Quislings regering bruger mest deres tid på at indføre deres egen udgave af nazisternes racelove.

Den 1. februar 1942 indsætter den tyske besættelsesmagts rigskommissær Josef Terboven lederen af det norske fascistparti, Vidkun Quisling, som ministerpræsident for Norge.

Allerede på dagen for Nazi-Tysklands angreb på Norge og Danmark den 9. april 1940 har Quisling, der er »fører« for fascistpartiet Nasjonal Samling, forsøgt at tage magten ved et statskup.

Det viser sig dog næsten med det samme, at hverken Quisling eller hans parti nyder nogen som helst respekt hos hverken den norske befolkning eller militæret. Efter at have støttet Quisling i tre dage vælger den tyske besættelsesmagt i stedet at lade det tyske rigskommissariat under Josef Terboven i samarbejde med det såkaldte »Administrationsråd« regere det besatte Norge.

Det viser sig dog hurtigt, at besættelsen af Norge langt fra bliver ligeså nem for tyskerne som besættelsen af Danmark, hvor både regeringen, Folketinget og erhvervslivet hurtigt indstiller sig på et åbent samarbejde med besættelsesmagten.

Trods den brutale undertrykkelse fra Terbovens regime vedbliver den norske befolkning med at opretholde en stejl modstand overfor besættelsen, og modstandsbevægelsen bliver tidligt en alvorlig trussel for tyskerne.

Løsningen bliver at indsætte en norsk marionetregering, og trods sin tidligere fiasko får Quislings fascister igen chancen. Den 1. februar 1942 bliver Quisling indsat som ministerpræsident i spidsen for en regering, der på papiret har ret vide beføjelser.

I realiteten fortsætter Terbovens rigskommissariat dog med at have næsten diktatorisk magt, og Quislings regering bruger mest deres tid på at indføre deres egen udgave af nazisternes racelove og bygge luftkasteller for Norges store fremtid i »det nye Europa« under nazismen.

Da Nazi-Tyskland endelig bryder sammen ved krigens afslutning i maj 1945 bliver Quisling, i modsætning til sine danske kollegaer i samarbejdsregeringen, arresteret og i efteråret dømt til døden for forræderi og henrettet.

I dag er navnet »Quisling« i mange europæiske lande blevet nærmest synonymt med forræderi.