Sagen bliver én af de mest pinlige for det britiske politi og retssystem i nyere tid og bringer fokus på de omfattende over-greb, det britiske politi har gjort sig skyldige i.
Den 19. oktober 1989 omstøder en britisk domstol dommen over en gruppe på fire personer, der i 14 år har siddet fængslet for bombninger i Guildford og Woolwich.
Sagen bliver én af de mest pinlige for det britiske politi og retssystem i nyere tid og bringer fokus på de omfattende overgreb, det britiske politi har gjort sig skyldige i gennem deres jagt på medlemmer af irske modstandsgrupper.
Den 5. oktober 1974 eksploderer en bombe på en lokal pub i byen Guildford i England. Fem bliver dræbt og 65 mennesker såret. Pubben er kendt som et mødested for britiske soldater, og mistanken retter sig hurtigt imod den irske organisation Provisional IRA (PIRA).
Godt én måned senere, den 7. november, eksploderer en lignende bombe på pubben »Kings Arms« i Woolwich, London. I december samme år arrester det britiske politi fire mistænkte irere, tre mænd og én kvinde, og anklager dem for at stå bag bomben i Guildford.
»The Guildford Four«, Paul Michael Hill, Gerard Conlon, Patrick Armstrong og Carole Richardson, bliver i oktober 1975 idømt livstidsstraffe for mord og sammensværgelse mod den britiske stat. Dommer Donaldson beklager endda, at de fire ikke er blevet anklaget for forræderi, hvad der kunne have givet alle fire dødsstraf.
I 1976 bliver yderligere syv personer, kendt som »The Maguire Seven«, anklaget for at have leveret sprængstof til PIRA og modtager lange fængselsstraffe.
Allerede i 1977 indrømmer fire medlemmer af PIRA, der er kommet i politiets varetægt, at de står bag blandt andet bombningerne i Guildford og Woolwich. De fire bliver dog aldrig dømt for disse forbrydelser, og »The Guildford Four« og »Maguire Seven« får derfor lov til at blive siddende i fængslet.
Først i 1989, da en efterforsker gennemgår sagen, bliver det opdaget, at efterforskningen af sagerne fra Guildford og Woolwich har været præget af mere end almindeligt ufine metoder. De mistænkte har været udsat for systematiske trusler, forskellige former for vold og tortur. Referaterne fra deres afhøringer er blevet forfalsket og deres alibier er bevidst forsøgt undergravet af politiet.
Den 19. oktober 1989 omstøder appelretten dommene over »The Guildford Four«, mens »The Maguire Seven« må vente frem til 1991, femten år efter dommen.
Først i 2006 modtager de uskyldigt dømte en officiel undskyldning for torturen og justitsmordet
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278