04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På jagt efter nazisternes kunstrov

På jagt efter nazisternes kunstrov

Fredag, 12. november, 2010, 10:51:05

Den nazistiske elite havde planer om at omdanne verdens kulturarv til deres private kunstsamling. Monumenternes mænd ville det anderledes.

Nazisterne stjal blandt andet den nederlandske maler Jan van Eycks malerier fra middelalderen. Her er det »Den ammende Madonna« fra cirka 1430.

Af Bjarne Nielsen

Når vi går på museer, og glæder os over årtusinders kunstfrembringelser er det sjældent, om nogen sinde, vi spekulerer over værkets vej til museet. Vi tager det for givet.

Anden Verdenskrig var et eksempel på, at intet kan tages for givet. For hvis sandheden er krigens første offer, så er ejerskabet af de kulturelle værdier måske det næste, »hvis ikke offeret ligefrem er kulturen selv«.

Der har historisk været tradition for at sejrherren tog det, man ville, med sig.

Louvre museet, et af verdens største og rigeste, var endnu større under Napoleon, og hed dengang Museum Napoleon. Efter hvert togt voksede dets samlinger. Hans Waterloo blev også for en tid museets Waterloo.

Nazisternes plyndring
Ingen plyndring af kunst og kulturelle værdier var så voldsom og systematisk som den, nazisterne satte i værk, med Adolf Hitler og Hermann Göring i spidsen, under Anden Verdenskrig.

Udover at samle kunst, blev al Entartete Kunst (degenereret kunst) fjernet fra museer og private samlinger.

– Før i tiden blev det kaldt plyndring, men i dag er alting blevet mere humant. Ikke desto mindre er det min hensigt at plyndre, og at plyndre grundigt.

Så klart udtalte nazisternes Rigsmarskal Göring sig i 1942.

Som ofte før holdt nazisten ord og land efter land, museum efter museum, samling efter samling, blev plyndret for værdifulde skatte, blandt andet værker af Da Vinci, Michelangelo, Van Eyck og Rembrandt.

Hitler havde samlet 31 albums med fotos af de billeder, der engang skulle indgå i hans eget Führermuseum i den østrigske by Linz.

For nyligt kom et nyt album for dagen. Et album som en amerikansk soldat havde taget som krigssouvenir, da var med til at rykke ind i Hitlers hjem nær Berchtesgade.

Monumenternes mænd
Først da han læste om The Monuments’ Men, der jagtede nazisternes bytte, besluttede han sig for at aflevere albummet til Det Historiske Museum i Berlin, der har de otte andre fundne album.

Fundet bidrog til fornyet interesse om Monumenternes Mænds – og kvinders – uegennyttige indsats til fælles bedste.

Med vestlige øjne er Anden Verdenskrigs hovedbegivenheder Pearl Harbour og D-dagen. Vi kender desuden et hav af Hollywoodfilm som Private Ryans, Ørneborgen, slaget om dette og hint og Schindlers Liste, mens vi aldrig har hørt om Monumenternes mænd.

Det gøres der heldigvis nu bod på med Robert M. Edsels bog. Bogen er set med otte medlemmers, der tjente ved fronten, øjne samt to nøglepersoner. Det er deres dagbøger, reportager og breve der danner grundlaget for der vildt spændende bog.

I begyndelsen bestod Monumenternes mænd af en gruppe museumsdirektører, kuratorer, kunsthistorikere, kunstnere og bibliotekarer. De havde mandat fra de vestlige allieredes chef, USA’s præsident Roosevelt og general Eisenhower, til at »gøre alt« for at sikre de stjålne genstande.

I hælene på tyskerne
De fulgte i hælene på hærenes fremrykninger, især efter invasionen i Normandiet. Hele seks år blev de, nu i alt 350 kvinder og mænd fra 13 lande, i Europa og ledte.

Man regner med, at nazisterne røvede op mod fem millioner kulturelle genstande. Der er ingen forældelsesfrister for disse skattes tilbagelevering, om end flere stritter imod.

Man kan læse mere på www.monumentsmenfoudation. org om de mange kunstskatte der blev, og stadig bliver reddet.

Edsel barsler med en opfølger der primært handler om skattejagten i Italien, der af omfangsmæssige årsager er valgt fra til dette værk.

Bogen har et fint forord af Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung. Forfatteren er grundlægger af Monuments Men Foundation for the Preservation of Art, der er en non-profit organisation.

Han har brugt ni år på bogen, der på alle måder er imponerende. Registeret bag i bogen fungerer som det skal.

Robert M. Edsel: Monumenternes mænd. Jagten på nazisternes kunstskatte. 480 sider, illustreret. 350 kroner. Thanning og Appel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. nov. 2010 - 10:51   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger