04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FM 4-radio bindes politisk

FM 4-radio bindes politisk

Onsdag, 08. december, 2010, 10:31:09

Den fjerde FM-kanal, også kaldet Radio Møller, bliver detailstyret af kulturministeren i en hidtil uhørt grad. Udbudsmaterialet for den nye kanal, som netop er sendt til høring hos alle andre i branchen end Danmarks Radio, bestemmer alt ned til mindste detalje.

Kravene går helt ned i, hvor mange minutters satire, nyheder, kultur- og magasinprogrammer, der skal sendes dagligt eller ugentligt. Det krænker ifølge Henrik Søndergaard, der forsker i public service-tv og -radio umuligt at bevare stationens uafhængighed.

– Uafhængig publicistisk indhold tåler ikke, at politikerne er for tæt på, og her går man over grænsen, lyder hans vurdering til dagbladet Politiken.
Kulturministeriet nøjes ikke med at bestemme de forskellige programtyper. Det stiller for eksempel også krav om, at værter på kulturmagasiner skal have en faglig baggrund, og det vækker forundring hos lektor i medievidenskab, Per Jauert.

– Vi har ikke set før, at politikerne greb direkte ind i de journalistiske arbejdsprocesser, siger han til Politiken, som undrer sig over, at den kraftige styring kommer netop fra en borgerlig regering.

– Jeg har ikke set noget lignende før. Det er paradoksalt, at en liberal regering ønsker så stram en statsstyring af et medie, som skal drives af private.

Den fjerde FM-kanal er resultatet af et medieforlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det skal knække Danmarks Radios dominerende stilling på markedet ved at skabe en snakke-hygge radio. Den nye kanal får årligt 100 millioner kroner til at sende for.

Men fagfolk mener ikke, at ideen bag den fjerde kanal holder i forhold til at gøre den mere populær end Danmarks Radio. Og det skyldes ifølge Jim Receveur, der er direktør for de kommercielle radioer FM100 og Radio Soft, at kravene er så omfattende.

– Det er umuligt at nå så mange lyttere med de her krav. Forventer man millioner af lyttere hver uge, bliver det en fiasko, siger han til Politiken.

Derimod forventer han, at den nye radio kan presse DR som nichekanal på den ikke-kommercielle del af programfladen, den såkaldte public service.

Han forventer en lytterandel på cirka halvanden procent af lytterne. Det svarer til, hvad DR’s P1 og P2 har nu.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. dec. 2010 - 10:31   03. sep. 2012 - 10:53

Medier