogen langvarig fronttjeneste for Ruth Berlau, dels var det ikke velset med kvinder i forreste linje, dels sad Brecht i Paris og ventede på det manglende materiale.

Impulsiviteten måtte vige for »den borgerlige opdragelse«, hun rejste tilbage til Paris

Et hjem til børnene
Den sidste af de fire kvinder, Elise Thomsen, arbejdede fra 1937-1938 omkring et år i Spanien udsendt af den danske afdeling af »Vennernes Samfund« (kvækere) med at organisere og lede en kantine og et børnehjem for hjemløse børn i Barcelona.

Til støtte for hendes arbejde oprettede Kvindernes Nationalråd en komite med afdelinger over hele landet, som indsamlede tøj og penge til arbejdet. Pengene blev brugt til indkøb af mælk, dåsemad, sæbe og klipfisk i Danmark. Alle de indkøbte ting og det indsamlede og reparerede tøj blev sendt til Kvæker-centeret i Barcelona.

Der var fire store mælke-kantiner i Barcelona. Elise ledede en af dem, hvorfra der blev uddelt mælk til 3-4000 børn. Da mængden af flygtningen i Barcelona voksede eksplosivt, formåede Elise Thomsen at oprette en ny kantine, hvor 200 børn under syv år hver morgen kunne få et måltid havregryn med mælk og sukker. Takket være kvindegruppernes indsamling i Danmark kunne hun snart udvide morgenmaden til at omfatte 500 børn under ti år.

I Manresa lidt uden for Barcelona var der blevet oprettet et »børnehjem« for 90-100 børn, som kom fra de områder, der var sværest ramt af krigen. Deres mad og tøj blev også betalt af støttegrupper i Danmark.

Børnene trivedes i »børnehjemmet«, og det var en daglig fornøjelse for Elise Thomsen at tage derud enten med forskellige ting, der var brug for, eller blot være sammen med børnene.

Da Elise Thomsen vendte hjem i 1938 fortsatte kvindegrupperne med at indsamle penge og sende dem til »børnehjemmet« i Manresa. Elise Thomsen holdt adskillige foredrag rundt om i landet til støtte for indsamlingen

Et lille billede af fir mennesker med vidt forskellige forudsætninger og tilgange, men med en ildhu og vilje til at ændre Verden, til et smukkere og fredeligere sted.