Hjemløs er Anne Mette og hendes mor i Eva Mulvads ”The Good Life” ikke. Men det snerper.

I tre år har de to kvinder overlevet på moderens lille pension milevidt fra tidligere tiders ubekymrede rigmands liv på den portugiske solkyst. Faderen er død, moderen er syg, formuen er væk og alt værdifuldt inventar er snart afhændet.

Anne Mette siger bebrejd­ende til moderen, imens hun renser et tilstoppet toilet i den lille lejlighed:

”Jeg har levet som en prinssesse og nu skal jeg gøre sådanne ting, når jeg blive ældre (56 år). Vi havde et pragtfuld liv. Jeg elskede livet. I Danmark bliver alle opdraget til at klare sig selv. Enten opdager man sine børn til at klare sig selv eller også sørger man for, at de ikke behøver at arbejde.”

Moderen, sidder på sin seng, ryster på hovedet og siger noget om, at man ikke kan blive ved med at skyde skylden på andre. Moderen betro sig til kameraet, at hun er bekymret for datteren. At hun gerne ville, at datteren fandt et arbejde.

Gennem filmen følger vi de to kvinder, når de diskutere eller skændes højtlydt, i et forsøg på at få greb om deres livssituation. Datteren køber øreringe og går på diskotek. Moderen læser og laver regnskab.

Ind imellem er det pinligt tæt på og man får i perioder lyst til ruske datteren og sige: Så vågn dog op. Men ”The Good Life” formår, at nuancere sine portrætter sådan, at man faktisk ender med at føle en form for forståelse og sympati med disse to personer fra en verden fremmed for de fleste.

The Good Life. Instruktion: Eva Mulvad. Vises i Dagmar 10. november kl.16.40 og 14. november kl. 19.00