Selv med 335 år på bagen er der masser af guf i Det Kongelige Teaters totalt morsomme opsætning af Molières »Misantropen«

Ubønhørligt sandhedssøgende – blot ikke i forholdet til den underskønne Cèlimène, der lever et liv styret af løgn, bedrag og bagtalelse.

Per Morten Abrahamsen

^teateranmeldelse _{af Gert Poder}

Alceste er eddikesur på hele verden. Denne intelligente besserwisser foragter sine omgivelser for deres smiskende skrabud og løgnagtighed.

For ham tæller sandheden, kun sandheden, også selv om den måtte skade ham selv. Hadefuldt åler han alt og alle, selv vennen Philinte, for at foretrække smiger fremfor den rene, skære sandhed.

Men det kan være svært at holde styr på principperne, når det kommer til kærligheden. Nok er ånden redebon, men kødet er også skrøbeligt.

For lige så meget som Alceste hader den virkelighed, der omgiver ham, lige så smaskhamrende forelsket er han i den unge Célimène. Hun er 20 år, smækfuld af liv og godt skåret for tungebåndet, lidt for godt måske, og en intrigens mester.

Til Alcestes fortvivlelse omgiver hun sig med netop den slags hofsnoge, der er hans absolutte modsætning. Deres eneste tidsfordriv er at bagtale de, som ikke er tilstede ved de utallige middagsselskaber, der er tilværelsens omdrejningspunkt.

Sammen med sin smukke, stille kusine Éliante og den ældre, mandeglade Arsinoé styrer Célimène lystigt rundt disse tomhjernede, men indflydeldelsesrige hanhunde.

Lige ind til hun bliver offer for sine egne løgne, og Alceste bliver offer for sin ubændige sandhedstrang.

elegant satiriker

Moliére (1622-1673) skrev dette stykke om politisk korrekthed og selvfedhed i 1666 i sin mest produktive epoke. Han hentede sine temaer både den italienske maskekomedie og fra middelalderens ofte vulgære komedier og farcer.

Disse ofte ret jævne stykker omdannede han med enormt talent og menneskekundskab til en række skue­spil, der stadig spilles, og med god grund.

Trods konkurs med sin teatertrup og evig pengemangel blev Molière sit århundredes førende, franske dramatiker. Det skyldtes ikke mindst, at han udfoldede sig under den unge solkonge Louis den 14.’s beskyttende vinger.

De afskyede begge af et godt hjerte den mægtige katolske kirke, og uhørt for den tid fik Molière lov til at flå huden af religiøs galskab og mani­pulation i stykker som Tartuffe (1664) og Dom Juan (1665).

Andre stykker som Den Gerrige og Læge mod sin vilje gør tykt nar af tidens dobbeltmoral. Her skildrer han en række bedsteborgere på glatis, lige som i komedien Den indbildte syge, der lige nu går på Folketeatret.

Hans stykker kom snart  til Danmark, der har en gammel Molière-tradition, ikke mindst takket været Ludvig Holberg, der ikke lagde skjul på sin beundring for den elegante franske dramatiker. Han lod flittigt sin kollegas stykker opføre i 1720’erne, og støbte dermed et solidt, komisk fundament for dansk teatertradition.

Det kan vi så drage nytte af i dag, for Det Kongelige Teater kan sin Molière til fingerspidserne. Anført af Lars Mikkelsen, Tammi Øst, Steen Stig Lommer og Mille Lehfeldt suser spidsfindighederne – på rim! – over scenen i et vanvittigt tempo.

Det er festligt, fornøjeligt og et enestående bevis for, at når det kommer til menneskelig svaghed. er der intet nyt under solen.

Misantropen. Instruktion: Thomas Bendixen. Det Kongelige Teaters Skuespilhus, Til 26. marts.