04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En hyldest til bløde mænd

En hyldest til bløde mænd

Onsdag, 01. december, 2010, 09:41:34

Kristian Holm Joensen danser, synger, fjoller og snakker sig gennem den bløde mand, fra det første skænderi med Eva, til Julemanden.

Kristian Holm Joensen slog igennem som Ronnie-drengen i kultfilmen »De skrigende halse« af Søren Fouli og Bo hr. Hansen.

teateranmeldelse af Gert Poder

Han er patetisk, fjollet, stolt, blæret, ydmyg, dum, usikker, selvglad, genert, liderlig – kort sagt den bløde mand i al sin mangel på storhed, men åh så rar.

Livets mening er i virkeligheden at at tilfredsstille hende dér ­– kvinden. Som han aldrig lærer at forstå, fra den dag Eva drøner ham ud »på ubestemt tid« med en flyttekasse fra Adam til han klipper navlestrengen på sin førstefødte.

Den bløde mand har fået sit eget teaterstykke. Mænd i mindre doser hedder skue­spiller Kristian Holm Joensens soloforestilling på det lille, intime dagligstueteater FÅR302 ved Nyhavn i København.

Sammen med den norske instruktør Frede Gulbrandsen serverer han Manden som blød julepakke. De to herrer strør om sig med figurer, der kalder på både den skraldende latter til omsorg og medlidenhed.

Fælles for dem alle er, at de er genkendelige – og rare. Kristian Holm Joensens palet rummer ikke den følelseskolde politiker, den dyriske gangster, krigsforbryderen, der myrder og  vold­tager, fordi han kan.

Også taberne mangler, junkierne, alkoholisterne, de patetiske selvklynkere på lives bænk.

I stedet får vi en rejse ind i mænd som de er flest – som ham der startede til Drama, Krop, Bevidsthed og Beherskelse 1, så han kunne følges på aftenskole med hende der den lækre sild, og som har lært at danse rødgrød, der koger over.

Eller den endnu mere generte og kiksede Finn, der er sur på sin eneste ven Nillermanden, fordi han har givet ham et pik­slips – »for hvornår kan man gå med sådan ét«.

Parly kender vi også – småfed, med hentehår og så dårlige scorereplikker, at det ikke undrer han er single. Og Rambo-typen, latterlig i sin opblæste machohørm og ude af stand til at fatte sin egen pinlighed.

Kristian Holm Joensen kan sin bløde mand. Fra Ronni-drengen i Søren Fauli og Bo Hr. Hansens De skrigende halse i 1993 til Flink i Ligkistemagasinet i år på Betty Nansens Teater.

Mænd i mindre doser er en både morsom og tankevækkende oplevelse, som rejser ét væsentligt spørgsmål:Hvad i alverden vil de med os, de der kvinder?

Mænd i mindre doser. Soloforestilling med Kristian Holm Joensen. Instruktion: Frede Guldbrandsen. FÅR 302, til 18. december.

Kristian Holm Joensen slog igennem som Ronnie-drengen i kultfilmen »De skrigende halse« af Søren Fouli og Bo hr. Hansen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2010 - 09:41   03. sep. 2012 - 11:07

Teater