03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

I en konfliktfyldt tid

I en konfliktfyldt tid

Tirsdag, 18. januar, 2011, 10:37:45

Verden er fuld af små og store konflikter. Nogle kræver overvejelse, andre et hurtigt snit. Det sidste leverer de gakkede syrehoveder bag makker­parret Wulffmorgenthaler.

tegneserieanmeldelse af Gert Poder

Står du lige og mangler et par løsninger eller to på så forskellige problemer som den moderne børneopdragelse, ægteskabet, plastikkirurgi og pædofile julemænd, så fortvivl ikke.

Hvis du ikke er alt for sart med, hvilke løsninger der skal vælges, så prøv en tur rundt i de to gakkede syrehoveder Mikael Wulff og Anders Morgenthalers grænseoverskridende univers. Her glimrer ethvert tilløb til politiske korrekthed ved sit fravær.

Makkerparret præsenterede første gang deres striber på bagsiden af Politiken for snart ti år siden. Meningerne om lødigheden af deres arbejde har siden været mange og delte.

Sikkert er det i hvert fald, at de i 2003 samlede nogle af dem i Se uden hænder!, og at de siden  hvert år har beriget de danske smilebånd med deres striber og tegninger.

2010 er ingen undtagelse. Med Konfliktløsning på højeste plan samler  Wulffmorgenthalers igen-igen årets bedste striber, hvor alt fra truede dyrearter til feng shui-kirurgi, hipster-bjørne og manipulerende revisorer får deres bekomst.

Med det ædle formål at gøre hverdagen endnu mere latterlig end den er i forvejen, laver bogens striber alvorligt rav i begreber som anstændighed, kønsdrift, miljøkamp og dating på internettet.

Det går galt, fordi det skal gå galt. Det er hylende grinagtigt, også den del der fuldstændig forudsigeligt foregår et godt stykke under bæltestedet.

Wulffmorgenthaler forsøger jo kun at bevise, hvad vi har vidst igennem hele menneskets udviklingshistorie: At vi er nogle selvoptagne narrøve, der lever livet farligt, kun tænker på os selv, og med største selvfølgelighed bryder de 10 bud samt alle andre fredelige og hæderlige forsøg på at få os til at opføre os pænt over for hinanden.

Det behøver man selvfølgelig ikke betale små 130 kroner for at finde ud af. Men gør det alligevel. Det tragiske bliver ikke meget morsommere en hér.

Konfliktløsning på højt plan. Wulffmorgenthaler. 104 sider, 130 kroner, Lindhardt og Ringhof.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2011 - 10:37   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger