Hvor sætter den kendte tegner sin pen på stemmesedlen, og hvordan lykkedes det ham at lukke munden på Birthe Rønn Hornbech? Læs interviewet i Arbejderen!

– Se, dette er Danmarks sidste kommunist!

Bladtegneren Roald Als viser Arbejderens udsendte medarbejder frem for en synlig nysgerrig journalist fra dagbladet Politikens satiriske bagsideredaktion.

Så er tonen slået an og situationen vendt 180 grader. Det var egentlig Arbejderens udsendte, der skulle interviewe Roald Als i hans lille, ja nærmest mikoskopiske kontor bagerst i Politikens kolossale domicil på Rådhuspladsen i København, hvor han har tegnet satiretegninger siden 1994.

Men det er tydeligt, at Roald Als og hans netop opdukkede sparringpartner Poul Einer Hansen synes, det er spændende, at et socialistisk og kommunistisk dagblad som Arbejderen har begivet sig helt ind til Politiken for at få et interview med de to om den politiske satires magt og muligheder.

Roald Als og Poul Einer Hansen har arbejdet sammen i over 30 år. Det er dem, der har spiddet Anders Fogh Rasmussen i hulemandspels og med kølle i hånd.

Det er dem, der evig og altid får tegnet Pia Kjærsgaard smattet til i en stinkende muddergrøft. I øvrigt er socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen – med lille cykelhjelm– eller Mogens Lykketoft med kapitalist-habit og cigar heller aldrig gået ram forbi.

Søn af arbejder
De har alle skabt så stor begejstring, at Arbejderen har klistret to dusin af Roald Als-tegningerne op på en lang væg i redaktionslokalerne.

Dagen før interviewet, hvor rammerne for snakken blev lagt fast, fortalte Roald Als ellers, at han i sin ungdom var »beton-socialdemokrat og at kommunisterne dengang var det helt store, farlige dyr i åbenbaringen«.

Roald Als – født i 1948 – er søn af en slagteriarbejder fra Plumrose og en husmoderafløser – i dag en hjemmehjælper  – fra Frederiksberg.

Senere blev han efter eget udsagn en såkaldt 68’er, der arbejdede for venstrefløjens alternative magasiner som Levende Billeder.

»Jeg er sørme’ ikke kommet så langt ud, at jeg er blevet kommunist. Men jeg er meget venstrefløj, grinte han  i telefonen.

Tilbage på det lille kontor på Rådhuspladsen, hvor små malerpaletter og pensler, linealer, køkkenruller og viskelædere vælter rundt på bordet omkring pc’en, uddyber Roald Als sit synspunkt.

– I dag gør de tilbageblevne, gamle kommunister det godt i det offentlige, politiske liv. Men I skal sgu’ mere frem i skoene, hvis vi skal lave tegninger om Jer. Vi kan kun tegne om noget, læserne kender til i forvejen. Jeg fatter i øvrigt til dato ikke, hvorfor ingen kommunister fandt ud af, at den var rivende gal derovre i Østblokken, indskyder Roald Als.

– Men I forstår at feste. Jeg var meget beæret, da jeg sidste år fik Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes kulturpris. Der var jo mange kommunister og det var skidehyggeligt med helstegt pattegris, bajere og det hele. Da vi ankom en halv time før prisuddelingen skulle starte, var festen allerede godt i gang, skraldgriner tegneren.

Anti-borgerlig
Roald Als Als har udover dagbladstegninger illustreret en lang række bøger for både børn og voksne, og så han har skrevet kogebogen »Kvinderne ud af køkkenet« (1988) og erindringerne, »Personlig tog jeg ikke skade af at vokse op«  (1995), begge med egne illustrationer.

I 2008 udgav Als i samarbejde med Poul Einer Hansen bogen, »En god socialdemokrat – et olmt tilbageblik på Danmarkshistorien 1980-2008.« Det var opsamling af Als’ bedste tegninger.

Tegneren er konsekvent anti-borgerlig.

Han fortæller en sigende historie fra faderens barndomshjem på en stor gård.

– Da min far var syv år gammel, byggede han sig en cykel af gamle reservedele. Det opdagede min bedstefar, som var venstrebonde. Han huggede cyklen, solgte den, scorede gevinsten og gik til hestevæddeløb og spillede pengene op. Så vidste min far, hvor han havde partiet Venstre! Dét ved jeg også, siger Als, der i dag hverken stemmer radikalt, socialdemokratisk eller på SF.

– Nej, jeg har stemt på Enhedslisten lige siden dets stiftelse, fordi de siger nej til EU. Jeg fravælger helt SF, efter at partiet i 1993 fik omgjort nej’et ved folkeafstemnigen om Maastricht-aftalen om mere union, siger EU-modstanderen Roald Als og læner sig tilbage i stolen.

– Tænk, hvis liste Ø ryger ud af Folketinget. De er lige ved spærregrænsen hele tiden, og ryger de ud, får de borgerlige to af deres mandater, siger den konsekvente EU-modstander med en alvorlig mine.

MOD EU
Flere politikere med Mogens Lykketoft i spidsen beskyldte Roald Als for at have sikret de sidste tre procents nej-stemmer, der i 2000 sikrede nej’et til euroen.

Roald Als tegner altid den EU-skeptiske gennemsnitsdansker med klaphat, hænderne i lommen og tørre, beske kommentarer.

Hvordan er det i den forbindelse at tegne for en avis som Politiken, hvis chefredaktør Tøger Seidenfaden efter det franske nej til EU-forfatningen i 2005 brugte en hel side i avisen på at forklare, at nej’et faktisk var et ja til Unionen?

– Ha, ha. Vi lavede også straks en tegning om det. Det synes Tøger i øvrigt var godt, fordi vores tegning fik mange læsere til at beholde abonnementet, som de ellers ville opsige i protest, smiler Roald Als og fortsætter uden at trække vejret.

– Aprospos Tøger. Da jeg først fik ham som redaktør, lå han til højre for ham der Djengis Khan. Men Tøger er blevet mildere med årene. Jeg tror, det var efter at han fik kone og børn. Nu bliver han nærmest betragtet som venstrefløj i debatten, selv om han ikke er det. Han stemmer velsagtens på de Radikale, gætter Roald Als.

Tegneren mener, at en enkelt god, rammende tegning, der når ud til et stort publikum, betyder mere end 1000 akademiske kronikker i aviserne.

– Det er jo tegningen folk først ser, siger Als.

S er Fogh-Light
Og hvad så med Socialdemokraterne? Hvad siger Roald Als og Poul Einer Hansen så til dem? Bliver de fredet af den spidse pen?

– Helle Thorning Schmidt er simpelthen »Fogh-Light« – alt for borgerlig, akademisk og højreorienteret, siger Als.

– Ja, Socialdemokraterne er ikke socialdemokrater mere, tilføjer han og lader hånden glide gennem håret, hvis røde kulør er ved at blive dækket af sølvgrå stænk.

– Jeg er og bliver socialdemokrat uden at stemme på partiet. Hele min familie er socialdemokrater, undtagen min bror, der er stokkonservativ, siger Roald Als.

– Det er ikke mig, der har flyttet mig. Jeg står solidt plantet, hvor jeg stod som 18-årig. Mine værdier er de samme; solidaritet og modstand mod egoisme og minimalstat, siger Roald Als, der 1980-1994 tegnede for Weekendavisen.

Det var også hér, han blev »sat sammen« med Poul Einer Hansen i 1980, som havde anmeldt film i magasinet Levende Billeder.

Poul Einer Hansen, der er matematiklektor på Landbohøjskolen i København, karakteriserer sig selv som »mere mild med alderen«. Hver uge mødes de hjemme hos en af dem over et blødkogt æg for at planlægge ugens tegninger. Her skyder lektoren Roald Als’ »varme balloner« ned og er med til at »ping-ponge ideerne frem«.

– Ja, Poul Einer tænker evig og altid i kasser, driller Roald Als jovialt.

– Jeg er mere afslappet. Roald er uforsonlig, svarer Poul Einer Hansen tørt og gengælder drilleriet. Han ser spydigt på makkeren, der dog  kortvarigt er distraheret af en opdukket mail på pc’en eller noget andet interessant.

– Roald ringer ofte flere gange om dagen på de mest ubelejlige tidspunkter og mumler med ostemad i munden et eller andet. Og så afbryder han hele tiden. »Bliv lige hængende«, siger han til  mig, som var jeg hans tissemand, smiler Poul Einer Hansen, som Roald Als altid benævner »Bladnegeren« eller blot »Negeren«.

Han forklarer, at det tit er Roalds kone eller skribenterne på Politikens satiriske bagside med At Tænke Sig-folkene i forgrunden, der kommer med ideerne til tegningerne.

– Men nogle gange må vi hive ideerne ud med tang, når de mangler, tilføjer Roald Als.

Anker tilbage!
»Negeren« Poul Einer Hansen stemmer selv på Socialdemokraterne, men mest af alt ud fra taktiske årsager.

– Jeg er også gammeldags socialdemokrat som Roald. Vi lavede for et par år siden sammen interviewbogen om Fru Larsen, der hele livet har efterlevet mottoet om, at »jeg vil hellere have leverpostej, hvis de andre får mad, end gåsesteg, hvis de andre sulter«.

– Vi skal have den borgerlige regering ud for enhver pris. Men vi er i et dilemma. Hvis Socialdemokraterne ikke går ind mod midten, får de ikke magten. Og hvis de får magten, kan de ikke beholde den. De kommer til at få problemer.

Han er enig med Roald Als i, at alt var bedre under Anker Jørgensens socialdemokratiske regerinsgperiode. Roald Als bryder engageret ind.

– Anker vil jeg have tilbage! Jeg var i foråret ude for at besøge Anker på plejehjemmet i Saxogade i København. Beboerne og alle i kvarteret elsker den mand. Det gør jeg også, udbryder han.

Da Roald Als bliver spurgt om, hvilken tegning, der skal følge med interviewet i Arbejderen, vælger han først en af Anker Jørgensen med de sørgmodige øjne, men ombestemmer sig og vælger en tegning af  Anders Fogh Rasmussen i lammeskind, der kontant indfører minimalstaten ad bagvejen på gennemsnitsdanskeren.

Han ærgrer sig lidt over, at Anders Fogh i en tale har sagt, at Roald Als har gjort mere for ham end talrige spindoktorer og reklamemænd kunne have gjort.

– Det er spin igen. Det er nok hans spinndoktor, der har fortalt ham, hvad han skal sige. Jeg tror ikke på, at Fogh er glad for at blive fremstillet som hulemand, siger Roald Als og tilføjer, at det dybt ulykkeligt, at Fogh introducerede minimalstaten og slæbte Danmark i krig i Irak »på en løgn«.

GROTESKE PIA
Pia Kjærsgaard nægtede i 2008 at motivere valget af Roald Als til vinder af Publicistprisen med ordene, »Ikke ham, han er ond«.

– Vi er ret trætte af Pia. Hun bliver mere og mere grotesk, samstemmer de to.

De diskuterer mulige  nye tegninger, efter at DF har krævet, at der kommer flere bare bryster på Danmarks-filmen, som indvandrere skal se, før de kommer ind i Danmark. Dét skulle kunne afholde en del fra overhovedet at søge ophold her i landet!

– Liderlige tyrkiske fætre vil da strømme til Danmark, når de har set den film, mens deres venner bliver skuffet tilbage, griner Roald Als.

– Ja, og så tegner du de tilbage­blevne venner, der står og knepper gederne, tilføjer en oplagt Poul Einer Hansen.

Da latteren har lagt sig kommer sidehistorien om Publicistprisen. I stedet for Pia Kjærsgaard blev det Venstres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der motiverede prisen.

– Jeg havde engang tegnet hende til rubrikken »Sket i ugen« sammen med lure-Anders. (Venstre-politikeren, der blev afsløret som solarielurer i Køge red.) Så mailede hun til journalisten, at hun syntes, at tegningen var sjov, men at hendes ben var pænere, end jeg havde tegnet dem. Og jeg var velkommen til at komme og eftertegne dem, griner Roald Als.

Men der viste sig en grænse. Da Birthe Rønn Hornbech i en tale motiverede Publicistprisen, svarede Roald Als med en temmelig skarp, uforsonlig takketale mod Venstre, minimalstat, EU og krig.

– Først fniste tilhørerne i salen, fordi de troede, at jeg var sjov. Så blev der mere og mere stille. Da jeg satte mig ned ved min borddame Birthe Rønn Hornbech, vendte hun ryggen til mig og talte med ham til den anden side. Hun var vist sur, fortæller bladtegneren, der gennem årene har modtaget blandt andet LO’s kulturpris i 2003, prisen som Årets bladtegner i 1996 og Årets Victor-pris i 2001.

Da Roald Als en gang skulle tegne Pia Kjærsgaard til et interview, spurgte hun i ramme alvor, om »han ikke snart ville holde op med evig og altid at tegne hende i en muddergrøft«.

– Det ansporede mig blot i at muddergrøften skulle graves endnu dybere, smiler Roald Als.