10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En arbejderbys historie

En arbejderbys historie

Fredag, 19. november, 2010, 10:08:11

Det er ikke hver dag, at arbejderklassen beskrives og er i centrum. Der er grund til at glæde sig, når resultatet er så fint som med denne bog om Brovst som arbejderby.

Brovst Maskinfabrik brænder for tredje og sidste gang i 1961.
Severin Villadsen

af Bjarne Nielsen

Brovst ligger i landet mellem Vesterhavet og fjorden, tidligt præget af børnerige og nøjsomme, men arbejdsomme husmænd og landarbejdere.

I dette vindblæste Udkantsdanmark, hvor der ikke var langt mellem missionshusene, kom jernbanen til i 1897, og byen voksede frem. Fabrikker, håndværkere og forretninger kom til.

Det var en by, hvor Indre Mission, Baptistkirken og afholdsbevægelsen spillede en større rolle end fagforeningerne og Grundtvig.

Strejken
I midten af 30’erne var C. O. Jensens Maskinfabrik i det nordjyske Brovst skueplads for den længste strejke i Danmarkshistorien. Den varede 466 dage!

Med Tømrerforbundets rejsesekretær Jens Perregaard og arbejdsmandsforbundet nye lokalformand Thorvald Holm som primus motor og trods massearbejdsløshed nedlagde 65 ud af 69 ansatte arbejdet for at få overenskomst. Strejkebrydere blev sat ind, men sammenholdet var stærkt.

Da strejken sluttede med overenskomst og ret til medlemskab af en fagforening, kom mange af de strejkende aldrig tilbage til fabrikken. Nogle af de involverede husker , at der »var uro omkring i byen samt private hjem og på Brovst Afholdshotel. De brugte jernstænger, svensknøgler og brosten. Det var som en krig. De, der var venner, kunne ikke tåle at se hinanden«.

Fagborgen
En af strejkens succeser var, at der ved dens afslutning blev taget initiativ til bygning af en større beboelsesejendom, Foreningshuset, lige over for maskinfabrikken.

Den hed i folkemunde Fagborgen, fordi den var til de mange, der ikke længere kunne bo i fabrikkens huse grundet strejken. Den stod også som et monument over arbejdernes sammenhold.

En del af pengene til Fagborgen var indsamlet landet over. Det er salget af stedet i 2007, der har finansieret denne bog og byskulpturen Sammenholdet, der er opstillet ved biblioteket.

Bogen om Brovst og dens arbejdere gennem omkring 100 år er krydret med fortællinger og fotos, der gør det nemt at sætte sig ind i det barske liv. Foruden forfatterens egne erindringer bygger bogen på interviews med hele 164 personer.

Der er fine historier om teglværksarbejdere, skovens folk, om Severin Villadsen der gik fra at være hyrdedreng til cementarbejder, om landarbejdere, skovfolk med mere. Bogen har desuden et godt kapitel om byens stærke kvinder samt om Brovst under besættelsen, hvor modstandsbevægelsens leder i byen var den kommunistiske læge Christian Lunding.

Trods bogens udgangspunkt i Brovst, har den almen interesse, da den på fortræffelig vis illustrere livet for arbejderne i en mindre dansk provinsby på godt og ondt. Den giver et utroligt godt billede af, hvorledes arbejderklassen blev skabt og udviklede sig i provinsen.

At vi derudover får den spændende historie om den længste strejke i Danmarkshistorien er kun fint. Det er en dejlig bog, med unikke og herlige fotos, som Foreningshuset og arbejderne i Brovst kan være stolte af.

Arne Sloth Kristoffersen: Brovst som arbejderby. 359 sider, gennemillustreret, 200 kroner. Udgivet af Foreningshuset i Brovst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2010 - 10:08   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger