Den ene dag var han en stor filmstjerne. Den næste en selvdestruktiv bums. »I’m Still Here« er en udlevering af medier og publikums magt i en verden baseret på succes.

af Gert Poder

I 2008 fortalte den puertoricansk fødte Hollywood-darling Joaquin Phoenix en forbløffet omverden, at han skiftede karrieren som filmstjerne ud med livet som hårdtpumpet rapper.

Publikum, medier og den ganske filmbranche var ved at falde ned af stolen – i starten af benovelse, siden af grin. For deres øjne forvandledes dette ikon sig til at være en latterlig, snavset, ukæmmet, tilgroet og totalt mislykket bums.

Hele denne deroute blev fulgt tæt af den amerikanske skuespiller og instruktør, Casey Affleck. I en tæt, nærmest paranoid dokumentarstil stikker han sit altid sladrevorne kamera op i næsen på den fallerede stjerne.

Uden berømmelsen viser Joa­quin sig som en smækforkælet kokain-misbruger, der pisker rundt med sine få tilbageblevne venner, skælder dem ud for alt muligt, laver noget lortemusik og fantaserer håbløst om den benhårde rapper-branche.

Højdepunktet af sin fornedrelse når han for åben skærm som gæst hos den amerikanske tv-vært David Letterman. Apatisk, nærmest autistisk falder han totalt igennem, mens hans vært åbenlyst ydmyger ham.

Få dage senere følger endnu en skandale, da han overfalder han en gæst på den fashio­nable natklub, der har engageret ham udelukkende på en forventet kendis-effekt.

Der er bare ét men – et ret vigtigt men. Hele forløbet er aftalt spil. Hver eneste lille bid er iscenesat og udført efter en nøjagtig drejebog. For Joaquin Phoenix tager i dén grad røven på alt og alle, så det batter.

Sammen med Casey Affleck og skuespilleren Ben Stiller holder han berømmelsen og stjernevirakken op som et spejl. Han gør sig til en fiktiv rolle i et socialt eksperiment, der kun eksisterer i kraft af holdets mediebevidste manipulation af den opmærksomhed, der følger med.

Hans selviscenesættelse forløber over to år og filmen følger tæt Joaquin Phoenix’ fortabte år. Det gør den ret overbevisende. Måske også lidt for meget.

I stort set samtlige 107 minutter sidder man med en ubændig trang til at råbe et eller andet grimt, eller klappe stodderen én på skallen, for mage til selvoptaget møgsvin skal man da lede længe efter.

Således formår den at opfylde den store kunstneriske drøm om at nedbryde grænserne mellem værk og virkelighed. For Joaquin Phoenix er her stadig.

I’m Still Here. Instruktion:Casey Affleck. 107 minutter. Premiere i dag.