05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi gør det igen og igen og igen og igen

Vi gør det igen og igen og igen og igen

Fredag, 05. november, 2010, 10:24:05

Det er alvorlig sjovt at se sig selv igen i Deja-vu på Folketeatrets scene Hippodromen.

Vi gør det igen og igen og igen og igen…
Rasmus Rønne
Her er en stribe helt almindelige forfængelige, forgængelige, forfærdelige og elskelige mennesker, der har det med at gå lidt for meget i ring og gentage sig selv og hinanden.

Af John Bruun

Du synes, du har set det tidligere. Følt sådan før -– det er det, deja-vu betyder.

Det passer sikkert ofte – ikke fordi du virkelig har været helt det samme sted før og gjort nøjagtigt det samme, men fordi der er rigtig mange ting, vi mennesker gør igen og igen.

Igen og igen hører vi historier fra andres liv, der kun med små nuancer adskiller sig fra noget, vi selv har oplevet.

Når den selvejende institution Teatret opfører deres egen produktion Deja-vu på Hippodromen bliver det til en historie om menneskelighed,  hvor nogle af de almindeligste  gentagelser  af sociale situationer udspilles på en scene renset for kulisser.

Det er ikke bare sjovt - det er ekstremt morsomt. At få lov til at grine af sig selv og arketypiske situationer, som man i hvert fald kender.

Kvinden, der pipper, at hun er blevet skilt og bliver mødt med  en kakofoni af mere eller mindre mundrette og korrekt erindrede ordsprog til opmuntring..... ”det er en aura, der er slut”!

Manden, der gerne vil lægge  planer for fremtiden, men hele tiden bestemmer sig for, at i morgen vil han bestemme, hvad han skal i overmorgen.

Det handler om konventioner, grænser, socialitet, om at blive overset eller være ufrivilligt i centrum. Det handler om livets banaliteter. Om de hændelser, som kan være så svære for det enkelte menneske, men bliver urkomiske, når man ser på dem udefra og ovenfra.

Vi møder også ham, der altid har løsningen. Det handler blot om at skabe sig et godt skridsikkert fundament og gribe den vifte af tilbud, der bliver stillet til rådighed.

Man får en mistanke om, at dele af manuskriptet er skrevet af en skuespiller, der har været udsat for noget aktiverings-halløj  hos en innovativ privat aktør i arbejdsløshedscirkuset.

Deja-vu ligger i flot forlængelse af forestillingen August, som Teatret opførte med stor succes på Kaleidoskop for et par år siden.

Det er stadig, det sociale menneske, der er i centrum og det er igen drøngod underholdning  med en dejlig eksistentiel dybde i det godt konstruerede manuskript.

Deja-vu, Hippodromen, Folketeatret. Instruktion: Jacques Matthiessen. Scenografi: Gitte Baastrup. Til 20. november.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2010 - 10:24   03. sep. 2012 - 11:07

Teater