I en varefikseret verden er ægte kærlighed erstattet af besættelse. »Imperial Bedrooms« kører med Bret Easton Ellis som guide en tur gennem kapitalens mareridt.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/11b-American-Psycho2-191.jpg)
Af Benjamin Carl Egerod
Den 21-årige Bret Easton Ellis blev i 1985 katapulteret ud i et liv i international berømmelse med sin debutroman Under Nul.
Den handlede om rigmandssønnen Clay, der var hjemme i Los Angeles på juleferie fra sit universitet i New Hampshire. Den fulgte ham og hans bekendte gennem seksuelle udskejelser, et endeløst antal natklubber og den ene bane coke efter den anden.
Med sin nihilistiske skrivestil udstillede den yuppiegenerationens overfladiskhed og rettede en sønderlemmende kritik mod samfundets sociale mekanismer.
I sine efterfølgende bøger kom Bret Easton Ellis væk fra den dæmoniske minimalisme, der havde gjort ham til en af vor tids mest succesfulde forfattere. I stedet begyndte han at eksperimentere med lange snørklede sætninger.
Nu – 25 år senere – er han med Imperial Bedrooms, den selvstændige efterfølger til Under Nul, søgt tilbage til den mere økonomiske skrivestil.
Forræderi blandt venner
Imperial Bedrooms følger den nu midaldrende Clay, der er blevet en succesfuld manuskriptforfatter, som vender tilbage til Los Angeles.
Meget passende indledes bogen med et Raymond Chandler-citat: ”Der er ingen fælde, der er så dødelig, som den, man sætter for sig selv.”
I centrum af bogen står da også en chandler’sk femme fatale, Rain Turner, der forleder Clay til at begå et drabeligt forræderi mod én af sine ældste venner, Julian, som vi kender fra Under Nul.
Clay bruger sin position som manuskriptforfatter til at dyrke uforpligtende sex med unge starletter mod at skaffe dem ind i filmbranchen.
Men da han møder Rain Turner, en ung, talentløs skuespillerspire, bliver hans kyniske noget-for-noget-tilgang erstattet af en drabelig besættelse.
For i Ellis’ univers eksisterer ægte kærlighed ikke. Her findes kun menneskets udnyttelse af andre.
Bagsiden af denne udnyttelse er den dystre, dæmoniske besættelse, som Clay bliver ramt af, og som driver fortællingen i et accelereret ridt gennem en forkvaklet verden bestående af overfladisk rigdom, tomme relationer, sprut, stoffer og celebrity-dyrkelse.
Det hele kulminerer i et klimaks, der opsummerer alle temaer: Besættelsen udmunder i forræderi blandt venner, der følelseskoldt handler med hinandens liv som med varer på et marked. Det efterfølges af et uundgåeligt og blodigt katarsis (renselse, red).
Kapitalismens moralske forfald
Imperial Bedrooms udstiller det moralske forfald under kapitalismen. Den skildrer varefetischismen, og hvordan den fører til, at menneskelige relationer bliver overfladiske, og mennesker fremmedgjorte for hinanden.
Men den viser også, hvordan kroppen og følelserne som sådan bliver varegjort, og hvordan man med den rette sengepartner kan komme langt i tilværelsen - og hvordan det bliver udnyttet i det kolde kyniske spil om status og penge. I stedet for reelle, varme følelser træder skrupelløs udnyttelse.
Det hele er holdt i en dyster og klaustrofobisk minimalistisk stil. Men selv om bogen er så fantastisk underspillet, formår Ellis at få hver en sætning til at sitre af spænding og uro og holde læseren i et åndeløst jerngreb.
Netop det fantastiske ved Ellis’ forfatterskab er, hvordan han med ganske få ord er i stand til at fremmane et væld af følelser. Der er ingen lange beskrivelser af mennesker eller steder, i stedet bliver miljøet beskrevet gennem flygtige og abstrakte tanker og indtryk, som fortælleren måske ikke engang selv forstår, men som alligevel skaber et fuldkomment indtryk – og en angstfyldt og karnevalistisk stemning.
Alt i alt er Imperial Bedrooms en næsten sygeligt velskrevet bog med meget på hjerte. Karen Blixen sagde engang, at der til enhver lejlighed kun findes ét rigtigt ord – og Ellis udvælger ordene med kirurgisk præcision.
Det er en antikapitalistisk skildring af L.A.’s dekadente overklassemiljø, men først og fremmest er det en fortælling om mennesket, og hvad mennesket – på godt og ondt – er i stand til.
Det er Ellis’ hidtil mest afstumpede og dystre værk - og bestemt læseværdigt.
Brett Easton Ellis: Imperial Bedroom. 186 sider. 250 kroner. Forlag:Rosinante.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278