Den 23. oktober modtog filminstruktør Elisabeth Rygård støtte fra Gelsted-Kirk-Scherfigfonden til at udgive filmen om Vera Vang på DVD. Vi bringer hendes takketale.

Takketale

af Elisabeth Rygård

Hvem var Vera? Vera Vang var en af de utallige, modige anonyme kvinder, der risikerede livet ved at gå med i modstandskampen i Anden Verdenskrig. Hun var med i  BOPA-gruppen, som bestod af  kommunister, socialister, Spaniensfrivillige, fagforeningsfolk og alle slags sympatisører.

Jeg spurgte historikeren Morten Thing, som jeg læste sammen med dengang - og hvis far ,Børge Thing, (under dæknavnet  Brandt) – havde været aktiv i BOPA, om han ikke kendte bare én kvinde, der havde været med.

– Jo, sagde han. – Du skal møde Vera. Hun er helt fantastisk, og hun er også en fandens god fortæller !

Det vidste vi ikke
Jeg gik i skole i halvtredserne og tresserne, og dér fik vi at vide, at alle i Danmark havde været med i modstandskampen - mere eller mindre aktivt godt nok...Og minus enkelte uheldige, vildledte eksemplarer, selvfølgelig.

Jeg anede for eksempel ikke, at de unge idealistiske Spaniensfrivillige, der tog ned og kæmpede på republikkens side mod Francos, Hitlers og Mussolinis fascister, at de blev automatisk arresteret og retsforfulgt ved hjemkomsten til Danmark. Smidt i fængsel for deres såkaldte forbrydelse.

Jeg vidste heller ikke, at danske myndigheder under krigen havde udleveret lister med 500 navne til Gestapo, der kun havde bedt om 100. Denne udlevering af navne på kommunister, sympatisører, fagforeningsfolk, Spaniensfrivillige, betød, at langt de fleste senere endte i KZ-lejr.

Jeg anede heller ikke, at et enigt folketing i strid med grundloven havde ophævet de kommunistiske folketingsmedlemmers immunitet, så de kunne arresteres af Gestapo lige efter.

Retsopgøret efter krigen hørte vi intet om - andet end at den rene retfærdighed var sket fyldest. Ikke et ord om domme med tilbagevirkende kraft.

Hysteriske livmødre
I 70’erne var jeg vågnet op og begyndt med at lave film: spillefilmen Ta´ det som en mand, frue. Samtidig læste jeg litteratur og historie hos Pil Dahlerup.

Her begyndt det at dæmre for mig, hvordan officiel historieskrivning er gået for sig gennem tiderne. Vi læste den gamle græske Aristoteles, der understregede, at den hysteriske livmoder for altid ville udelukke kvinder fra alvorlige anliggender.

Den filosofi kan man da kalde en succeshistorie.

Jeg kom i tanker om Aristoteles, da jeg lige havde færdiggjort Veras historie. Jeg var spændt på reaktionen. Jeg skulle vise den for Statens Filmcentrals direktør. Hvad ville han sige til en anderledes historieskrivning?

Efter visningen sad han helt tavs, så sprang han pludselig op og viftede oprørt med armene, mens han råbte:

– Jeg synes det er uforskammet! Jeg kan ikke se, hvorfor menstruation skal blandes ind i frihedskampen!

Vera nævner kort, at hun som 14-årig bliver sendt ud og tjene hos bønder, hvor hun sultede så meget, at henders menstruationer ophørte.

Heldigvis var filmens komponist Benny Holst også til stede ved visningen:

-– Rolig, rolig, Axel, sagde han. – Ved du hvad? Lige menstruation er vi to jo nok ikke de bedste til at udtale os om, er vi?

Så var dén diskussion forbi.

De glemte kvinder
Før jeg lavede Veras historie  havde jeg kun hørt om Kate Fleron.

Morten Thing kom med som filmens historiske konsulent, og Morten påpegede noget, som jeg aldrig havde tænkt på: En traditionel krig med militære operationer kan ikke sættes lig med en folkelig opstand mod en besættelsesmagt. De fordrer nemlig to vidt forskellige slags kamp!

Modstandskampen, kan slet ikke finde sted uden at et meget stærkt bagland af kvinder deltager på mange forskellige niveauer og risikerer livet på linje med mænd.

Det er ikke et specielt dansk fænomen, at kvinderne bliver glemt bagefter. Kvinders indsats i modstandskampe over hele jorden forbliver for det meste en anonym og uregistreret indsats.

