Organiseringen af de danske arbejdere startede i 1870’erne som en reaktion på det kaos, lavsvæsenets ophævelse havde efterladt. Både faglig stolthed og øget pres fra arbejdskøberne var blandt motiverne.
Boganmeldelse af Bjarne Nielsen
1871 var året, hvor Louis Pio og »de socialistiske pionerer« stiftede Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Men først fra 1872-73 blev der dannet fagforeninger i større stil. Da blev der stiftet syv fagforeninger i København og to i provinsen. I 1873 blev Den Internationale Arbejderforening forbudt af Højesteret.
Det kan du læse i bogen »Dansk fagbevægelses historie frem til 1950«, der er udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH).
Bogen påpeger hvordan Den Internationale Arbejderforening bragte den politiske dimension ind i fagbevægelsen fra starten, ligesom man lagde vægt på at organiseringen var på faget og ikke arbejdspladsen. To særtræk.
Blandt de første fagforeninger var det langt fra alle, der havde et socialistisk perspektiv. Blandt pionererne var cigarmagerne, men de tidligt organiserede pianofortearbejdere var eksempelvis politisk konservative. Det samme var de tidligt fagligt aktive typografer, der senere blev ræverøde.
Bogen er aldeles glimrende i beskrivelsen af diverse foreningers tilblivelse.
Den Internationale Arbejderforening
Det første hæfte af Pios »Socialistiske blade«, der senere blev til ugeavisen »Socialisten«, forsvarede Pariserkommunen. Hæfte to konstaterede dens nederlag og »kommunardernes voldsomme død blev signalet til den socialdemokratiske arbejderbevægelses start i Danmark«.
Da Den Internationale Arbejderforening blev stiftet på Tømrerkroen i 1871, valgte man fem sektioner: Snedkere og stolemagere – murere og tømrere – skræddere – smede, mekanikere og formere samt medlemmer af »blandede håndteringer«.
Inden året var omme havde man 4000 medlemmer og 19 sektioner, herunder en for kvinder.
Arbejderforeningen var hurtigt involveret i en række voldsomme strejker, der prægene 1871-72. Murerne strejkede »for første gang i vor industrielle historie« allerede i 1872 for nedsat arbejdstid.
Efter fængslingen af de tre ledere Pio, Brix og Geleff trådte »mere jordnære« til og man gik fra sektioner til fagforeninger. Reelt var den politiske ledelse væk og man blev mere rent »faglige«.
I 1876, året efter Pio var genindtrådt som leder af Den Internationale Arbejderforening, holdt man den legendariske Gimlekongres, hvor der var 41 fagforeninger og 15 politiske foreninger til stede.
På den efterfølgende kongres i 1877 besluttede man at bygge forsamlingshuset i Rømersgade. Det lykkedes »ved kolossale ofre og under megen besvær«. Huset stod færdigt i 1879. Mange fagforeninger er blevet stiftet her. I dag rummer det Arbejdermuseet.
Agitator og guerillakriger
Efter en mindre periode af stagnation, hvor de »ældre havde tabt modet, og de unge var for sorgløse«, blev arbejdskøbernes brutalitet på arbejdsmarkedet så voldsom, at mange fik nok og atter begyndte at kæmpe imod. Til forskel fra tidlige var »det arbejderne selv, der tog fat«. Ledere der selv var »udgået fra arbejdernes kreds«.
Bogen har herlige historier om disse »nye agitatorer og organisationsbyggere«. De lavede en agitationsvirksomhed uden sidestykke. »Vi levede en slags syndikalistisk tilværelse, en guerillakrig. Små raske strejker om alt muligt mellem himmel og jord, således en lille strejke der drejede sig om, hvorvidt en kollega var eller burde være kæreste med en anden kollegas hustru«.
Perioden betegnes som »Genrejsningsperioden« og er kendetegnet ved en større socialdemokratisk profilering, der manifesterede sig i, at to af pionererne, skrædder Holm og skomager Chr. Hørdum, der havde været med siden Pios dage, blev valgt til Folketinget.
I 1890 var der 200 fagforeninger med cirka 11.000 medlemmer i provinsen og 81 fagforeninger med omkring 20.000 medlemmer i København.
Bogen har fine kapitler om arbejdslivet, den almindelige arbejders liv, de mange strejker og industrialiseringen i denne periode, ligesom den beskriver de forskellige fags måde at organisere sig på. Vor klasses tilblivelseshistorie på en letlæst måde. Flot.
Skomagersvende var eksempelvis de første, der i firserne dannede et fagforbund herhjemme, og i 1887 var der oprettet landsforbund i de tre store tekstil- og beklædningsfag. I 1885 dannes en Fællesorganisation i Odense. Jo der var grøde!
De samvirkende fagforeninger i København blev stiftet i 1886 og fik den særlige status, at de reelt var den faglige landsorganisation frem til stiftelsen af De samvirkende Fagforbund i i 1898.
Behovet for mere centralisering var udsprunget efter en stor smedelockout i 1885 og en række store arbejdskampe. Man havde tre punkter: at gennemføre en for arbejderne formålstjenlig regulering af strejkerne; at skabe en ramme om opsamling af erfaringer fra de forskellige foreninger; og at indsamle statistiske oplysninger om arbejdsforholdene. Ellers stod man på Socialdemokratiets program.
Gennembruddet i 1890’erne
Gennembruddet for fagbevægelsen skyldtes tre ting. Organisationernes udbygning i de store fag, de mange små fag blev organiseret og dannede landsdækkende fagforbund samt at de mange ufaglærte arbejdere blev organiseret. I 1897 dannedes Dansk Arbejdsmandsforbund.
Det brød løs med kampe og strejker og kulminerede med den historiske storlockout i 1899, der sendte tusinder på gaden i næsten et halvt år for at afsluttes med Septemberforliget, »arbejdsmarkedets grundlov«, der gjaldt frem til 1960, da man vedtog Hovedaftalen.
I 1890 ansøgte fagbevægelsen om at måtte afholde en demonstration for 8 timers arbejdsdagen den 1. maj. Et krav der var udsprunget af nogle af de internationale faglige kongresser, man havde været en del af siden 1880. Der mødte 50.000 op og hørte på talerne uden fanerne, da dette var ulovligt!
Men fra dette år var 1. maj en fast kamp- og festdag for bevægelsen. Agitatoren A. C. Meyer skrev på melodien fra Internationale, 1. maj sangen »Flyv højt vor sang på stærke vinger«. Det er faktisk først fra først i 1890’erne man kan tale om en bevægelse med egne traditioner, symboler, forsamlingshuse samt aviser og blade.
Konsolidering 1900-1914
Denne periode var afgørende for bevægelsen. Konsolideringsbegrebet referer først og fremmest til den organisatoriske udbygning og overenskomsternes udbredelse. Det er også denne periode der marker forfatningskampens afslutning og sejr for det parlamentariske princip, to årtiers politisk alliance mellem Venstre og Socialdemokratiet sluttede, og Det Radikale Venstre blev udskilt fra Venstre i 1905.
For fagbevægelsen blev det tiden, hvor pionererne fra gennembrudsårene blev afløst af folk som cigarmager Stauning i 1908.
Det var også en periode hvor gamle håndværksfag gik tilbage og nye industriforetagener dukkede op.
I 1902 havde man en månedslang og voldsom Sø- og havnestrejke, der resulterede i et nederlag for arbejderne og opløsning af søfyrbødernes fagforening.
I årene omkring 1908 -10 kom den syndikalistiske fagopposition til landet. Deres førstemand var den kendte Christian Christensen, der af mange vil huskes for de dejlige bøger om bondeknolden og rabarberdrengen. Tilslutningen til syndikalisterne var dog begrænset.
Bogen har en række interessante arbejdererindringer fra omkring udbruddet af Første Verdenskrig, hvor bevægelsens ledere verbalt fordømte krigen, men svigtede den proletariske internationalisme. Noget bogen ikke svælger i.
Konfrontationer 1914-1940
Mellemkrigstiden står i konfrontationernes tegn og især 1919 bliver betragtet som et »Sejrens år«, da det lykkedes at erobre 8-timersdagen samt få store lønforhøjelser mange steder.
Socialdemokratiet var i fremgang og fik sin første minister i 1916, da Stauning blev kontrolminister i den radikale regering. I 1924 dannede Stauning den første socialdemokratiske regering.
I hele perioden var der voldsomme og store arbejdskampe. Bedst illustreret ved at en annonceret storlockout i 1933 blev afværget ved et statsligt indgreb.
I forbindelse med den berygtede »Påskekrise« i 1920 varslede fagbevægelsen generalstrejke, trods interne uenigheder. Redaktøren af Socialdemokraten Borgbjerg var for generalstrejke, mens arbejdsmændenes Lyngsie var imod. Perioden er i det hele taget præget af uoverensstemmelser mellem de faglige ledere og de socialdemokratiske politikere og mellem de faglige ledere og de menige fagforeningsmedlemmer. Ofte endte det i såkaldte »vilde strejker«. Uoverensstemmelserne kender vi jo også til i dag.
DKP blev stiftet i 1919. I 1929 var der på kommunistisk internationales opfordring dannet kommunistiske klubber i en række fagforeninger. I 1928 havde Komintern stemplet socialdemokraterne som »socialfascister« og opfordrede til, at man opbyggede en selvstændig rød fagopposition, RFO. I 1929 opfordrede 30 faglige tillidsmænd til at stemme på DKP.
RFO blev afviklet efter Kominterns 7. verdenskongres, hvor enheds- og folkefronts taktikkerne blev annonceret.
Det store Kanslergade forlig, der forbød strejker og lockouter og andre samfundsskadelige aktiviteter, blev vedtaget i 1933, samme dag som Hitler blev udpeget som rigskansler i Tyskland.
Ved Anden Verdenskrigs udbrud fulgte fagbevægelsen mønstret fra Første Verdenskrig. Man valgte tilpasning og afgav eksempelvis retten til strejke. Den 9. april opfordrede De Samvirkende Fagforbund til »ro og disciplin« og at blive »på pladsen og gøre dagens gerning«.
Konklusioner
Bogens hovedtema er at påvise sammenhængen mellem arbejde og faglig organisering. Knudsen har villet gøre op med teorien om, at den moderne arbejderbevægelse er et produkt af den industrielle revolution. Han ser arbejderklassen som en del af processen. Arbejderne og fagforeningerne var selv en del af processen. Godt set.
Bogen er ganske enkelt fremragende. Alle faggrupper er med og den er letlæst og skal have ros for de mange menige arbejderes erindringer.
Kvaliteten i de mange fotos fra en tid, hvor der ikke blev sparet på kemikalierne, får historierne til at fremstå aktuelle og lyslevende. Om det er børnearbejderne på Obels tobaksfabrik i Aalborg eller unge beslagsmede på Blegdamsvej i København, ansigterne fremstår mærket af livet. Billedmaterialet er helt unikt.
For alle, der arbejder med eller i den danske fagbevægelse, er der guld at hente i dette nye pragtværk om den danske fagbevægelse fra 1860’erne og frem til 1950. Så kan man vente på et værk fra 1950 og til i dag. En periode hvor også kommunister spillede en rolle i fagbevægelsen.
Undertegnede kan ikke undlade at tænke på hvor meget et studie af en sådan bog, ville have hjulpet min generation af kommunister i stedet for vore studiekredse af kinesisk eller albansk arbejderhistorie.
Værket forsvares som doktorafhandling den 18. februar ved Aalborg Universitet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
