Musicalen Mama Mia har ramt Danmark. En strømlinet og underholdende glad-i-låget oplevelse. musicalanmeldelse
Af Nick Bruun
Globaliseringen har mange ansigter. Også indenfor det kulturelle område.
I 1970’erne var ABBA fra Sverige i højtalerne til klassefesterne på Vesterbro. Det var de sikkert også over det meste af Vesteuropa, Nordamerika og vestlige enklaver jorden rundt.
Tiden var til Disco-pop-musik med glade tekster om kærlighed, pakket ind i iørefaldende melodier.
Store musicals, tit fra USA eller England, med faste rammer og konventioner – My Fair Lady, West Side Story, Cats og så videre – er rullet over de store scener i Vesten. Hver gang med strenge krav til det enkelte teater omkring opsætningerne. Alt skulle følge forlægget.
Mange af disse musicals er blevet filmatiseret i store Hollywood-produktioner.
Musicalen
Kort fortalt er ABBA’s sange skrevet ind i en musical af den britiske Catherine Johnson, som har spundet en fiktiv historie over dem.
Premieren var i 1997. Siden er den spillet i mange, mange lande. Filmen kom i 2008 og nu er musicalen kommet til lille Danmark.
Og hvad er det så vi ser og hører?
Vi ser det samme som rigtig rigtig mange mennesker, der tager for sig af den vestlige kultur, har set og hørt før os.
I 70’erne kunne man i skoler og på arbejdspladser snakke om hvad der var sket i Huset på Christianshavn eller Uha-Uha aftenen før i TV - for de fleste havde set det. I Danmark altså.
Nye tider - nye skikke.
Tivoli 2010
Det er meget passende at Musicalen Mamma Mia spiller i Tivoli, for det er lidt som at tage turen i Rutschebanen; Man ved hvad man får. Man ved, hvor det sjove er, de dybe fald og bakke-toppene.
Det er jo selvfølgelig en smags-sag om man er til ABBA’s glade pop. Hvis ikke, må man hellere stå af nu. Hvis man er – ja så er der serveret.
Der er dækket fint op med pop. Anne Linnet har stået for at oversætte teksterne til dansk, og det er hun sluppet rigtig godt fra. Det er tekster der synges tvangfrit og let, så originalen tydelig skinner igennem - og det er vist en kunst.
Det er en velsmurt maskine der ruller. Meget strømlinet, meget professionel. Gennemprøvet foran publikum gennem mange år er alt overflødigt og alt der ikke virker på scenen, skåret væk.
Dans, sang og skuespil, udført let og ligetil, i et eventyr af en historie med lidt af det hele. Alt er passende doseret og leveret.
Melodierne bider sig fast i os (igen). Danserne er meget dygtige og er med til at løfte stykket op med liv, livsglæde, fart og tempo.
Nogle af skuespillerne virkede fastlåste ved premieren, noget der nok skal løsne op hen af vejen når ensemblet er spillet til og tæt.
Heldigvis er der sjove skæve typer (Peter Oliver Hansen og Pernille Schrøder), så det hele ikke drukner i lækre, solbrune, unge og smukke typer – der godt kunne få forestillingen til at kæntre kvalmende.
Og bagefter kan man s’gu nok ikke la’ vær’ med at nynne en strofe eller to fra repertoiret.
Mamma Mia, Tivolis koncertsal, instruktion Catherine Johnson, tekst og musik af ABBA, oversættelse Anne Linnet, til 31. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
