Fattigmandskonfekt og ugeblade med kravle¬nisser dengang i halvtredserne kan nu opleves eller genopleves på Arbejdermuseet.

Der var engang, hvor julehyggen blev skabt med kravlenisser og vat, og hvor familiens børn skiftedes til at åbne julekalenderen. Ak, ja, det var tider...
Frem til juleaften kan man opleve eller genopleve den tid på Arbejdermuseet i Rømersgade. I anledning af højtiden er museets butiksgade pyntet med granguirlander, der hænger fra A.C. Hansens Trikotage til Atlantic Bio. Biffen spiller naturligvis Far til Fire - til Julebal i Nisseland.
I butikkerne er der bolsjer og juleklokker, og Kaffebaren sælger gammeldags julebag i hele december. Og selvfølgelig vrimler det med julekravlenissetegner Frederik Brammings frække nisser her, der og alle vegne.
Dem kan man også finde i Museumsbutikken, der fører stort set alt i julepynt med en historie.
På museets hjemmeside er man gået endnu længere tilbage i tiden. Her bringer man hver dag en tegning fra det hedengangne socialistiske satiriske magasin Ravnen, som fra 1876 til 1921 gav borgerskabet tørt på.
Ravnen blev skabt og først drevet af Harald Brix, der desuden stod som udgiver af Danmarks første ikke-borgerlige avis, Socialisten, sammen med sin fætter, Louis Pio og agitatoren Paul Geleff. De to sidstnævnte blev ifølge Paul Geleff bestukket af politiet til at flygte til USA, mens Harald Brix tog skraldet med fire års fængsel.
Han døde i en alder af 41 år i 1881 af de sygdomme, han havde pådraget sig under en foregående fængselsdom i forbindelse med sin deltagelse i Slaget på Fælleden i 1875.
Blandt illustrationerne fra Ravnen er denne tegning af »Den arbejdsløses jul«, der blev bragt i julenummeret i 1908.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278