Med sin nyeste film »Det erotiske menneske« kredser Jørgen Leth som en sulten spyflue omkring forholdet mellem sex, synlighed og sanselighed.
Af Gert Poder
At filmmanden Jørgen Leth er tiltrukket af det unge kød er næppe nogen hemmelighed. Han har da heller aldrig lagt skjul på sin umættelige appetit på velbyggede unge racekvinders synlige fordele.
Hans seksuelle forhold til sin haitianske koks datter på 17 kostede ham sågar i 2005 tjansen som kommentator på TV2’s Tour de France-udsendelser. Det skete, da Ekstra Bladet startede et anti-liderlighedens korstog uden lige.
Med sin længe ventede dokumentarfilm, Det erotiske menneske, sætter Jørgen Leth fokus på sin besættelse af unge kvinder som erotiske væsener.
Filmen, der har Lars von Trier som kreativ producer, har været undervejs i ti år. Den er formet som en rundrejse til nogle af de eksotiske steder på kloden, hvor han har haft et kort eller langt erotisk forhold.
Jørgen Leth forsøger at genopleve sine erotiske erfaringer, ligesom indramme dem, ved at søge tilbage til elskovsstunder i Rio de Janeiro, Dakar, Manila, Vientianne, Orinoko-floden, Haiti...
Optagelserne af de mange steder og de nye, smukke kvinder, som han hyrer til at oplæse en slags erotikkens indgangsbøn, har strakt sig fra 1999 til 2009.
Det erotiske menneske er ikke nogen liderlig film. Det er en gammel libertiners søgen efter det flygtigste af alt, den uudtalte kærlighed, det korte glimt af orgastisk sammensmeltning.
Med sin sære, lidt banale poesi, billedernes rolige gang over lærredet, de mange ualmindeligt smukke unge kvinders smil, hår, læber, bryster, skød, lår – i total, i små bidder, skaber viser Jørgen Leth os en skitse til sin passion.
Det erotiske menneske er ikke en hyldest til seksualitetens livgivende kraft. Jørgen Leth er kun tiltrukket af ungt kød, og han afviser dermed, at erotik er noget der varer hele livet.
Jørgen Leth dyrker ikke det virkelige gensyn med de kvinder, som han for år tilbage elskede med. Han dyrker myten om den evige ungdom, den altid friske, lækre kvindekrop med sine struttende attributter.
Det er en slags dokumentation for et langt liv i erotikkens vold. Jørgen Leth tager sine gamle minder frem som en sommerfuglesamler, der ser på sine ypperste eksemplarer.
Det gør filmen til en klagesang over aldringens ubønhørlige proces. Melankolsk, lidt patetisk, måske, men ganske smuk.
Det erotiske menneske. Instruktion Jørgen Leth. 87 minutter. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
