Med Det Kongelige Teaters opsætning af Puccinis melodramatiske opera Madame Butterfly får publikum en oplevelse, så hatten passer.

Som salt i et åbent sår må den ulykkelige moder aflevere sit barn til denne karrikatur af en mand, der ikke engang vover at fortælle hende om sit nye ægteskab.

Miklos Szabo

^operaanmeldelse af Gert Poder

– Husk lommetørklæder, smiler Det Kongelige Teaters operapressedame venligt på vej ind til forestillingen.

Der er premiere på den italienske komponist Giacomo Puccinis (1858-1924) opera Madame Butterfly. Den  bygger angiveligt på en autentisk historie fra 1900 om en skotsk mand, der gifter sig med en ung japansk théhus-pige.

To en halv time og et hav af Kleenex senere sender publikum aktørerne og Det Kongelige Kapels hårdtarbejdende musikere til fyraften med stående klapsalver.

Forud er gået en nærmest magisk musikalsk kraftpræstation – et orgie i ørehængende stemmekraft, fulgt veloplagt til dørs af kapellets italienske dirigent Giordano Bellincampi.

Bevares, for hardcore fans er Madame Butterfly opera light, på kanten til operetten – med dens enkle, romantiske  historie og ørehængende melodier. Men der skal også være noget til husarerne, og det er der så rigeligt i denne opførelse.

gør nar af usa

Historien handler om den 15-årige dansepige O-Chó-Chó (sommerfugl), der gør sit livs lykke ved at ægte den amerikanske flådeofficer Pinkerton. Men han er en sjuft, der  iskoldt udnytter japansk lov. Ifølge den er kun gift, så længe de bor sammen. Den dag han flytter, ophører ægteskabet med at eksistere.

En skønne dag har han fået nok af sin sommerfugl, på vej hjem, hvor hans brud en hvid kvinde af god familie, venter – hans rigtige ægteskab. Det i Japan er kun sømandens jagt efter fornøjelse uden ansvar.

Men den lille sarte, japanske kvinde, der har betalt for sin kærlighed til en udlænding med social udstødelse, holder fast på sit.

I Amerika er alt godt og retfærdigt. Ingen vil behandle en kvinde så brutalt, og den lokale amerikanske konsul Sharpless taler for døve øren, når han opfordrer hende til at komme videre med sit liv.

Stædigt klamrer hun sig til håbet om, at hendes Pinkerton er vis og god. Han vil vende tilbage og give hende oprejsning for de lidelser og afsavn, som hun har måttet acceptere for deres kærlighed.

Kun støttet af den trofaste tjenestepige Suzuki, der tålmodigt lytter til hendes bønner og forbandelser, venter hun og afviser smilende ethvert tilbud om at gifte sig til velstand.

Værre endnu: Der er kommet et barn ud af forholdet – en lille dreng med blå øjne og lyst hår. Da konsulen besøger hende tre år senere, fortæller hun ham lykkeligt om dette glædens barn.

Det skulle hun ikke have gjort, for dette barn, der er sin moders trøst, er amerikansk. Som salt i et åbent sår må den ulykkelige moder aflevere sit barn til denne karrikatur af en mand, der ikke engang vover at  fortælle hende om sit nye ægteskab.

Resultatet er uundgåeligt. Hun har mistet sin ære, og som japaner kan den kun reddes på én måde: Det modige selvmord.

et orgie af stemmer

Det er den ægte, tålmodige kærlighed, som afviser al modgang, der strømmer ud af den spinkle kvinde.

Det er på én gang politik og romantik. Puccinis opera blev opført første gang i 1904, samme år som Verdensudstillingen åbnede i den amerikanske storby St. Louis. Og samme år som Japan gik i krig med Rusland, efter at have slået Kina militært.

Med den japanske grafiker Katsushika Hokusais impressionistiske træsnit Den store bølge ud for Konogawa som baggrundsdekoration, udstiller operaen skånselsløst et selvhævdende og  brutalt amerikansk magtbegær, som alle må bøje sig for.

Det er den gyldne tids (La Belle Epoque) moralske euro­pæer, der vrænger på næsen af tidens næsegruse beundring for alt, der var amerikansk.

Paradoksalt nok bygger  operaen samtidig på en ukritisk romantisering af det mystiske, magiske Japan, dets kunst og skikke, som kun få kender rigtigt udenfor landets grænser.

Madame Butterfly er svær ikke at få under huden. Den sanselige musik, der ledsager budskabet om at kærlighed er stærkere end al svigt, følger sin egen symfoniske logik og lever sit eget harmoniske liv, selv om vi alle ved, at historien må ende tragisk.

Det er stor kunst, flot sat op, dynamisk spillet og formidlet af et hold engagerede kunstnere. Det er en fantastisk og rørende oplevelse –  men husk lige lommetørklædet.

Giacomo Puccini: Madame Butterfly. Det Kongelige Teater, Operahuset, til 16. april 2011.