Fra marxist og trotskist til koldkriger og islamofob. Lars Hedegaard vasker i sine erindringer hænder, så huden skaller af, men overløberens stank kan han ikke fjerne.
af Bjarne Nielsen
Lars Hedegaard, tidligere chef på Information, har aldrig været sart i valg af venner.
De tidligere trotskistiske venner er skiftet ud med Søren Krarup, fætter Langballe og racisten Mogens Camre i Trykkefrihedsselskabet. Han er formand for denne nye legeplads, der også står bag hans erindringer.
De har til formål at forklare Lars Hedegaards noget voldsomme holdningsmæssige skred og fordi han angiveligt »er en af de få, der stadig kan huske – vil huske – hvad marxismen gik ud på«.
Måske skyldes denne visdom, at han i sin SUF-tid studerede Marx’ ungdomsværker med DKU’eren Bent Koldkrigsforsker Jensen. Hans flirt med trotskismen foregik, til han var omkring de 40 år, og var således ingen »ungdomsbetagelse«.
Fra marxist til islamofob
Hvor Lars Hedegaard før gik ind for verdensrevolution og en forenet arbejderklasse, er der nu kommet andre boller på suppen.
Ifølge den nye Lars Hedegaard er det sikkert og vist, at muslimske mænd »voldtager deres egne børn« og »piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«.
En rystende påstand, især fordi Lars Hedegaards livssyn er »vi handler i store træk, som vi gør, fordi et eller andet uden for det, vi kan erkende som vort bevidste jeg, får os til det«.
Den fattige ungdom
Lars Hedegaard er født i 1942 og vokset op under fattige kår i en socialdemokratisk familie. Det fortæller han på en fin, lidt klynkende måde á la »hvor mange fra venstreeliten er vokset op med koldt vand i køkkenet, et toilet, som man måtte dele med naboen, og hvor man ikke kunne vaske hænder?«.
I 1969 tog han i kibbutz i Israel. I forbindelse med sit giftermål med en amerikansk jøde konverterede han til den mosaiske tro trods sin erklærede ateisme.
Snyd og krumspring
Lars Hedegaard springer ofte over hvor gærdet er lavest. Således får vi også historien om, hvordan han snyder til en eksamen.
Han lærer sine børn at kalde Pia Kjærsgaard for fascist og Dansk Folkepart for racister, fordi det er nemmest og de skulle jo nødigt skille sig ud.
Senere fulgte en tid som »marxist« på universitet i Århus og lærerjob på de progressive »Det Frie Gymnasium« og statens forsøgsgymnasium i Avedøre, ligesom han skrev lærebøger i historie.
I et kapitel skriver han om det år, han var redaktør af et lille forlag i Los Angeles. Bogens eneste kvalitet, udover beskrivelsen af barndommen, er et kapitel om trotskisterne i Socialist Workers Party (SWP) og den amerikanske arbejderbevægelse.
Derfra gik det i lige linie til forlagsjob på Politiken, konsulentjob i LO og chefredaktør på Information, »hvor ingen støttede ham«, da han som chef bakkede op om journalisten Villemoeses skriverier om Blekingegadesagen.
Lars alene i verden
Denne sag blev vendepunktet i Lars Hedegaards liv. Alle var efter ham, »Alligevel drog jeg den konsekvens, at man må stå fast på det, man ved, er sandt – uanset om man står alene«.
Det kendetegner Lars Hedegaards livsforløb er, at uanset i hvilken boldgade han har bevæget sig, har trangen til selvhævdelse og at være i første led domineret, ligesom oplevelsen af altid at være forfulgt.
På trods af, at Lars Hedegaard ifølge sit eget udsagn har en »forkærlighed for at udtrykke mig kortfattet«, er bogen for lang. Alene selvmodsigelserne fylder det halve.
Næste bind er planlagt til næste år. Det burde han springe over.
Lars Hedegaard: Verden var så rød, mor. Erindringer 1942-80.
208 sider, 198 kroner. Trykkefrihedsselskabets bibliotek.
Lars Hedegaard
Foto til web:
10a-hedegaard-wilders-194.jpg
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