Ingen kvinder i frihedsrådet
Ingen kvinder fik for eksempel plads i Frihedsrådet under krigen, selv om Kate Fleron havde været oplagt.

På samme måde kan vi se, at en nutidig film som Flammen og Citronen fremstiller modstandskampen som kvindeløs.

Det samme kan iagttages i de kilometer af film, der lige nu ruller over de danske kanaler om Anden Verdenskrig. Kvinder optræder her allerhøjst anonymt under betegnelsen »civilbefolkningen«, der måtte udholde blandt andet voldtægter.

Den hektiske jagt på seertal synes at begrænse ytringsfriheden på den raffinerede måde, at dét, der ikke er spektakulært, foregives ikke at eksistere. Det kunne være en forklaring på, at danske seere kan få alt at vide om »Hitlers kvinder«, men indtil videre intet om kvinders indsats i modstandskampen.

Fra glemsel til dvd
Veras historie blev lavet i 1983 og havnede efter nogle års visninger på filmarkivet, utilgængelig for offentligheden. Takket være hjælp fra LO, Gelsted-Kirk-Scherfigfonden, 1. Majfonden og senere Hagensfonden, er den nu tilgængelig på DVD.

Min motivation for at lave dette -– viste det sig – store arbejde med at få filmen gjort tilgængelig igen, var, at jeg i dag oplever, at vi lever i en meget mærkelig tid. En tid, hvor den historiske glemsel og fjendtlige myter om udvalgte grupper synes at tage over. Hvor de demokratiske overgreb, der skete under krigen, faktisk sker igen. På nye måder i en ny tid.

Hvor stor en del af den danske befolkning ved for eksempel eksakt, hvad terrorloven indebærer vedrørende retssikkerhed?

At en anklage for terror i dag hverken skal bevises eller oplyses over for den, der anklages? At éns forsvarer ikke har ret til se alle sagens akter?

Frygtens lejre
Opfattelsen af ret og uret skrider ikke kun på det juridiske område.

Der er ikke kz-lejre i Danmark, men der er lejre, der er vedtaget ved danske love. Lejre, hvor mennesker lever i permanent angst for en uvis fremtid.

For eksempel Sandholmlejren, hvor en uvildig psykiatrisk undersøgelse for nylig kunne konstatere, at kun et eneste af alle børnene – et spædbarn – ikke var målbart traumatiseret. Der er lovgivet for, at det er helt i orden herhjemme.

Til glidebanen hører også sproget, når minoriteter omtales som fjendtlige elementer. Det gælder ikke kun flygtninge, men også hjemlige minoriteter

Så som bistandsklienter, unge uden uddannelse, demonstranter, der bruger deres demokratiske rettigheder, fredelige bedsteforældre, der fremstilles som aggressive ekstremister, og de få kritiske røster i medierne om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, der hurtigt bringes til tavshed.

De medborgere, der omtales som indvandrere, er det helt i orden at omtale over én kam som muslimerne. Et absurd fiktivt begreb, for der er cirka to milliarder mennesker i verden med islamisk kulturbaggrund, og vi kan vel næppe kende dem alle.

Underligt nok taler vi jo aldrig om os kristne, selv når vi hører om det voksende antal kristne ekstremister i USA, der har på programmet at skyde regeringsansatte, politibetjente og alle, der sikrer demokratiske tilstande.

Angst æder sjæle
Måske tager det kun en generation at glemme, hvad der sker, når man udnævner en minoritetsgruppe som årsag til hele verdens miserable tilstand?

Angst æder sjæle op - og angst skaber sin egen syge form for efterfølgende virkelighed. Som filmmager og instruktør har det gjort ondt i hjertet at se, hvor ufattelig let det tilsyneladende er at manipulere og opbygge nye fjendebilleder – en gang til – også her i landet.

Det er mit håb med filmen, at den kan bidrage til, at unge ikke opfatter demokratiet som en selvfølge, der er indført en gang for alle. Et fortsat demokrati kræver det enkle, at vi er opmærksomme på, hvad vi selv sender ud om andre mennesker, hvad vi udtrykker - helt til dagligt .

Det fordrer også vor interesse for, hvordan landets love ændres og fortolkes på spidsfindige eller knap så spidsfindige måder. Dette vigtige punkt fremgår om noget af Veras historie.