Indtil skuddene bragede en sen aften i 1986 var Sveriges statsminister Olof Palme på overfladen en arbejderpolitiker. En ny bog om ham giver et helt andet billede.

Oluf Palme med Fidel Castro i Cuba.

af Bjarne Nielsen

Vi er i året 1969. Studenter verden over løber Ho-Chi-Minh løb i storbyernes gader mod Vietnamkrigen. En halv million unge samles i Woodstock.

Det er også året, hvor overklassedrengen Olof Palme bliver leder af Socialdemokratiet i Sverige. Politiken kalder ham »Nordens Napoleon«.

For mange reformister blev han symbolet på optimisme og håb med sin stillingtagen imod Vietnamkrigen. Som andre, der indgyder håb, blev han myrdet. Da var han statsminister, og verden var rystet.

Olof Palme blev født i 1927 i en halvadelig, højreorienteret, tyskvenlig familie med tjenerstab. Han kom på kostskole og lærte at tale »som candyfloss stænket med blåsyre«.

Senere gjorde han karriere i forsvaret og kom på college i USA. USA blev et politisk vendepunkt for den ellers dybt antisocialdemokratiske Olof Palme. Han blev socialliberal.

Sin rabiate antikommunisme kunne han fra 1949 dyrke i den svenske studenterorganisation SFS (De studerendes fællesråd, BN) som international sekretær. Opgaven var at sprænge den Internationale Studenterorganisation IUS, som holdt til i Prag og var domineret af kommunister.

Projektet var finansieret af CIA. Det er dokumenteret, at han angav svenske anti-imperialister til CIA.

Spion og sekretær
Olof Palme fik en juridisk eksamen og blev ansat i den svenske efterretningstjeneste. Samme dag blev han head­huntet af den svenske landsfader, statsminister Tage Erlander, til at være dennes personlige sekretær.

I et halvt år var han både Erlanders sekretær og ansat som agent. Da Olof Palme var 42 år, døde Tage Erlander, og Olof Palme blev statsminister. Det var han fra 1969-76 og senere 1982-86.

Interessant er bogens dokumentation af forholdet mellem USA og Sverige, som USA officielt nedfrøs.

Det skyldtes Olof Palmes deltagelse i en demonstration mod USA’s bombninger af Nordvietnam, som han sammenlignede med nazisternes udryddelseslejr Treblinka.

Alligevel fortsatte »såvel handel som hemmeligt militært samarbejde normalt i hele perioden«. Et stort skue­spil, og spil for galleriet, som socialdemokraterne er mestre i.

Bogen fortæller også hvordan Olof Palme og Sverige var fordækte medlemmer af NATO, trods den proklamerede neutralitetspolitik. Et faktum han søgte at sløre med sin berømte rejse til Cuba i 1975, hvor han lod sig hylde med Fidel Castro.

Vi får også at vide, at han i 1956 kæmpede for at gøre Sverige til en atommagt.

Ro i folkehjemmet
Det er bogens postulat, at Olof Palme udjævnede klasseforskellene og gjorde svenskerne til et homogent folk.

Olof Palmes holdning påstås at være, at »mennesket ikke lever af brød alene«, altså at når det havde opnået materiel tryghed, ville det begynde at deltage i kulturlivet og blive aktive samfundsborgere.

Bogen har fint nok ladet mordet og alle mordteorierne ligge og i stedet valgt at beskrive Olof Palmes aktive liv.

Trods forfatteren, der er lederskribent på Dagens Nyheter, er Olof Palme venligt stemt, kan han ikke skjule hvilken forræder mod arbejderklassen han var, indtil skuddene bragede på Svea­vägen i Stockholm i 1986.

Bogen er let læst, spænd­ende og giver et fint indblik i en klassesamarbejdspolitikers svære arbejdsbetingelser.

Bogen formår at sætte Olof Palme ind i samtidens konflikter og er ligeså meget en bog om det svenske folkhem, konsensussamfundet.

Henrik Berggren: Olof Palme – Aristokraten der blev socialist. 676 sider, gennemillustreret, 400 kroner. Forlaget Politiken