Danny Boyles »127 Hours« er historien om en lidt for sej fyr der får set ind i sit ret klamme indre, mens han kæmper for livet, klemt inde på en bjergvæg.
filmanmeldelse af Luise Rütting Schweitz
I 2003, i den virkelige verden, tager Aron Ralston en fredag aften af sted, for at vandre og klatre i en isoleret nationalpark i Utah. Han tager af sted uden at fortælle nogen hvorhen.
Nationalparken er ikke ukendt for ham. Han kender sin vej, ved hvor han har været før og hvor han vil dykke dybere ind i det vilde landskab.
Som mange ved, så går det ikke som planlagt.
Udfordringen ved at fortælle en virkelig historie med en kendt slutning er helt sikkert noget, som den Oscarvindende instruktør Danny Boyle har tænkt over. Og lige fra starten hoppes der i biografsædet og man fyldes af en lyst til at råbe, at han skal have hånden lidt længere ind i skabet for at tage den kniv, som han indenfor de næste 127 timer får noget så desperat brug for.
Så Boyle vender forudsigeligheden til sin fordel, mens Aron Ralston drøner igennem klippelandskabet med høj musik i ørene. Man bliver blæst tilbage i sædet, mens Aron med lette fødder springer hen over dybe kløfter, glider lidt, griner og springer videre.
Lige indtil, at han falder og en sten falder med ham.
Minutterne derefter, hvor det går op for ham, at hans hånd er klemt inde mellem klippevæggene og stenen og at tingene ikke løser sig. Mens han desperat råber til sig selv, at han ikke skal gå i panik, starter rejsen ind i Aron Ralston.
En rejse, som viser hvor uattraktiv han egentlig er bag den seje maske og hvor ensom. En rejse nødvendigt for ham, hvor han møder sin dæmoner og bliver nødt til at mærke sig selv, til at fortryde, til at angre, til at elske og til at værdsætte de små ting i livet.
Solens strejf nede i den mørke kløft, morgenbesøget af kragen og han siger farvel til den kække, måske lidt overfladiske fyr, som hans tidligere svigermødre sikkert ikke har været helt trygge ved.
127 timer efter rappeller han 20 meter ned ad en stejl klippevæg – en hånd mindre og stavrer tilbage til civilisationen, svært dehydreret og med blodet dryppende ned ad sig.
Samarbejdet mellem Danny Boyle og James Franco som Aron Ralston, får filmen til at fungere. Danny Boyles evne til at skildre mennesket og til at lade seeren komme helt tæt på, som man blandt andet har set i Slumdog Millionaire (2008) og Sunshine (2007), er helt eminent.
James Franco er perfekt castet og spiller rollen med en lethed, så man ender med at være i tvivl om han spiller Aron Ralston, eller om han er Aron Ralston, og at hele historien er optaget mens det i virkeligheden skete.
Et par stærke biroller er med til at krydre historien.
127 Hours. Instruktion: Danny Boyle. Premiere i dag landet over.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
