Leningrad holdt stand og står tilbage som et symbol på modstanden imod fascismens krigsmaskine.

Den 27. januar 1944 presser de sovjetiske troppers offensiv den tyske besættelsesmagt tilbage på den nordligste del af fronten og bringer det tyske artilleri udenfor rækkevidde af deres mål i storbyen Leningrad.

Dermed slutter verdenshistoriens blodigste belejring efter to et halvt år med ufattelige lidelser for civilbefolkningen.

Belejringen af Leningrad bliver en realitet den 8. september 1941, da Nazi-Tysklands tropper, der har været på uafbrudt fremmarch siden angrebet på Sovjetunionen den 22. juni, lukker den sidste landforbindelse til millionbyen, der nu er spærret inde på en smal landtange mellem Østersøen og Ladoga.

Takket være byens stærke forsvar, der ikke mindst skyldes en enorm indsats fra hundredtusindvis af frivillige borgere, opgiver tyskerne hurtigt at storme byen. De begynder i stedet systematisk at bombe og udsulte byen, der kun kan forsynes gennem farefulde transporter over Ladoga, som også er den eneste vej civile kan evakueres ad.

Efter to rædselsfulde vintre, hvor sulten, kulden og de konstante bombardementer har dræbt hundredtusinder, lykkes det endelig i januar 1943 at åbne en smal stribe land, som sikrer Leningrad en vis sikkerhed for forsyninger.

Det bliver dog først med den sovjetiske offensiv i vinteren 1943/44, at belejringen endelig bliver hævet. Den 27. januar, 872 dage efter byen blev indesluttet, har offensiven presset tyskerne i en afstand af omkring 70 kilometer fra Leningrad, udenfor artilleriets rækkevidde.

På det tidspunkt har belejringen kostet over to millioner mennesker livet, halvdelen af dem civile, hvad der gør slaget om Leningrad til den blodigste belejring i verdenshistorien, blodigere end slaget om Stalingrad, Moskva og atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki tilsammen.

Alligevel har Leningrad holdt stand og står tilbage som et symbol på modstanden imod fascismens krigsmaskine.