48 af filmindustriens mægtigste mænd i USA lover aldrig at ville beskæftige kommunister eller deres sympatisører.

Den 25. november 1947 mødes 48 repræsentanter for filmindustrien på Waldorf-Astoria Hotel i New York for at planlægge en aktion imod ansatte i filmindustrien, der mistænkes for at være kommunister eller have »kommunistiske sympatier«. Den første af Hollywoods »sorte lister« er på vej.

Op gennem 1930’erne og 1940’erne har den amerikanske filmindustri flere gange været ramt af arbejdskonflikter og strejker, og en stadig større del af de ansatte i industrien har organiseret sig i faglige organisationer som Screen Writers Guild.

Den stærkere organisering vækker frygt på direktionsgangene, og frygten for de stærke fagforeninger blandes hurtigt med den stigende frygt for kommunistiske »samfundsomstyrtere« og sovjetiske spioner.

I 1947 er heksejagten på kommunister overalt i USA godt undervejs, og »Repræsentanternes Hus’ Komité for Uamerikansk Virksomhed« (HUAC), der afholder skueprocesser imod mistænkte i form af »høringer«, har for alvor rettet blikket imod Hollywood.

De første høringer i oktober giver taletid til såkaldt »venligtsindede vidner« (det vil sige antikommunister) såsom Walt Disney og b-filmskuespilleren Ronald Reagan, der bekræfter HUAC’s mistanker om, at Hollywood er infiltreret af kommunister.

Senere på måneden begynder HUAC at indkalde de »fjendtligtsindede vidner« – altså de anklagede, som primært består af manuskriptforfattere.

Ved den første høring nægter ti ud af de elleve indkaldte imidlertid at vidne for HUAC, den eneste der vidner er pudsigt nok Bertolt Brecht. Disse ti, kaldet »the Hollywood Ten«, bliver efterfølgende stævnet for foragt overfor USA’s Kongres.

I kølvandet på stævningen holder 48 af filmindustriens mægtigste mænd den 25. november et møde på Waldorf-Astoria i New York, hvor de bliver enige om en officiel erklæring, der bliver offentliggjort den 3. december. I erklæringen fordømmer filmindustrien »the Hollywood Ten«, og lover aldrig at ville beskæftige kommunister eller deres sympatisører.

Dermed er de første ansatte i filmindustrien kommet på den sorte liste. I de kommende ti år bliver listen udvidet til at omfatte flere hundrede personer deriblandt mange velansete og præmierede forfattere, instruktører og skuespillere.

På trods af støtte til de blacklistede fra store navne som Humphrey Bogart, Lauren Bacall og Danny Kaye er det først hen imod slutningen af 1950’erne at den sorte liste åbent bliver omgået af producenterne. Mange på den sorte liste finder dog aldrig arbejde indenfor den amerikanske filmindustri igen.