05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

4. november 1995 Mordet på Yitzhak Rabin

4. november 1995 Mordet på Yitzhak Rabin

Torsdag, 04. november, 2010, 10:32:15

Blandt de højre-ekstremistiske zionister opfatter man Rabins kompromis som et forræderi mod Israels »guddommelige ret« til Palæstinas jord.

Den 4. november 1995 bliver den israelske premierminister, Yitzhak Rabin, myrdet udenfor rådhuset i Tel Aviv.

Siden 1948 har staten Israel gennem statsterror og erobringskrige gjort sig til herre over hele Palæstina, mens det palæstinensiske folk er blevet undertrykt og drevet på flugt. Først fra 1970’erne får palæstinenserne, især paraplyorganisationen PLO med Yasser Arafat i spidsen, for alvor tilkæmpet sig den omgivende verdens opmærksomhed.

Den folkelige sympati med det palæstinensiske folk vokser støt under den Første Intifada fra 1987, men først fra starten af 1990’erne kommer der gang i forhandlinger om en løsning på konflikten.

I 1992 bliver Yitzhak Rabin leder af det israelske Arbejderparti og vinder i juni samme år valget. Han bliver udnævnt til både premier- og forsvarsminister i den nye regering.

Yitzhak Rabin er ikke noget ubeskrevet blad. Han har kæmpet for oprettelse af staten Israel siden 1940 og ledede Israels militær under seksdageskrigen i 1967. Han var forsvarsminister fra 1984 til 1990, hvor han gav militæret ordre til at skyde direkte på de sten- og molotov kastende unge palæstinensere under den Første Intifada. Men efterhånden erkender han, at magt alene ikke kan løse konflikten med palæstinenserne.

I september 1993 undertegner Yitzhak Rabin sammen med Arafat Oslofredsaftalen, der skal være hjørnestenen i en fredsløsning i Mellemøsten. Samtidig udveksler PLO og Israel dokumenter, hvor de gensidigt anerkender hinanden.

 Oslo-freden er langt fra at opfylde alle palæstinensernes ønsker til en varig fred, men for første gang giver den det store flertal af både den palæstinensiske og israelske befolkning, der ønsker fred, grund til at håbe på bedre tider.

Blandt de højreekstremistiske zionister i den israelske bosætterbevægelse opfatter man imidlertid premierminister Rabins kompromis som et forræderi mod Israels »guddommelige ret« til Palæstinas jord, og de forsøger gang på gang at få fredsprocessen til at bryde sammen gennem terroraktioner imod palæstinensere i de besatte områder.

Den 4. november 1995 får bosætterbevægelsen imidlertid fat på den største skalp af dem alle: Da Rabin er ved at forlade et stormøde til støtte for fredsprocessen foran rådhuset i Tel Aviv, bliver han pludselig ramt af tre skud affyret af den unge højreekstremist Yigal Amir.

Mordet hensætter Israel i en tilstand af chok, men desværre får mordet også langt alvorligere konsekvenser for palæstinenserne. Rabins efterfølger på premierministerposten, Shimon Peres, viderefører ikke Rabin og Arafats kompromis, og i 1996 bliver han ved valget besejret af højreekstremisten Benjamin Netanyahu, der i de kommende år lægger fredsprocessen totalt i ruiner og sikrer palæstinenserne mange flere år som retsløse fanger i deres eget land.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2010 - 10:32   03. sep. 2012 - 10:59

Historie