05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

2. november 1903 Panama skabes for at tjene USA’s interesser

2. november 1903 Panama skabes for at tjene USA’s interesser

Tirsdag, 02. november, 2010, 10:05:54

USA ser store muligheder for at sikre sig profit og kontrol med verdens-handelen, hvis Panamakanalen bliver bygget færdig.

Den 2. november 1903 lander amerikanske marineinfanterister i den nordlige colombianske provins Panama.

Dagen efter er Panama erklæret selvstændigt og USA er godt på vej til at sikre sig kontrollen med én af fremtidens mest profitable handelsruter: Panamakanalen.

Panama, der udgør den smalleste del af den landtange, der forbinder Nord- og Sydamerika, har i mange år været i søgelyset for verdenshandelen som en nem gennemfartsvej mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Allerede i 1850’erne får Panama Amerikas første transkontinentale jernbane, og fra 1880 begynder det franske selskab Compagnie Universelle du Canal Interocéanique, som også har stået for byggeriet af Suez-Kanalen i Egypten, at udgrave en kanal de knap 60 kilometer på tværs af landtangen. Byggeriet bliver dog voldsomt hæmmet af tekniske vanskeligheder, og i 1889 kollapser selskabet på dramatisk vis, og projektet får lov til at ligge ufuldendt i mere end ét årti.

I starten af det 20. århundrede begynder USA med præsident Theodore Roosevelt at interessere sig voldsomt for den lille colombianske provins. USA har årtier forinden erklæret hele det amerikanske kontinent for dets »interesseområde«, og ser store muligheder for at sikre sig profit og kontrol med verdenshandelen, hvis panamakanalen bliver bygget færdig.

Colombia er på dette tidspunkt hærget af borgerkrig, og i Panama hersker en stærk separatistbevægelse, som USA kan benytte sig af. Roosevelt, der ellers har været en »god ven« af Colombia, støtter nu pludselig separatistbevægelsen, og i slutningen af oktober 1903 sender han en flåde af sted imod Panama.

Landsætningen af tropper begynder den 2. november og allerede dagen efter er Panama blevet erklæret selvstændigt. Mindre end tre uger senere, den 18. november, underskriver USA en aftale med en til lejligheden udpeget »ambassadør for Republikken Panama«, der giver USA råderet over et bredt bælte af land, hvor kanalen skal bygges. Samtidig tegner USA en kontrakt på byggeriet, som over de næste ti år bliver udført af det amerikanske militær.

USA har i deres jagt på overherredømmet over verdenshandelen skabt et helt nyt land, og den dag i dag har USA stadig enorm indflydelse på panamansk politik, også udenfor Kanalzonen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. nov. 2010 - 10:05   03. sep. 2012 - 10:59

Historie