10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gangsterroman af Dashiell Hammett-kvalitet.

Gangsterroman af Dashiell Hammett-kvalitet.

Tirsdag, 30. november, 2010, 10:14:51

Som en baggårdskat i en rotterede smyger privat-detektiven Lennox sig rundt i Glasgows brutale gangstermiljø. Tævene hagler ned over ham, indtil...

Den tidligere politibetjent Craig Russell er nu en succesfuld kriminalforfatter, der er oversat til 23 sprog
Jerry Bauer

boganmeldelse af George Zeuthen

Skotland 1953, Glasgow. Her er mange stadig mærket af Anden Verdenskrigs forråelse. Lejemordere og andre gangstere optræder med samme voldsomhed som i Al Capones Chicago 20 år tidligere.

Her lever privatdetektiven Lennox, der – skønt canadier – har slået sig ned i byen.  Han er en af den slags privatdetektiver, der ofte befinder sig på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted.

Tilfældigt bliver han sigtet for mordet på en af Glasgows bandeledere, men slipper fri igen. Senere følger andre mord, og nu går den vilde jagt rundt i byen.

Lennox er snart jægeren og snart den jagede, men han er en overlever og hvirvles ind i en kamp mellem rivaliserende kriminelle bander og udefrakommende interessenter.

Efterhånden får han mere og mere styr på, hvorfor mordene sker, og da han ved for meget, og da en bandeleder hyrer ham til at opklare mordene, går det rigtigt løs.

Lennox forsøges myrdet flere gange, han får bank, og samtidig – som så mange privatdetektiver før og efter ham – horer og drikker han. Han får også tid og lejlighed til at rage en masse illegale penge til sig. I et overraskende plot løser han gåderne, mens de onde skurke likvideres.

Der er intet politisk i bogen, men den er en glimrende dyster skildring af Glaskow få år efter krigen og den har en snedig intrige.

Lennox er bragende god underholdning, og en af den slags kriminalromaner, der gør noget ud af miljø- og personskildring. Har man lyst til en godt fortalt og spændende historie, kan Lennox varmt anbefales.

Tag den med på ferie, slap af og hyg dig med mordene.

Craig Russell:Lennox. 259 kroner. Hovedland

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2010 - 10:14   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger