Mattias Tesfaye, der er yderst velskrivende, formår gennem-argumenteret at få fortalt historier, vi ellers sjældent, om nogensinde, hører.
af Bjarne Nielsen
Den lidt kryptiske titel, Vi er ikke dyr, men vi er tyskere, henviser til forfatterens besøg på en byggeplads, hvor stanken af lort dominerede. På forfatterens råb »I skal sgu’ da ikke finde jer i sådan noget svineri. I er ikke dyr«, var svaret »Vi er rigtignok ikke dyr, men vi er østtyskere«.
Således er Mattias Tesfayes debatbog om folk, der er fattige, trods fast og hårdt arbejde, skudt i gang. Ifølge forfatteren er bogen først og fremmest skrevet til »tillidsfolk og andre fagligt aktive« og »folk, som de er flest«, hvordan de så end er.
Tesfaye er gammel venstrefløjsaktivist, nu ledende SF’er. Han er også murer, faglig sekretær og blogger på Ekstra Bladet.
Udgangspunktet
Bogen er opdelt i fire dele. Første del tager udgangspunkt i, at de årgange, der i øjeblikket »flytter hjemmefra, stifter familie og får sig et arbejde«, får et liv præget af mindre velfærd og mere fattigdom end deres forældre.
Anden del »I mormors velfærdsstat« argumenterer for, at denne udvikling skyldes udviklingen fra »fremstillingssamfund til et industrialiseret servicesamfund«.
Afsnittet »Når skibsværftet lukker« er præget af forfatterens påstand om, at »vi danskere lever i en velfærdsmelankoli, der har vendt det politiske blik bagud, og at vi dermed har privatiseret fremtiden«.
Sluttelig bruges et kapitel på »Kulturkrigen«, hvor forskellige »menneskesyn kæmper om danskernes politiske opmærksomhed«.
Tesfayes udgangspunkt er desuden, at vi i Danmark isolerer fattigdomsbegrebet til normalt »kun at angå samfundets udstødte« og at »årsagerne til fattigdommen individualiseres«.
Fattige arbejdere
Arbejdende fattige er, med udgangspunkt i Tyskland, de millioner af faglærte og ufaglærte der, trods hårdt arbejde, lever på fattigdomsgrænsen. Noget, der også er meget udbredt i Guds eget land, USA, hvor de, som i England, kaldes »working poor«. Helt relevant rejser han spørgsmålet, om denne udvikling er vej til Danmark.
Tesfaye, der er yderst velskrivende, formår gennemargumenteret ved hjælp af statistikker, rapporter, diverse citater, yderst personlige historier og skønlitterære eksempler, at få fortalt læseren historier, vi ellers sjældent, om nogensinde, hører. Bogens absolutte styrke er hans mange konkrete historier og eksempler.
Det er alarmerende at læse om arbejdere i Tyskland, der sjældent arbejder under 50 timer om ugen, og hvor overarbejdsbetaling er et fremmedord, samt at det er forbudt for fagforeninger at komme ind på byggepladser.
Fra den danske virkelighed ruller Tesfaye det ene eksempel op efter det andet fra rengøring, avisomdeling, vikarbureauer og håndværk, hvor overenskomstdækningen nu er så lav, at »vi i realiteten har etableret et alternativt arbejdsmarked« uden pensionsordninger og ret til at lade sig repræsentere. Working poor udvikler sig først og fremmest i de brancher, hvor færrest har bevaret en tro på lighed.
Provokatorisk hævder Tesfaye, at »udviklingen drives frem af de rigeste mennesker i landet, godt hjulpet på vej af en borgerlig ideologi, et socialdemokrati og en venstrefløj og fagbevægelse, der har haft mere end almindelig svært ved at finde fast grund under fødderne efter Berlinmurens fald i 1989«. Dette postulat må trække en række debattører til tastaturet.
Den tredje vej
Tesfaye lægger op til en spændende diskussion omkring gennemsnitdanskerens ændrede livsvilkår og velfærdssamfundets indretning. I Danmark udgør det klassiske fabriksarbejde omkring 15 procent og »er stadig omdrejningsakse« for vort samfund.
Tesfaye gennemhegler i dette afsnit de tyske og engelske socialdemokratiers »tredje vej« og deres fokus på »det shoppende, lærende, kommunikerende og det afslappede menneske« frem for det arbejdende menneske.
Det er i sådanne indlæg, Tesfaye er bedst. Hans konklusion er, at »industrialiseringen breder sig fra fabrikkerne og helt ud i de fag, vi ellers forstår som en del af servicebranchen«.
»Udviklingen af working poor i servicesektoren og afviklingen af den danske velfærdsstat er derfor historien om den relative fordyrelse af serviceydelser«. Pointen er at alle ikke-industrialiserede ydelser, for eksempel frisør og restaurantbesøg, minus kæder som Jensens og McDonald, bliver dyrere. Prøv et cafebesøg.
