04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

15. oktober 1966 De Sorte Pantere dannes

15. oktober 1966 De Sorte Pantere dannes

Fredag, 12. november, 2010, 11:07:18

Trods sin korte levetid, når »De Sorte Pantere« at blive et stærkt og levedygtigt symbol på sorte amerikaneres evne og vilje til at kæmpe for deres rettigheder.

Den 15. oktober 1966 danner en lille gruppe unge, sorte revolutionære organisationen »Black Panther Party for Self Defense« (BPP), internationalt simpelthen kendt som »De Sorte Pantere«.

I sin relativt korte levetid opnår panterne at blive en af de bedst kendte organisationer til forsvar for sortes rettigheder i USA.

Hovedmændene bag BPP er Bobby Seale og Huey Newton. Sammen med fire andre venner fra Oakland, Californien, opretter de organisationen på basis af et 10-punkts program, der blandt andet kræver bedre vilkår og politisk indflydelse for USA’s sorte befolkning, klar modstand imod den kapitalistiske udbytning af arbejderklassen og et øjeblikkeligt stop for alle imperialistiske aggressionskrige.

Seale og Newton er til dels inspireret af Malcom X, der netop er blevet myrdet året forinden, og bygger på en blanding af marxistisk/leninistisk teori, sort nationalisme og inspiration fra revolutionære bevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika.

Fra starten tager gruppens aktiviteter sigte på at sikre sortes rettigheder og beskytte dem mod overgreb fra politiet, som mange sorte oplever som det mest direkte instrument i undertrykkelsen. Til det formål oprettes lokale vagt-grupper, der patruljerer iført BPP’s »uniform« bestående af sort læderjakke, lyseblå skjorte og sort baret.

Da Californiens lovgivning tillader alle frit at bære skarpladte våben, så længe de er synlige og ikke rettet imod mennesker, optræder BPP’s medlemmer ofte bevæbnede som symbol på deres vilje til at forsvare sig.

Den konfrontatoriske linje bringer selvfølgelig gang på gang panterne i konflikt med politiet, og FBI begynder hurtigt at interessere sig for gruppen.

BPP bliver allerede fra august 1967 mål for programmet COINTELPRO, der har til formål at knuse »undergravende organisationer« gennem overvågning, infiltrering og konstant pres fra politiet. Allerede fra 1968 begynder de første splittelsestendenser at vise sig i BPP mellem tilhængere af en internationalistisk, anti-imperialistisk linje og en mere nationalistisk strategi, en tendens der kun bliver værre efterhånden som flere og flere af de aktive medlemmer bliver arresteret.

Da Newton kommer ud af fængslet i 1970 forsøger han kortvarigt at genoplive den skrantende organisation, men omkring 1976 er det slut, og BPP går fuldstændigt i opløsning.

Trods sin korte levetid, når »De Sorte Pantere« alligevel at blive et stærkt og levedygtigt symbol på sorte amerikaneres evne og vilje til at kæmpe for deres rettigheder, og bevægelsen er flere gange blevet forsøgt genoplivet med vekslende held.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. nov. 2010 - 11:07   03. sep. 2012 - 10:59

Historie