03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Barfoed: Nobelpris gør indtryk

Barfoed: Nobelpris gør indtryk

Fredag, 04. februar, 2011, 17:35:31

Justitsministeren presset i Roj TV-sag. Torsdag indrømmede han at have holdt møder med Tyrkiets ambassadør forud for terrorsigtelsen mod tv-stationen.

– Joh - det gør skam et stort indtryk. Nu må vi jo se, om de faktisk får den pris, siger justitsministeren, da Arbejderen rækker ham avisen med nyheden om Desmond Tutus indstilling til af Roj TV til nobelprisen.
Mette Kramer Kristensen

Justitsminister Lars Barfoed har bidt mærke i, at den tv-station, han har tiltalt for terror, er blevet indstillet til Nobels Fredspris af blandt andre den sydafrikanske ærkebiskop og tidligere nobelprismodtager Desmond Tutu.

– Joh - det gør skam et stort indtryk, siger han lettere ironisk, da Arbejderen rækker ham tirsdagsudgaven af avisen med nyheden om prisindstillingen af den terrortiltalte tv-station Roj TV på forsiden.

– Nu må vi jo se, om de faktisk får den pris.

Læs artiklen "Tutu indstiller Roj TV til Nobels Fredspris"

Nobelprisindstillingen er langt fra det eneste, der presser Lars Barfoed i den kontroversielle Roj TV-sag.

Torsdag var han sammen med udenrigsminister Lene Espersen indkaldt til samråd i Udenrigsudvalget for at kaste lys over, hvilken sammenhæng der er mellem Anders Fogh Rasmussens bestræbelser på at blive generalsekretær og Barfoeds terroranklage mod Roj TV.

Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen er ikke i tvivl:

– Danmark indgik en lokumsaftale med Tyrkiet. En aftale om at bytte en post som generalsekretær for en lukket tv-station, siger Frank Aaen.

Han indkaldte til samrådet efter at hemmelige, lækkede WikiLeaks-dokumenter afslørede, at USA og Tyrkiet siden 2005 har presset på hos danske politikere og embedsmænd for at tilsidesætte den lovlige tv-stations ytringsfrihed ved at få danske myndigheder til at »tænke kreativt« for at få lukket stationen.

Læs artiklen "USA trak i terrortråde i Roj TV-sagen"

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var åben overfor Tyrkiets krav, fordi han skulle bruge landets stemme for at blive udnævnt til generalsekretær for NATO, vurderer Aaen.

På samrådet torsdag indrømmede justitsministeren, at han to gange har holdt møde om Roj TV med Tyrkiets ambassadør i Danmark.

Men både justitsministeren og udenrigsministeren afviser, at der er givet løfter om retsforfølgelse af Roj TV i bytte for Fogh’s NATO-post:

– Vi har anmodet Tyrkiet om retshjælp. Det er et naturligt led i efterforskningen at samarbejde med de tyrkiske myndigheder. Det er der intet fordækt i – selvom det ikke er nogen hemmelighed, at Tyrkiet har en stor interesse i sagen – og har et bestemt ønske om sagens udfald, sagde Lars Barfoed på samrådet.

Han blev bakket op af udenrigsministeren:

– I Danmark har vi en uafhængig anklagemyndighed og uafhængige domstole, som ikke indgår politiske aftaler. Jeg har holdt møder med de tyrkiske myndigheder om sagen. Men jeg vil ikke referere, hvad vores internationale samarbejdspartnere fortæller os i fortrolighed, lød det fra Lene Espersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2011 - 17:35   03. sep. 2012 - 10:53

Medier