04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

24. november 1973 The missing link?

24. november 1973 The missing link?

Onsdag, 24. november, 2010, 12:23:09

Med udgravningerne i Etiopien bliver det én gang for alle slået fast, at mennesket startede med at gå på to ben, før vi udviklede vores over-dimensionerede hjerner.

Den 24. november 1973 finder den amerikanske antropolog Donald Johanson fossile rester af et knæled fra en forhistorisk menneskelig skabning ved en udgravning i Etiopien. Det bliver starten på en omfattende videnskabelig ekspedition mere end tre millioner år tilbage i tiden i jagten på selve menneskehedens begyndelse.

Siden Charles Darwin i 1871 som én af de første præsenterer den idé, at mennesket er et dyr som alle andre og i tæt familie med de store menneskeaber som chimpanser, orangutanger og gorillaer, har der blandt antropologer og palæontologer gået en vild jagt på den såkaldte »missing link« – fossile rester af et dyr, der viser overgangsformen mellem de træk, der adskiller mennesker fra andre aber.

I de følgende årtier finder videnskabsfolk hundredvis af fossiler overalt i verden, der viser tidlige stadier i menneskeracens udvikling, og med opdagelsen af dna i 1950’erne bliver det muligt at bevise menneskets slægtskab med de andre aber helt uden fossiler.

Da den franske geolog Maurice Taieb i 1972 afdækker mere end tre millioner år gamle fossiler ved Hadar i Etiopien, har jagten på »the missing link« længe været henlagt som noget, kun journalisterne interesserer sig for.

Spørgsmålet er ikke længere, hvor vidt mennesket er en abe, men om hvordan vores udvikling har adskilt os fra vores fætre og kusiner i junglen.

Taiebs fund vækker interesse hos et internationalt forskerhold, der i 1973 begynder udgravninger ved Hadar, og den 24. november 1973 finder Donald Johanson altså de første sikre tegn på menneskelignende fossiler i den 3,2 millioner år gamle klippeformation.

Det første fund består kun af et knæled med klart menneskelige træk, men i november 1974, efter mere end ét års udgravninger, rammer forskerholdet endelig jackpot: Et 40 procent komplet skelet af en cirka en meter høj menneskeabe, som bliver navngivet »Lucy«efter Beatles-sangen »Lucy in the Sky with Diamonds«, som spilles igen og igen på lejrens musikanlæg på det tidspunkt.

»Lucy«, der er det første fund af fossiler af arten »australopithecus afarensis«, er et nærmest perfekt eksempel på 1800-tallets idé om »the missing link«, for skelettet viser klart, at »Lucy« var bygget til at gå oprejst som en menneske, mens hendes hjerne af størrelse og form mindede mere om en chimpanse.

Dermed bliver det én gang for alle slået fast, at mennesket startede med at gå på to ben, før vi udviklede vores overdimensionerede hjerner. Fundet af »Lucy« og senere fund i Østafrika er med til at besvare mange andre vigtige spørgsmål om menneskets afstamning og slår én gang for alle fast, at vi alle sammen, uanset hudfarve, er af afrikansk afstamning.

Helt frem til 1994 er australopithecus afarensis vores ældste kendte forfader, der adskiller os fra andre aber, men i dag regnes det for sikkert, at mennesket har skilt sig ud for mere end fem millioner år siden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. nov. 2010 - 12:23   03. sep. 2012 - 10:59

Historie