04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fokus på Afrika

Fokus på Afrika

Fredag, 10. december, 2010, 10:32:19

To-dages festivalen Destination Africa i VerdensKulturCentret & Global sætter fokus på Afrika med film, foredrag, dans, mad og musik.

Bil Aka Kora er et stort navn i det burikinske musikliv siden han udgav sit første album i 1998.

I dag og i morgen er det muligt at høre mere om det store kontinent syd for Europa.

Afrika har altid fortryllet de europæiske civilisationer – fra Hellas og Rom til EU. Og Europa har altid taget sig godt betalt for sit engagement i Afrika.

Det og meget mere sætter en to-dages minifestival fokus på. Det er VerdensKulturCentret og Global i Nørre Allé på Nørrebro, der har samlet dansk og afrikansk viden og kunst til en kalejdoskopisk fortælling.

bil aka kora

I aften lægges der ud med en koncert, hvor Bil Aka Kora fra Burkino Faso giver koncert.

Han blander den traditionelle djongo, der var den dans mænd brugte til at forføre kvinder med før de drog i krig, med nyere stil­arter som jazz, reggae og blues.

Bil Aka Kora er et stort navn i det burikinske musik­liv siden han udgav sit første album i 1998.

Koncerten starter klokken 22.00 og dørene åbnes en time før.

verden brænder

Klokken 12 om lørdagen kan man møde et hold elever fra Krogerup Højskole. De har deltaget i projektet Verden Brænder.

Projektet er et samarbejde mellem Krogerup Højskole og Operation Dagsværk. Fire ugers rejse i Sydafrika og Zimbabwe, efterfulgt af et intenst højskoleophold har givet eleverne et indblik i globaliseringens indflydelse på det lokale liv i den sydlige del af Afrika.

Eleverne har blandt andet besøgt sociale bevægelser og uddannelsesprojekter, der på forskellig måde forsøger at skabe forandring.

De har desuden kastet et kritisk blik på den danske udviklingsbistand og diskuteret, hvilke interesser der er på spil.

epa-handelsaftaler

Klokken 13 vil Sigrid Lauenborg Dahl fra bistandsorganisationen IBIS sætte fokus på den del af europæisk nykolonialisme, der sker gennem EPA-handelsaftalerne.

Det står for Economic Partnership Agreements og er bilaterale frihandelsaftaler mellem EU på den ene side og landene i Afrika, Vestindien (Caribien) og Stillehavsregionen, de såkaldte AVS-lande.

Forhandlingerne om disse aftaler, der begyndte for otte år siden, pågår stadig. Kun den caribiske region har indgået egentlige EPA-aftaler, mens nogle få lande i Afrika og Stillehavsregionen har indgået en form for bindende aftaer med EU.

Kritikerne af disse aftaler mener, at de fastholder befolkningen i fattigdom, fordi de ikke tager hensyn til udviklingslandenes behov og de vilkår, de lever under.

debat om jordrettigheder

Klokken 14 vises dokumentarfilmen We are in the water already - land disputes in post-conflict Liberia. Den ser nærmere på de konflikter der er opstået omkring jordrettigheder i det borgerkrigshærgede Liberia.

Filmen introduceres af Jairo Munive Rincon, som er cand.scient.soc. i udviklingsstudier og offentlig administration. Han skriver på et PhD.-speciale i konsekvenserne af at integrere de afvæbnede soldater og oprørere i Liberia. Efter filmen er der debat.

afrika under overfladen

Klokken 15 vises en dokumentarserie, der stiller skarpt på det Afrika, vi sjældent eller aldrig hører om. Afrika under overfladen er en slags road-movie gennem kontinentet.

Den giver et nuanceret billede af afrikanerne gennem deres lidenskaber og styrker, et billede af energi og skabertrang, når fokus sættes på de afrikanske kunstnere. Det er filmfolk, musikere, digtere og modefolk, der sætter dagsorden for det nye Afrika.

Den underholdende, tankevækkende og humoristiske serie er instrueret af Andreas Johnson og støttet af Danida.

Der spises middagsmad klokken 18 og klokken halv ni viser elever fra Saids Danseskole et afrikansk danseshow.

Der sluttes af med musik. Den herboende, tanzanianske musiker Dulla Mnanga har samlet et kompetent hold med blandt andre percussionisten Eliel Lazo og bassisten Rasmus Kærså.

Det er musik med rødder i Tanzanias mange stammesamfund med lån fra salsa og reggae.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2010 - 10:32   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur