Keith Richards erindringer er som forventet historien om arbejderdrengen, der blev berømt på at spille rock’n’roll, og som betalte en høj pris for det hårde liv som musiker.

af Jens Fransen

Er man kendt i offentligheden, skal man på et eller andet tidspunkt udgive sine memoirer. Uanset hvor kedelige eller ligegyldige de måtte være.

Kan man ikke skrive dem selv, kan man altid få andre professionelle sat på opgaven.

Lidt et sådant værk er Keith Richards med spænding imødeset livsværk blevet. Den er skrevet – størstedelen af ham selv – men med en hjælpende journalist.

Den indeholder meget af det, man som inkarneret Stones-fan har ventet. En rå beskrivelse af et rakkerliv i rock’n’roll-branchen med alle bagsidens medaljer. Og Keith har mange barske minder.

Født 1943 i London. De første minder er bomber over kvarteret, hvor en del bygninger bliver udslettet. Gaden bærer i mange år spor af de tyske flys træffere i form af store huller og kratere i vejen.

Hårde odds
Forældrene hører til blandt arbejderklassen i et socialt boligbyggeri. En bedstefar var medlem af parlamentet for Labour. Men lille Keith kæmpede sig op trods alle odds. Smidt ud af skolen, men på et tidspunkt besat af ungdommens nye musik rock’n’roll og blues. Mødet med Mick Jagger blev derfor af afgørende betydning for dannelsen af Rolling Stones.

Erindringerne skildrer tilværelsen fra de spæde år og frem til vore dage. Stærkest er nok barndommen og de første år i Stones.

Resten bliver for størstedelen for nørdet med beskrivelser af turneer, pladeindspilninger og Keiths noget rodede privatliv. Hvad sidstnævnte angår er der dog lyspunkter. Et liv som  stofmisbruger fylder en del i bogen.

Og en del er tankevækkende. Han udtrykker det selv på følgende måde »Jeg har været igennem flere tyrkere end der er dybfrysere«. Flere retssager og anklager om narko står derfor også på cv’et. De senere år tyder på, at han er blevet nogenlunde stoffri.

Guldbryllup med Mick
Forholdet til Mick Jagger bliver naturligt nok også vendt i bogen. Et »guldbryllupsliv« – 50 år sætter sine spor, og der har gennem årene været – og er stadig – mange fighter, som i et søskendeforhold med den slitage dette afstedkommer.

For Keith Richard er Mick Jagger stadig en ven - en bror, man slås med. Til moderen – Doris, der døde for få år siden – bevarede Keith et nært forhold, selv om der naturligt nok også der har været uoverensstemmelser.

Rolling Stones begyndte som et band i opposition til systemet – i modsætning til Beatles – men med årene er der ikke meget Street fighting Man tilbage. Jo, musikken swinger stadig, men oprøret fortoner sig desværre. Også i bogen.

Et langt liv som musiker i mediernes rampelys sætter sine spor. Gamle jazzmusikere som Mezz Mezzrow og Louis Armstrong har begge  beskrevet noget af det samme, som Keith Richard gør. Druk, narko og langt hen ad vejen en form for ensomhed.

Sprogligt virker bogen ægte. Keith Richard er uden tvivl en stor kunstner og intelligent, men sprogligt har han  det med at falde i vulgære huller – talesprog – som kunne have været undgået.

Bogen er omfattende – nok for omfattende til at kunne fange læserens opmærksomhed hele vejen igennem. Der kan tilsyneladende alligevel gro mos på en rullesten.

Keith Richards, James Fox : Livet. Lindhardt og Ringhoff.  624 sider. Kr. 349,95