Fodfolkets fald
Scherfig mødte engang en mand, der kort opsummerede at der kun var to klasser, arbejder– og kapitalistklassen. Sådan er det ikke mere, ifølge Tesfaye. Nu har vi også »fodfolket« og »de sociale ingeniører«.
Den socialdemokratiske generation - fodfolket - er kendetegnet ved, at de er »hårdtarbejdende, fagligt organiseret, forsigtige og kulturelt konservative« og de satte »samfundets behov for produktivitetsstigninger højere end individuelle planer om selvrealisering«.
Noget mange kæmpende i årenes løb nok vil undre sig over. Kravet om nedsat arbejdstid fra 48 til 40 timer, var måske »fodfolkets« ønske om selvrealiserings muligheder?
Mellemkrigstidens sociale uro og politiske katastrofer kunne overvindes, så længe man fastholdt en skridtvis anvendelse af »sociale ingeniører«, det vil sige økonomer, visse faglige lag, DJØF’ere og Det Kongelige Danske Socialdemokrati. De skulle kort fortalt sikre det sociale kompromis. Til dette har kapitalen formået at bruge socialdemokratiet og fagbevægelsens ledere. Mange revolutionære er jaget ud fra arbejdspladser, til arbejdsløshed, af disse to grupper.
Hvorfor Tesfaye bruger udtrykket sociale ingeniører i stedet for klasseforræddere undrer undertegnede, men kan skyldes forfatterens nye partis bejlen til disse om at sikre velfærdssamfundet - det sociale kompromis – en ‘Fair løsning’?
At arbejderklassen ikke slår mere fra sig end de gør, skyldtes at »når menneskers handlingsrum bliver beskåret, bliver deres ånd indskrænket og begrænset«, mener Tesfay.
Det kan også skyldtes at fodfolkets leder, Helle Thorning-Schmidt siger: »Det handler ikke om klassekamp. Det handler ikke om, at nogle tvinges til at sælge deres arbejdskraft til andre, der ejer produktionsmidlerne«. Nej det handler om ‘Fair løsninger’, hvor de sociale ingeniører ordner det for os!
Individualisering
Tesfaye argumentere flere gange for, at »den manglende evne til forandring er årsagen til, at working poor breder sig«. Er vi ikke omstillingsparate?
Derimod syntes Tesfaye at have fat i noget centralt, i kapitlet om »Når skibsværftet lukker«, hvor han med eksempler fra England og Tyskland påviser, at når erhvervsstrukturen ændres, for eksempel når minerne i England lukkes eller værftsindustrien i Danmark slagtes, presses velfærdsstaten fordi man derved fjerner arbejderklassens spydspidser.
Det nager i øvrigt undertegnede at forfatteren så ofte bruger udtrykket »velfærdsstaten«. Staten er vel fortsat en klasses instrument over for andre klasser?
Overbevisende er Tesfaye når han skriver om »individualiseringen af de personlige nederlag øges naturligt nok ligesom working poor i takt med, at de kollektive løsningsmodeller for fremtiden trænges tilbage«. Dette giver sig udslag i voksende antal »kronisk ængstelse og vedvarende stres, som afstedkommer oplevelser af afmagt, skyldfølelse, handlingslammelse og sammenbrud«.
Klassesamfund
Bogens sidste del er noget poppet. Tesfaye ønsker, at vi bliver »Deltagere«, hvis modstandere er »Evighedsstudenten«, »Forbrugeren«, »Romantikeren« og »Sofadyret«. Klassekæmperen eksisterer ikke.
Et sted får læseren at vide, at Tesfaye var »meget ung og rødglødende kommunist« og at han i de år »foretog mange analyser, der senere skulle vise sig at være meget forkerte«. Denne anmelder kunne godt tænke sig at vide, hvor kommunisternes analyse af kapitalismen med dens lønpresseri, udstødelse og fremmedgørelse tog fejl.
At forfatteren har forladt den marxistiske teori fremgår tydeligt. Ikke desto mindre er det en debatbog om det moderne klassesamfund, som fortjener at blive læst og diskuteret. Ingen tvivl om, at han har fat i ting, der vil kunne få debatten i skurvognen og på faglige konferencer til at blusse op, og sprogligt er han et frisk pust.
Efter at have læst om arbejderklassens nedslidning og fremmedgørelse, kan det virke besynderligt at Tesfayes parti, SF, sammen med Socialdemokratiet, går til valg på, vi alle skal arbejde mere – for at tilfredsstille EU’s ambitioner. Et EU man ikke hører meget om, trods dette monopolernes instrument vel også spiller en rolle i udviklingen af kapitalismen og dermed den øgede fattigdom?
Undertegnede sidder også tilbage med spørgsmålet, om storkapitalens angreb på arbejderklassen er en opsigelse af den kontrakt, som Tesfaye og andre mener velfærdsstaten er et udtryk for?
Mattias Tesfaye: Vi er ikke dyr, men vi er tyskere. Working poor på Danmarks dørtrin. 350 sider. 249,95 kr. Forlaget Sohn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
