Op gennem 1960’erne er udforskningen af verdens-havene foregået med stormskridt. Havbunden bliver også et fokuspunkt for udviklingen af nye våbensystemer.

Den 11. februar 1971 underskriver en lang række lande, deriblandt de fleste stormagter den såkaldte »Havbunds-traktat« (Seabed Treaty).

Dermed er vejen banet for et totalt forbud mod atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben på cirka 70 procent af jordens overfalde.

Op gennem 1960’erne er udforskningen af verdenshavene foregået med stormskridt, og der forskes intensivt i metoder til at udnytte dybhavets ressourcer og enorme vidder.

Havbunden bliver også hurtigt et fokuspunkt for udviklingen af nye våbensystemer i det konstante militære kapløb mellem de kapitalistiske lande med USA i spidsen og Sovjetunionen og Kina.

Dermed vokser frygten også for, at supermagterne skal finde på at skjule atomvåben på havbunden, udenfor rækkevidde af de fleste våbensystemer og ude af syne for satellitter og radar, men også til fare for både miljøet og menneskeheden.

Tidligere internationale traktater har gjort blandt andet Antarktis og verdensrummet til atomvåbenfri zone, og fra slutningen af 1960’erne arbejdes der i FN intensivt på at få en aftale i stand om havets bund.

 Den 11. februar 1971 bliver den færdige traktat fremlagt til underskrivning i Washington, London og Moskva, og den 18. maj 1972 træder den i kraft. På det tidspunkt har 25 lande tilsluttet sig, et tal der i dag er vokset til 87.

Dermed har oceanbunden sluttet sig til Antarktis og det ydre rum som atomvåbenfrie zoner, men her 40 år senere venter vi stadig på, at de forsvinder fra de steder hvor mennesker bor.