15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hyldest til en rytmisk frisør

Hyldest til en rytmisk frisør

Lørdag, 06. november, 2010, 09:04:12

Alex Riels 40 år bag trommerne er ikke gået upåagtet hen. En ny biografi fortæller historien om frisøren, der blev en international kendt trommeslager.

Hyldest til en rytmisk frisør

Af Ib Olsen

For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at interviewe Alex Riel, da han fejrede 40 års jubilæum bag trommerne ved en strålende fest i Islands Brygges kulturhus. Her lærte jeg ham at kende som en beske­den, meget venlig og imødekommende personlighed.

Det var derfor med stor glæde, at jeg læste Manden bag trommerne af Hans Barfod. Jeg har sjældent set en bog så gennemført til mindste detalje. Et væld af gode foto­grafier dokumenterer tek­sten glimrende.

Bagerst i bogen findes et fint register med sideangivelse, hvor hver person er nævnt og rigtig mange jazzmusikere dukker op hér. Her findes også en komplet fortegnelse over de talrige DVD’er og  CD’er, hvor Alex Riel medvirker.

Manden bag trommerne følger Alex Riel helt fra barndommen af. Der er også blevet plads til hans læretid til frisør. Man kan så glæde sig over, at han lagde kam og saks fra sig til fordel for trommerne.

For en trommeslager er der adskillige gode råd i bogen af teknisk karakter.Det er en uhyre interessant bog om en stor jazzmusiker, der skildres fint.

Lad mig bringe afslutningen af bogen, hvori der står:

»Er jeg tilfreds? Ja, det er meget svært ikke at føle sig både taknemmelig og priviligeret, når telefonen pludselig ringer fra Italien, hvor jeg ikke har spillet siden 1968, og der bliver spurgt, om jeg ikke kan komme derned og turnere med en international kvartet i mit navn. Eller når en amerikansk kunstner, jeg beundrer, fortæller at han kender hele min produktion. Og da ikke mindst, når en bedstefar dukker op med sit barnebarn i en eller anden jysk afkrog og jublende fortæller, at de begge har haft en særlig oplevelse med mit trommespil.

Så mærker jeg pludselig, at jeg har sat spor, at det, jeg har viet mit liv til på en eller anden måde er blevet bemærket og værdsat, og det er en uendelig stor glæde. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden musik og uden mit trommesæt, så jeg har tænkt mig at fortsætte, så længe nogen gider høre på mig. Iøvrigt må jeg se at få styr på den stortromme.

Skulle det gåhelt galt, må jeg jo finde tilbage til frisørfaget. Jeg blev trods alt udlært med ros.«

Rigtig god fornøjelse med læsningen af denne bog.

Alex Riel – Manden bag trommerne. Et livs historier fortalt til Hans Barfod. 286 sider, 299 kroner. Saxart 2010

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. nov. 2010 - 09:04   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger