Dynamiske eksplosioner af lyse farver, forvredne former nærmest truende bøjet over underskovens sårbarhed. Finn Hermann udstiller igen.
af Gert Poder
Den Gule Villa på Frederiksberg svarer til sit navn. Den er faktisk gul – udvendig.
Indvendig er den lige nu fyldt med krogede former, der stræber op mod lyset i et væld af farvenuancer. Små sårbare streger, der ligner træer eller buske eller noget andet fra naturen, men som – måske – er udtryk for noget drømmeagtigt.
Med udstillingen Drøm og Virkelighed smider den selvlærte billedkunstner Finn Hermann de sidste fem års produktion som billedkunstner op på væggene.
– Jeg forholder mig til grænserne, til usikkerheden mellem drøm og virkelighed, på samme måde som når man bare løber derudaf en tangent, siger Finn Hermann til Arbejderen.
Han fyldte 70 år i foråret og har forlængst forladt sit livslange arbejde som gymnasielærer i billedkunst og fransk. Nu kan han hellige sig den kunst, som han altid har brændt for. En verden fyldt med sære, forvredne former og små farvepletter.
– Jeg er meget forbundet med den tanke om billeders opståen som surrealisterne kom med. Det der flow, den der umiddelbarhed, et automatisk valg, forklarer han.
kommunistisk kunstner
Læsere af Arbejderen vil formentlig vide, at Finn Hermann har været politisk aktiv lige siden skoletiden. Først i Studenterforeningens kunstfraktion, siden i Studentersamfundet og dens marxistiske kulturgruppe Clarté.
Efter en tur forbi Venstresocialisterne fra 1968 til 1970 blev han DKP’er. Han blev ansat som gymnasielærer ved Horsens Statsskole, så det var denne afdeling, der fik gavn af hans kommunstiske engagement.
– Jeg er ikke belæst nok til at vide, hvad Marx har skrevet om kulturpolitik. Jeg er med i den kommunistiske bevægelse, fordi den kæmper for retten og friheden til også at være kreativ. Det er en væsentlig del af meningen med kampen, siger Finn Hermann.
Denne kamp foregik også i partiet. I 2005 var DKP præget af intern uenighed omkring Enhedslisten, og han var kritisk overfor den del af landsledelsen, der var skeptisk overfor samarbejdet.
Finn Hermann var med i en gruppe, som gjorde et forsøg på at samle alle medlemmer af Enhedslisten, der opfattede sig selv som kommunister. Forsøget mislykkedes, og han forlod DKP.
Han kom dog hurtigt tilbage, og er nu et af de 13 medlemmer i DKP’s landsledelse.
naturen kalder
Efter at have tilbragt det meste af sit voksenliv i Horsens, bor han nu på Frederiksberg i København. Her han han oprettet et lille atelier i familiens lejlighed.
– Det er i min papdatters gamle værelse. Det er ikke ret stort, men jeg går meget op i at have et rigtigt sted at arbejde, siger Finn Hermann.
Han arbejder alene, og er ikke med i en kunstnersammenslutning, selv om han egentlig gerne ville.
– Det ville nok være godt for mig at være medlem af for eksempel Mult eller Maj 93, men man skal jo også anses for at være professionel kunstner af dem, der skal optage dig, lyder det beskedent fra Finn Hermann.
Et sted på Den Gule Villas vægge hænger to næsten ens malerier. Begge er domineret af en lang, buet form som et vanskabt fyrretræ med en klat nåle i toppen. Beskytter hedder billederne, og de er måske meget karakteristiske for kunstneren og mennesket Finn Hermann.
Han begynder med små, umiddelbare skitser, ikke noget særligt, blot små tegnede digte fra naturen.
– Mange af mine billeder har jeg lagt væk for en kortere eller længere periode. Der kan gå flere år, før jeg tager dem frem igen. Jeg føler mig tiltrukket af skitsen, fordi den er umiddelbart og nær, slutter Finn Hermann.
Han vil vise, hvordan vi kan åbne for drømmen gennem naturens virkelighed, give himlen, havet, bakkerne, træerne deres plads – skabe sære væsener og fortælle dramatiske historier som et glimt af livets drømme.
Finn Hermann:Drøm og Virkelighed. Den Gule Villa, Dirch Passers Allé 2, Frederiksberg. Til 26. november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278