Betty Nansen viser flagrende ord-tungt drama om tre aldrende søskende, der er låst fast i barndomshjemmets rammer
teateranmeldelse af Nick Bruun
Østrigeren Thomas Benhard døde i 1989. Inden da havde han skrevet store mængder af skriftligt materiale. Blandt andet en del skuespil.
I hans skuespil udtrykker hans selvoptagne hovedpersoner i lange monologer sig om ensomhed, vaner, sprog og skyld. Således også i stykket der går på Betty Nansen Teatret.
Temaet er ikke fri fantasi. De findes – søskende der vokser op men aldrig ud af far og mors skygge. Som aldrig skaber deres egen familie, endsige eget liv.
Stykket Kirsten, Ghita, Stig handler om de to skuespiller-søstre, der hjemtager deres psykisk syge Filosof-bror fra et sindsygehospital. De er fabrikantbørn af overklassen, så penge er ikke problemet.
Herefter er blikket vendt bagud; mod det der var engang, de faste roller blandt de tre søskende, deres indbyrdes slagsmål, jalousi, konflikter.
magtens relationer
Scenografien er fængende fantastisk. Væggene tårner sig op mod himlen, storblomstret-tapetseret snart i lilla, snart blåt eller rødt. Scenen er skrå, som de brædder søstrene har betrådt gennem deres karrierer. Møblerne er skæve, alt går på held eller hælder i barndomshjemmet.
Ghita tuller rundt og gør klar til broderens ankomst til middagsbordet, mens hun pludrer løs om hans behov, evner, pleje og omsorg. Hun vil virkelig tage sig af ham.
Gammel jomfrueligt, lidt plump i figuren, forguder hun broderens genialiteter, som han dikterer til hende. Hun nedskriver hans filosofiske udladninger og selvkonstruerede virkelighed. Digre værker er det blevet til.
Lillesøster Kirsten sidder beskuende passivt, med medicinerende vin og græmmer sig hånligt-nedladende over søsterens anstrengelser.
I et ensartet, nærmest monotont stemmeleje flagrer hun i stykket. En ikke særlig spændende figur, som instruktør Peter Langdal har fået ud af den rolle, og det er synd for publikum og Kirsten Lehfeldt.
Og så kommer Stig. Iklædt sære attituder og meninger indtager han scenen og huset - og straks vendes der op og ned på relationerne og magten i huset. Alliancer på kryds og tværs åbnes op mellem de tre søskende, som spindelvæv over scenen.
Det bliver absurd og svært at følge med i Stigs lange lange nihilistiske monologer om filosofi, menneskets nederdrægtighed og mangler. Det bliver glimtvis morsomt, men aldrig rigtig farligt og chokerende.
et spil om et spil
Der bliver i omtalen og opsætningen af stykket spillet på at det er skuespillerne Ghitha Nørby, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer der er på scenen. Og ja, det mærkes.
På en pudsig måde sidder man også med følelsen af, at stykket er skuespilleren Ghita Nørby der spiller denne her rolle, men man forsvinder ikke ind i historien/forestillingen/stykket og glemmer det.
Så i stedet for at se teaterstykket om de tre søskende, ser vi teaterstykket om de tre skuespillere der spiller….og det er måske også meningen - at alt er iscenesat, livet er en (teater)prøve som der står i programmet.
Modsætningen mellem den ord-tunge bror og den naive-plumbe søster har jo basis for gnistrende dramatik. Men man drukner i ordene fra filosoffen, uden at kunne dechifrere de muligvis kloge og tankevækkende ytringer, og spillet bliver udramatisk.
Det er ikke så godt når det er teater. Det kan virke som om iscenesættelsen ikke kommer dybt nok ned i materien i stykket.
Den bevæger sig på overfladen – og så bliver det: »Ghita Nørby spiller et eller andet tysk dramatik«.
Kirsten, Ghita, Stig af Thomas Benhard. Instr.: Peter Langdal. Betty Nansens Teater til 22. januar 2011.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278