To selvoptagne teater-instruktører udstiller hæmningsløst en spastisk lammet, ordblind, andengenerations muslimsk indvandrer og en kvindelig dværg.

Den røvirriterende orgelspiller i rollen som Superman underholder den 117 centimeter høje Marilyn Monroe-klon, mens den spastisk lammede, ordblinde andengenerations indvandrer Chaplin fastholdes i sin rolle som sølle stakkel af endnu en af denne verdens velmenende kunstnertyper.

Søren Meisner

af Gert Poder

Chaplin-fans og andre stumfilmfreaks kender garanteret Guldfeber fra 1925 – filmen om en outsider, der nægter at opgive sin drøm om rigdom og berømmelse.

Det er den amerikanske drøm i en nøddeskal, fortalt i et urdrama om venskab, der overlever alle forhindringer, og underskønne, bedrageriske kvinder der falder til patten. Kort sagt: Det stof drømme er gjort af.

Hovedrollen i NYAVENUY’s teaterversion spilles tilsyneladende af den spastisk lammede, ordblinde, muslimske andengenerations indvandrer Amir Becirovic. Mindre kan ikke gøre det.

Han er den fødte taber der jagter den umulige drøm i de to teatergalninge Tue Biering og Jeppe Kristensens seneste produktion Guldfeber på Frederiksbergteatret NY AVENY.

Jagten på lykken
I virkeligheden er det hans fire medspillere, der er i fokus: Fire selvfede kunstnertyper der gør alt for at presse vor helt til de mest umulige strabadser blot for at bevise deres humanistiske budskab:

At alle har ret til lykken.Som den 117 centimeter høje norske skuespiller Sigrid Kandal Husjord, der spiller både en afstumpet golddigger med hang til romantik og en skydegal cowboy.

Hun afslører straks et fuldstændig overdimensioneret ego:

– Jeg laver mine egne fuck­ing replikker, starter hun og fortsætter stykket ud med at iscenesætte sig selv, mens hun brokker sig gennem stykket på western-amerikansk. Det er guddommeligt.

Det samme er Big Jim, kæmpen der er dum som en dør og med et hjerte af guld. Begge hives rundt i manegen af en røvirriterende musiker, der dirigerer stykket på scenen fra sit lille stueorgel, spiller Superman, fortæller de andre hvad de skal gøre og ændrer på handlingen når det ikke lykkes.

For alle har ret til lykken. Kan I så forstå det!

Den fede selvgodhed
Tue Biering og Jeppe Kristensen har før chokeret med stykker som Come on Bangladesh, just do it! i 2005, hvor nationalklenodiet Elverhøj blev outsourcet til underbetalte skuespillere fra Bang­ladesh.

Mest debat vakte Pretty Woman A/S fra 2008, hvor de hver dag  købte en prostitueret til at spille rollen som Vivian Ward fra filmen Pretty Woman.

Fælles for deres teater er, at det groft udnytter mennesker i håbløse situationer – ludere, indvandrere, underbetalte arbejdere, mennesker på røven.

I Guldfeber vender de hele denne trang til at udnytte virkeligheden på hovedet. De udleverer deres fede selvgodhed ved hæmningsløst at spille på publikums medlidenhed og fordomme.

Ved hjælp af groteske kostumer, en vindmaskine, en legehytte, tante Gerdas dagligstue. et ocean af popcorn  og et videokamera bliver det romantiske drama omdannet til en pædagogisk legestue. Her fedter vinderne hæmningsløst for taberne, ændrer i handlingen når det er nødvendigt og gør i det hele taget alt for en happy ending.

Den spastisk lammede, ord­blinde andengenerationsindvandrer får kvinden i sit liv, den 117 centimeter tidligere golddigger og revolversvinger. Sammen med kæmpen Big Jim køber de nok et rækkehus i Rødovre med tre-to-en møbler, villa, Volvo og vovse, og lykkeligt til deres dages evne.

Det samme gør drømmen om, at alle har ret til lykken. Også denne verdens spas­tisk lammede, ordblinde, muslimske andengenerations indvandrere, 117 centimeter høje dværge og alle de andre taberrøve derude i virkeligheden.

Guldfeber er et godt grin værd. Kan I så forstå det!

Guldfeber. NYAVENY. Instruktion:Tue Biering og Jeppe Kristensen. Til 27. november