03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mellem udvikling og ny-kolonialisme

Mellem udvikling og ny-kolonialisme

Lørdag, 15. januar, 2011, 10:52:22

»Wish You Were Here« sætter fokus på forholdet mellem udviklingsbistand og nykolonialisme og på, hvordan kunst og kultur kan bruges til at forandre undertrykte samfund.

boganmeldelse af Gert Poder

De to kunstnere Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark har arbejdet en del år i Nepal, hvor de som kunstnere har forsøgt at yde deres bidrag til at udvikle det nepalesiske samfund.

Emnerne for deres arbejde har været tværgående problemer som kønsroller, menneskerettigheder og klimaforandringer.

Ud fra erfaringerne med dette arbejde har de udgivet bogen Wish You Were Here.  Den sætter fokus på forholdet mellem kunst og udviklingsbistand i den såkaldte godhedsindustri.

Haugaard og Kilsmark stiller det enkle spørgsmål: Er vi overhovedet i samme båd, når det gælder forholdet mellem donor og uland, mellem udviklingsarbejder og den lokale befolkning. Udvikler vi for at tjene penge, af idealistiske årsager eller måske blot fordi vi ikke har noget andet fornuftigt at tage os til her og nu?

De beskriver selv projektet på hjemmesiden www. art 4change.info:

udviklingsbistand på tværs af grænser

»Wish You Were Here handler om transnationale, tværfaglige samarbejder og tværkulturel kommunikation i sammenhæng med samtidskunst og international udvikling. Bogen præsenterer perspektiver og undersøgelser af, hvordan samtidskunst, kultur og udvikling kan interagere.

Den indeholder bidrag fra kunstnere, udviklingseksperter og akademikere fra Europa og Asien som alle undersøger og analyserer områder og situationer med udveksling og inter­kultur – på tværs af nationer og i lyset af globale magtstrukturer.«

Bag de fine ord gemmer sig en god portion humor. Bogen indledes med et spørgeskema, der bør ramme mellemgulvet på de fleste af  godhedsindustriens medarbejdere:

De bliver blandt andet spurgt om de vil eller allerede arbejder med udviklingsbistand for pengene skyld? Om de ville arbejde helt eller delvis gratis? Om de synes, at arbejdet med kunst og udviklinge er ideologisk?

I de efterfølgende 30 postkort skriver bistandsarbejdere om sig selv i et Nepal i forandring, men også om et land der skriger på udvikling bort fra et ældgammelt, undertrykkende feudal-styre.

Bogen bringer desuden dels flere teoretiske indlæg, et interview omkring kunst og aktivisme, et eksempel på en kunstnerisk inspireret valgkampagne, en økonomisk analyse af udviklingsbistandens påvirkning på Nepals økonomi, samt et righoldigt fotografisk materiale.

kan kunst gøre en forskel?

I forbindelse med bogudgivelsen og Maj Hasager & Helen de Mains aktuelle udstilling, »Invitation to the possible«, bliver der afholdt et seminar på Overgaden – Institut for samtidskunst på Christianshavn.

Oplægsholderne beskæftiger sig alle med kunst i tværfaglige og interkulturelle globale sammenhænge.

Under overskriften: ”Kan kunst gøre en forskel”? spørger seminariet blandt andet:  Hvad kan kunst og international udvikling udrette sammen og kan kunst agere politisk uden at tage part?

Oplægsholderne er Lotte Philipsen, post. doc. ved Århus Universitet og forfatter til bogen Globalizing Contemporary Art. Morten Goll, kunstner og initiativtager til Trampolinhuset. Morten Gøbel Poulsen, projektleder CKU, Carsten Juhl, lektor for Teori og Formidling på Kunstakademiet. Seminariets moderator er Maria Kjær Themsen.

Seminaret, der er støttet af The British Council i København, foregår på engelsk. Der vil blive serveret Gin & Tonic.

Nynne Haugaard og Nikolaj Kilsmark: ”Wish You Were Here”. 177 sider rigt illustreret, pris 27 Euro + forsendelse. Forlag: Revolver Publishing, Berlin. Bogen er på engelsk.

 

Bogudgivelse og seminaret:

Kan kunst gøre en forskel. Overgaden Neden Vandet 17, Christianshavn.

I dag kl. 13-16

»Wish You Were Here« imponerer med et righoldigt fotografisk materiale som dokumentation for samarbejdet mellem kunst og udviklingsbistand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2011 - 10:52   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger