Seminaret i Danmark havde temaet »mundtlige beretninger og billedlige udtryk« og følges op af to senere seminarer i henholdsvis Norge og Finland.
Hvordan kan arbejderkunst få en plads eller en større plads i fagbevægelse, oplysning, undervisning og forskning?
Og hvordan kan vi sikre, at den ikke forsvinder med industrisamfundet?
Det blev debatteret, da der for nylig blev afholdt nordisk seminar om fagbevægelse og arbejderkunst i Århus.
Seminaret fulgte op på to tidligere om arbejderkunst i Norden. Det første fandt sted i april 2008, hvor forskere, undervisere, fagligt aktive og museumsansatte mødtes til et seminar i Smedjebacken i Sverige.
Smedjebacken var ikke tilfældigt valgt. Herfra kommer den svenske maler, Johan Ahlbäck (1895-1973), »arbejdets maler«, som han bliver kaldt. Han var søn af en valseværksarbejder og arbejdede selv som sådan i 14 år, indtil han blev kunstmaler. Hans virke og ånd videreføres i dag i en årlig prisuddeling og i Johan Ahlbäckstiftelsen, som støtter de aktuelle seminarer økonomisk sammen med Nordisk kulturfond.
Seminaret i Danmark havde temaet »mundtlige beretninger og billedlige udtryk« og følges op af to senere seminarer i henholdsvis Norge og Finland.
Kunst og faglig aktivitet
På seminaret viste den svenske billedkunstner, Roine Jansson, nogle af sine storslåede malerier fra blandt andet hans eget arbejdsliv i minerne i Sverige. Han har siden 1978 i forskellige omgange malet minearbejdere i både Sverige og Belgien og har i dag en stor vandreudstilling fra livet i minerne.
Roine Jansson var først minearbejder og blev senere maler. Præcis som Johan Ahlbäck. En af dem, som »kun« malede i sin fritid var den danske murer, nu afdøde Peter Peitersen.
Han bror Ove Peitersen, tidligere formand for Murersvendenes Fagforening, fortalte om ham på det nordiske seminar:
– Vi var fire brødre og blev murer alle sammen. Peter havde en længere tid i sin ungdom, hvor han var syg og gik på tegnekursus. Senere fik han et par billeder i Politiken og blev senere medlem af en kunstnersammenslutning. Peter ville videre, han var jo murer og blev hurtigt tillidsmand, men fortsatte samtidig med at tegne. Både i den lokale presse og til fagforeningens blade.
Det kendetegnede Peter, at han kunne kombinere sin kunst med aktiviteterne på byggepladsen. Blandt andet lavede han forskellige store tre meter høje figurer, som blev brugt til en række demonstrationer og i arbejdsløshedsbevægelsen.
– Peters kunst virkede samlende og aktivitetsfremmende i Murernes Fagforening, fortalte Ove Peitersen.
Udover at tegne udviklede Peter Peitersen også sin evne til at lave linoleumssnit, gipsfigurer, gavlmalerier og meget andet.
– Hans opfattelse af kunst var ret stor. Når vi gik forbi Århus Teater sagde han, at den bygning er ligeså meget kunst som dem der står inde på scenen, sagde Ove Peitersen.
– Han var et forbillede i byen for, hvordan man kunne kombinere et politisk og fagligt engagement med en kunstnerisk indstilling, fortalte kunstneren Thomas Kruse.
Fotografiet
En anden form for billedligt udtryk er fotografiet. På seminaret fortalte Jesper Frid, tidligere fællestillidsmand, om lukningen af bryggeriet Ceres:
– Lukningen skyldtes en islandsk kapitalfond, som for lånte penge spekulerede i danske virksomheder. De ville gerne kapitalisere den grund, som Ceres lå på.
Da lukningen var en realitet blev han kontaktet af Kirsten Folke Harrits, som også havde været involveret i at dokumentere en anden stor arbejdsplads’ lukning i Århus i 1999, Århus Flydedok.
– Jeg havde set Kirstens Harris fotografier fra dokken. Så da hun kontaktede mig, var jeg ikke i tvivl om at det kunne være en god proces at beskrive lukningen af bryggeriet mens arbejdspladsen stadig fungerede, fortalte Jesper Frid.
Kirsten Harrits kom til at følge de sidste tre måneders produktion på Ceres frem til den allersidste dag i november 2008.
– Vi fandt hurtigt ud af, at Kirsten skulle ledsages rundt i de forskellige afdelinger, hvor hun fik kontaktpersoner, som kunne fortælle om bryggeriet. De førte Kirsten rundt på bryggeriet på alle tidspunkter på døgnet. Vi kørte i fem-døgnsskift og lyset skifter. Det er en enestående og komplet fortælling, som derved er kommet med i Kirstens billeder, sagde Jesper Frid.
Kirsten Harrits fortalte hvordan processen med at fotografere på Ceres havde forløbet:
– Det var vigtigt for mig, at det blev en kollektiv proces. I alt tog jeg 2.000 fotografier. Ud fra alle de mennesker som fulgte mig, dannede vi en boggruppe. De var med hele vejen, til at vælge billederne ud og til at skrive teksterne til billederne.
– Det er nødvendigt, hvis man har en bestræbelse som fotograf, både at arbejde dokumentarisk og æstetisk. Det er vigtigt at det æstetiske ikke løsriver sig fra det dokumentariske. Det kan man kun undgå ved at have et samarbejde med arbejderne på den plads man fotograferer.
Vi mødtes en dag om ugen i et halvt år. I dag har vi en færdig bog, vi har billederne, vi har teksterne. Nu mangler vi bare 70.000 kroner så kan vi udgive bogen, fortalte Kirsten Folke Harrits.
Ud over at være fotograf er Kirsten Folke Harrits også mundtlig historiker.
I adskillige år har hun sammen med Ditte Scharnberg stået for Åstedet, som indsamlede arbejdererindringer og arbejdede med fortællegrupper.
Dette arbejde dannede baggrund for seminarets anden halvdel. Villy Andersen, tidligere arbejdsmand på Aarhus Flydedok, og Yvonne Christensen, faglig sekretær i 3F Rymarken, fortalte om de fortællegrupper de havde været med.
Derudover var der også bidrag fra de øvrige nordiske lande.
Næste seminar holdes allerede den 21. november i Oslo.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
