04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tættere på en excentriker

Tættere på en excentriker

Lørdag, 27. november, 2010, 10:37:28

Det er blevet en del nemmere at blive klog på geniet, skabekrukken og filmskaberen Lars von Trier med Nils Thorsens nye biografi.

En af Lars von Triers ægte fans er den australske skuespiller Nicole Kidman. Her ses de under optagelserne til »Dogville«
Rolf Kronow

boganmeldelse af Bjarne Nielsen

Journalisten Nils Thorsen har begået en yderst vellykket portrætbog om filmmageren Lars von Trier.

Det skyldes især, at det er lykkedes Nils Thorsen at inter­viewe 24 mennesker med kendskab til filmmageren og hans værker.

Gennem dem fremstår han som en modig og intelligent kunstner ­– fra debuten i 1984 med Forbrydelsens element over de folkelige Idioterne og Breaking The Wawes til den planlagte opfølger på Antichrist, Melancholia om verdens undergang.

Det er spændende at læse om hans baggrund via samtaler med ungdomsvenner og familie. Han er født i et kulturradikalt hjem med en lidt kærlighedsløs mor, der både var kommunist, modstandskvinde og uopnåeligt forbillede. Indblikket i hans barndom giver en hvis forståelse for hans nuværende adfærd.

Det er en bog, man skal læse, alene på grund af dens fremragende interviews med især den svenske skuespiller Stellan Skærsgård og von Trier-eksperten Peter Schepelern. De giver både indsigt og lyst til at se eller gense nogle af værkerne.

Bogen er på engang både biografi, monografi og samtalebog, hvor det lykkes at fremstille von Triers særprægede personlighed og hans intelligente syn på sin kunst.

Mellem von Trier og forfatteren er ordet samtale måske misvisende og burde erstattes med drillende – og udfordrende – debat.

Von Trier fremstår som hudløst ærlig, men lur mig om han ikke forsat har sine hemmeligheder.

Bogen er let læst og rummer mange fine fotos.

Nils Thorsen: Geniet. Lars von Triers liv, film og fobier. 400 sider illustreret, 300 kroner. Politikens Forlag

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. nov. 2010 - 10:37   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger